Movia: Den kollektive trafik skal skabe maksimal mobilitet

TRANSPORTDEBATTEN: Den kollektive trafik skal tage borgerne i hånden, fra de går hjemmefra, og til de effektivt og hurtigt er fremme ved deres bestemmelsessted, skriver Movias adm. direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.

Af Dorthe Nøhr Pedersen
Administrerende direktør, Trafikselskabet Movia

Hvis vi skal få flere til at bruge den offentlige transport, er vi nødt til at investere og udvikle de steder, hvor der er mulighed for at skabe vækst.

Det gør vi allerede på banerne, men der er også masser af muligheder i bussystemet. Derfor har Movia i sin forretningsplan sat det som et fokusområde, at vi skal udvikle de af vores produkter, der sammen med de øvrige transportmidler bidrager mest til mobilitet og udvikling.

Vi skal sætte ind flere steder.

I Movia vil vi især se på Pendlernettet, som er de ca. 100 vigtigste bus- og lokalbanelinjer, der sammen med de statslige baner og metroen udgør rygraden i den kollektive trafik. Nettet er langtfra færdigudbygget, og når vi sætter ind her, ser vi typisk stor passagervækst.

Hyppige busmuligheder
København, Frederiksberg og Hvidovre har for eksempel netop besluttet at opgradere linje 18 til en ny linje 8A. Det betyder flere busafgange og helt ny natbetjening på linje 18’s rute mellem Hvidovre og Nordhavn.

A-busserne kører hyppigt og er attraktive, og derfor bliver de sat ind på passagertunge strækninger.

Også S-busserne kan suppleres med nye linjer. Vi skal fortsætte med at styrke de kendte produkter og gøre dem endnu mere udbredte.

Desuden vil vi i Movia gerne hjælpe kommunerne og regionerne med at udvikle løsninger, der gør trængslen mindre.

Vi kan løfte buspassagererne ud af trængslen, når busserne kan komme hurtigere gennem byen via busbaner og doseringsanlæg, hvor busserne kan køre forbi bilkøerne, eller ved signalprioritering, så bussen får grønt lys på de helt rigtige tidspunkter.

Københavns Kommune har netop indviet Nørre Campus, som er en løsning af meget høj kvalitet, hvor bussen kører isoleret i en vejbane for sig selv og derfor ikke er generet af den omgivende trafik.

Skab sammenhæng
På Frederikssundsvej har Københavns Kommune også planlagt, at der skal arbejdes med at give mere plads til busserne, ligesom passagererne på Nørrebrogade og Amagerbrogade kan se frem til, at trafikken kommer til at køre mere på bussernes præmisser.

Vi skal også pleje Pendlernettet ved at skabe sammenhæng - med gode skift, opgraderinger af terminaler og trafikinformation på tværs, så passagererne får hjælp til hele deres rejse med kollektiv transport.

Borgerne skal have samlede løsninger. Uden skelen til, om de rejser med bus, tog eller metro.

Med mobility management vil vi i Movia arbejde med det samlede mobilitetsbehov. Vi skal samtænke f.eks. delebiler, bycykler, flextrafik og samkørsel med den kollektive trafik, så vi ikke kun ser på, hvordan vores passagerer kan bruge busserne og togene, men også hvordan passagererne kommer hen til stoppestedet og stationen.

Maksimal mobilitet
En vigtig del af det, vi skal arbejde med i Movia, er at reducere borgernes afhængighed af at have egen bil.

Det forudsætter, at vi kan få folks hverdagsliv til at fungere godt ved, at man til daglig bruger kollektiv trafik og cykel - og ind i mellem – til det særlige – låner eller lejer en bil.

Vi skal tage borgerne i hånden, fra de går hjemmefra, og til de effektivt og hurtigt er fremme ved deres bestemmelsessted.

Dermed bidrager vi maksimalt til den mobilitet, der er en vigtig forudsætning for vækst og udvikling i vores område.             

Forrige artikel Letbaner.DK: Kun et letbanenet i København vil gavne markedsandelen Letbaner.DK: Kun et letbanenet i København vil gavne markedsandelen Næste artikel Kollektiv Trafik Forum: Kig mod Sverige Kollektiv Trafik Forum: Kig mod Sverige