FDL: Politikerne sylter social dumping

Af Preben Skjøth
Politisk sekretariatschef hos Frie Danske Lastbilvognmænd, FDL

Erik Østergaard, der er administrerende direktør i vognmændenes hovedorganisation, DTL, var forleden inde på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan stole på politikerne med hensyn til kampen mod social dumping og cabotage-kørsel. 

Og jeg må give Erik Østergaard ret, for når man i over 55 år har arbejdet med den politiske del af transport, er det efterhånden trættende gang på gang at få en sang fra de varme lande fra Christiansborg-politikerne. 

Det kan dels skyldes, at transportområdet ikke er særlig inspirerende at arbejde med, eller, og det er nok mere sandsynligt, at der ikke er stemmer nok i at arbejde for en transportsektor med ordnede forhold og nogenlunde fair konkurrenceforhold.

Møder en ulidelig ligegyldighed
Set fra min synsvinkel, er der blevet for mange levebrødspolitikere, og dem, der har en reel vilje til at yde en indsats for os, kan tælles på én, maksimalt to, hænder. 

Det er derfor ikke overraskende, at vognmandsbranchen i dag slås med de stort set samme problemer som for 40-45 år siden. 

Det, der kan undre, er, at selv seriøse og fornuftige argumenter ofte koblet sammen med den fornødne dokumentation ikke er nok til at få flere politikerne til at gøre op med den ligegyldighed, vognmandsbranchen i årtier har været udsat for fra Christiansborg.

Kan vores branche i det hele taget stole på nogen? Spørgsmålet er relevant, for selv de politikere, som slås for os, virker ind imellem noget rustne i deres handlemåde. 

Det gælder ikke mindst med hensyn til cabotage-problemerne og social dumping. Hvorfor bliver man ved med at tale om problemerne i stedet for at løse dem? 

Jeg er overbevist om, at Erik Østergaard fra DTL har ret i sine tvivl, når det kommer til ægtheden af alt det, politikerne vil gøre for branchen.  

For hvor svært kan det være at blive enige om, at NU skal eksempelvis den sociale dumping stoppes?

Fagbevægelsen er ikke uden skyld
Et af problemerne er naturligvis, at mens DTL, FDL og i nogen grad 3F trækker den ene vej, trækker organisationer som Danske Speditører, ITD med flere den anden vej. 

Det skaber unødigt flimmer på skærmen for de politiske beslutningstagere, hvoraf nogle fra især den borgerlige fløj støttes med valgpenge fra i hvert fald en af de organisationer, som ser anderledes på det, end man gør i DTL, FDL og 3F. 

Nu behøver valgstøtte ikke nødvendigvis betyde 100 procent loyal støtte, men mistanken klæber alligevel til de sponsorerede politikere.

Samtidigt er jeg i tvivl om, hvorvidt 3F helhjertet slås for at få bremset den sociale dumping. Hvis 3F virkelig mener det seriøst, hvorfor jagter man så ikke de store speditører og kørselsrekvirenter med samme nidkærhed, som man jagter mindre håndværksmestre, gartnere med flere? 

3F-lederne er udmærket klar over, hvordan tingene foregår, men vil helst ikke tale om det. Og spørger man direkte, ja, så bliver nogle af 3F-lederne dybt fornærmede, selv om de godt ved, der er noget om snakken.

Der må penge på bordet
Vognmandsbranchen skal også selv gå lidt kraftigere til værks. 

Der er behov for nytænkning, og når vi alle ved hvor lidt, der i realiteten skal til for at gøre en given transport til en fornuftig forretning, er det ubegribeligt, at vi skal bruge tiden på at diskutere med hinanden frem for at gå i dialog med transportkøberne. 

Vi skal trække linjerne op og på en seriøs måde dokumentere mulighederne. Tiden er nået dertil, hvor vi skal have forbrugerne med ind i debatten. Forbrugerne skal vide lidt mere om os for at kunne forstå vore problemer. 

Blot en femkrone mere per køleskab ville give vognmanden en bedre indtjening, og der ville ikke blive solgt færre hårde hvidevarer for så beskeden en forhøjelse. 

Og en merpris på beskedne to øre per clementin på et vognlæs hjem fra Spanien ville give vognmanden en merpris på cirka 5.200 kroner. Det samme gælder for fragten af og priserne på dagligvarer, møbler, cykler og meget andet. Så hvad nøler vi for? 

Det ville næppe gå ud over salget, hvis butikkerne hævede priserne 10 eller 50 øre. 

Hvad hjælper det, at eksempelvis mælken bliver billigere, hvis landmændene må dreje nøglen? Det samme kan og bør siges om vognmands-branchens problemer.

Skatten skal med i billedet
Vognmandsbranchen er ikke den eneste, der er ramt af social dumping, men det er stadig os, som ingen rigtig regner for noget, selv om transport på gummihjul er det, der holder samfundet i gang. 

Det ved politikerne også godt, så i stedet for at tale om skattelettelser, som nogle af de mest populistiske politikere gør, burde de tage fat på en seriøs debat om en langsigtet skattereform. 

Det er naivt af politikerne at tro, at skattelettelser er vejen frem. For hvad hjælper det, at lønmodtagerne får mere i posen, hvis arbejdsgiverne stadig skal fakturere ud til samme høje priser? 

debat@altinget.dk