Dyhr: Grøn transport skal være attraktiv

DEBAT: Det skal være endnu mere attraktivt at bruge tog, bus, letbaner, metro og cykel. Ellers vil stigende biltrafik kvæle vores større byer i trængsel og luftforurening. Det skriver Pia Olsen Dyhr (SF).

Af Pia Olsen Dyhr (SF)
Formand og tidligere transportminister

På jernbanen er vi godt i gang med at opfylde visionen om en attraktiv grøn transport. Jernbanenettet bliver renoveret, elektrificeret og gjort hurtigere.

I min tid som transportminister tog vi et tigerspring frem med Timemodellen, der skaber hurtige forbindelser mellem de store byer og kortere rejsetid på de regionale strækninger. Vi mangler dog den endelige beslutning om en ny bane fra Silkeborg-Galten-Aarhus, som er nøglen til at få vest- og midtjyder til at bruge toget, når de skal til Aarhus.

Desuden udestår indkøb af hurtige, pålidelige og komfortable el-tog med god netværksforbindelse – før danskerne kan se frem til rigtig attraktive togtilbud.

Skinner og bus
Vi vil hellere køre på skinner end i bus. Derfor har SF i årevis kæmpet for letbaner. I 2009-aftalen om grøn transportpolitik kæmpede vi en letbane i Aarhus igennem, og i denne valgperiode er der truffet beslutning om letbane i Ring III omkring København samt letbaner i Odense og Aalborg. Store fremskridt, men der er brug for mere letbane, især i København – hvor Ring III skal forbindes med Metrocityringen – og i Aarhus, hvor der ligger ambitiøse udbygningsplaner. Også andre steder – for eksempel Esbjerg – står i kø.

Letbane og metro, herunder i Københavns Nord- og Sydhavn, vil give den kollektive transport i hovedstaden et tiltrængt løft og ikke mindst få tilbuddene til at hænge langt bedre sammen.

Busserne vil stadig være helt nødvendige. I 2009 så mine trafikordførerkolleger underligt på mig, da jeg foreslog puljer til fremme af bustrafikken, for eksempel busbaner og busprioritering i lyskryds.

I dag kan alle vist se, at de penge var godt givet ud! Og i landdistrikterne har vi brug for at tænke alternativt, som det allerede sker mange steder med flekstrafik, minibusser etc.  Bussernes køreplaner skal tænkes sammen med togdriften. Og busserne skal være grønnere – de skal omlægges til el, biogas eller anden vedvarende energi.

Flere op på sadlen
Danmark er et cykelland, der tilmed inspirer udlandet. Alligevel er der mange - også korte - ture, hvor danskerne lader cyklen stå og tager bilen (eller bussen).

Vi skal have endnu flere op på sadlen gennem cykelruter, cykelstier, cykelparkering, større trafiksikkerhed og meget gerne også flere cykelbyer. Konkret foreslår jeg, at halvdelen af de ubrugte 2,5 milliarder kroner i Den Grønne Infrastrukturfond bruges til cykelpuljer frem til 2020. Og så en lille hjertesag – lad dog cykler svinge til højre, også for rødt lys, men selvfølgelig med fuld vigepligt.

Det er min vision på transportområdet. Mens SF sad i regering, fik vi ført store dele af visionen ud i livet. Vi brugte flere penge på grøn trafik, end vi havde lovet. De fleste af dem gik til investeringer og forbedringer, færre til lavere billetpriser – men vi har dog fået gennemført et billigt Ungdomskort og en 20-procents-rabat på (mange) rejser uden for myldretiden, som jeg gerne ser udbredt endnu mere.

Og SF fortsætter arbejdet med at styrke grøn transport.

Forrige artikel Bjørn Westh: Indfør roadpricing inden 2022 Bjørn Westh: Indfør roadpricing inden 2022 Næste artikel Barfoed til Heunicke: Hvor er din plan for transportområdet? Barfoed til Heunicke: Hvor er din plan for transportområdet?