L&F: EU's uambitiøse transportvisioner

TRANSPORTDEBATTEN: Vi skal opfordre klimaministeren til at arbejde for et bindende mål om iblanding af avancerede og bæredygtige biobrændstoffer i 2030-målene for grøn transport, skriver Søren Gade, adm. direktør for Landbrug og Fødevarer.

Af Søren Gade
Adm. direktør, Landbrug og Fødevarer 

Transportsektorens bidrag til nedbringelse af drivhusgasudledninger har været diskuteret i årevis.

Det til trods ser transportsektorens andel af de samlede udledninger ud til at være stigende.

EU har forsøgt at imødegå denne udvikling gennem løbende krav om effektiviseringer af motorer og ikke mindst introduktion af et krav om 10 procent vedvarende energi i transporten i 2020.

Alligevel ser det ikke ud til at være nok.

Det undrer mig derfor meget, at vores klimaminister i et interview her på Altinget den 6.marts slår på tromme for, at EU ikke skal sætte klimamål for transport.

Deler ikke uambitiøse visioner
I Landbrug & Fødevarer deler vi ikke de uambitiøse transportvisioner.

Et mål i 2030 vil jo netop skabe de nødvendige rammevilkår og sikkerhed for investeringer, der kan fremme den vedvarende energi i transporten.

Her tænker jeg naturligvis på, at vi har en hurtig, omkostningseffektiv og helt klimavenlig vej til at få vendt transportsektorens negative bidrag til drivhusgasudledninger: Avancerede biobrændstoffer.

Industriel produktion af avancerede og bæredygtige biobrændstoffer kan skabe næste generation af konkurrencedygtig grøn vækst samtidig med, at vi får kick-startet omstillingen til det fossilfri og biobaserede samfund.

Med en stærk fødevare- og landbrugssektor, og virksomheder som DAKA Biodiesel og Novozymes, er Danmark en global supermagt, når det gælder udvikling af avanceret teknologi.

De rette virksomheder
Virksomheder, som alle kan trylle halm, kartoffelskræller og andre biologiske restprodukter om til brændstoffer og en lang række andre værdifulde produkter som for eksempel bioplastik.

Blot ét bioværk som fx Maabjerg Energy Concept kan ifølge deres forretningsplan skabe 1000 job og 1 milliard kroner i driftsomsætning. Og her taler vi altså om job i det, som nogle betegner udkantsdanmark, og job, der ikke kan flyttes til lavtlønslande.

Jeg har derfor forhåbninger til regeringen.

Her tænker jeg for det første på Roadmappen for en fossilfri transportsektor, hvor Transportministeriet i samarbejde med en lang række transportinteressenter vil sætte pejlemærker op for omstilling til en klimavenlig transportsektor

Og for det andet, det nationale Bioøkonomipanel, hvor førende virksomheder og organisationer skal rådgive regeringen i forhold til at gøre Danmark til et vækstcenter inden for bioøkonomi.

To opfordringer
Jeg håber, at disse to tiltag er udtryk for lidt større ambitioner på Danmarks vegne, end det vi hidtil har set, når det handler om avancerede biobrændstoffer og omstillingen til det biobaserede samfund.

Vi kan skabe grøn vækst, gøre os uafhængige af ustabile regimers olie og gas samtidig med, at landets bilister fortsat kan have god samvittighed over at køre i bil.

Lad dette være en opfordring til klimaministeren om at arbejde for et bindende mål om iblanding af avancerede og bæredygtige biobrændstoffer i 2030-målene for transport.

Og dermed også en opfordring til de kommende EU-parlamentsmedlemmer om at arbejde for danske arbejdspladser, der kan kickstarte omstillingen til det biobaserede samfund.

Forrige artikel CONCITO: Erhvervstransporten skal gennem grøn omstilling CONCITO: Erhvervstransporten skal gennem grøn omstilling Næste artikel Til kamp mod de ulykkelige højresvingsulykker Til kamp mod de ulykkelige højresvingsulykker