S: Liberaliseringer er ikke vejen frem

DEBAT: Den nye transportkommissær. Violeta Bulc, tager desværre ikke klart afstand fra yderligere liberalisering af reglerne på cabotageområdet. Branchen har ikke brug for yderligere liberalisering. Det skriver medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen (S). 

Af Ole Christensen
MEP, Socialdemokraterne

Mandag var dagen, hvor der var høring af den kommende transportkommissær, sloveneren Violeta Bulc. Medlemmerne af transportudvalget i Europa-Parlamentet skulle dermed for anden gang stille deres spørgsmål til endnu en kommissærkandidat, efter at Maros Sefkovic i forbindelse med en mindre rokade blev forfremmet til vicepræsident med ansvar for energiunionen.

Hensynet til fair konkurrence er højt på dagsordenen i Europa-Parlamentet, og det fremgik tydeligt af de spørgsmål, den nye kommissær skulle tage stilling til. Hun viste gode takter i sine svar og gav i høj grad udtryk for, at indsatsen mod social dumping skal opprioriteres i de kommende fem år. Det mest interessante bliver nu at se, hvilke konkrete tiltag den kommende kommissær vil følge op med. For handling skal der til.

Sloveneren, som altså nu ser ud til at overtage ansvaret for hele transportområdet i Kommissionen - vi taler her om alt fra jernbaner over vejtransport til luftfart - blev pludselig en del af spillet, bedst som vi troede, at den nye transportkommissær var kommet på plads. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde foretrukket den oprindelige kandidat på posten, men sådan skulle det ikke blive.

Liberalisering af regler klinger hult
Den tidligere kandidat, Maros Sefcovic, havde til sin høring gjort det godt og fik klart kommunikeret, at cabotagereglerne skal forbedres og gøres enklere, noget som er blevet efterspurgt fra mange sider. Som reglerne er i dag, indbyder de til snyd og systematisk cabotagekørsel, og dermed undergraves ordentlige arbejdsforhold og fair lønninger i chaufførbranchen.

Om end den nye kommissær Bulc gjorde det udmærket, undrede det mig derfor også, at hun ikke tog klart afstand fra yderligere liberaliseringer af reglerne. Et sådant tiltag vil nemlig ikke føre noget godt med sig for de danske og europæiske chauffører.

Det er klart, at vi skal forhindre, at der kører tomme lastbiler rundt på de europæiske landeveje - et forhold som kommissæren også fremhævede. Men hvis konsekvensen er, at danske chauffører mister deres arbejde, og østeuropæiske chauffører arbejder under kummerlige forhold, så klinger liberaliseringerne hult. Og som reglerne er i dag, er der faktisk intet, der tvinger chauffører og vognmænd til at køre rundt med tomme biler. Vi skal have ensartede og klare regler i EU, og der skal tages hensyn til klimaet. Men arbejdsforholdene i branchen skal så sandelig også tages i betragtning, når der laves regler på området.

Sociale standarder skal respekteres
Efter fem år med en transportkommissær, der har gjort det til sin mærkesag at gøre vejtransportmarkedet så frit og ureguleret som muligt, er det ret tydeligt, at det ikke er vejen frem, hvis vi skal sikre en ordentlig balance mellem et effektivt transportmarked og ordentlige forhold for chaufførerne. Og det skal vi.

Heldigvis formåede Bulc også at markere sig positivt. Hun bekendtgjorde, at sociale standarder skal respekteres, og der skal være fair konkurrence på det indre marked. Selvom der allerede er regler for sociale rettigheder, vil kommissæren også se på, hvordan de er implementeret i forskellige lande. Det er fornuftigt.

At der så også er områder, hvor hun skal have et solidt skub i den rigtige retning, er der ikke tvivl om. Hun er ny i embedet og har stadig meget at lære. Vi skal have klare bestemmelser, som forhindrer udnyttelse af cabotagereglerne og modvirker løndumping i transportbranchen. Et godt samarbejde mellem Parlamentet og kommissæren er altafgørende for, at det kan ske.

 

Forrige artikel 3F: Velkommen til DI’s omvendte virkelighed 3F: Velkommen til DI’s omvendte virkelighed Næste artikel Heunicke: Scandlines fortsætter mudderkastningen Heunicke: Scandlines fortsætter mudderkastningen