Det Økologiske Råd: Staten skal være sit ansvar bevidst og købe flere grønne biler

DEBAT: Staten har den økonomiske købekraft til at accelerere den grønne omstilling, herunder antallet af elbiler på vejene, men alligevel har staten mindre end en procent elbiler i sin flåde, skriver Kathrine F. Jørgensen.

Af Kathrine F. Jørgensen
Transportspecialist i Det Økologiske Råd

Grønne indkøb i den offentlige sektor kan give elbilsalget et ordentligt puf frem ad.

Det har kommunerne forstået og har et langt stykke hen ad vejen taget opgaven på sig. Staten har under en procent elbiler i sin flåde. Helt præcist er det 13 elbiler (2017-tal). I sammenligning har kommunerne næsten 1000 elbiler.

Man kan undre sig over, hvorfor staten er så fraværende i sin vilje til at hjælpe den grønne omstilling på vej i egne rækker, når nu ambitionerne for grønne biler ellers er høje nok?

Der kommer ikke en million grønne biler i 2030, ved at staten går forrest og omstiller egen vognpark, men med det antal elbiler, vi har nu, vil den offentlige flåde på over 20.000 elbiler altså fylde godt i statistikkerne.

Staten skal gå forrest
Mindst lige så vigtigt er det, at man kan understøtte en efterspørgsel på nogle af de mindre varesegmenter og nichekøretøjer, som er på vej ud i markedet, og som måske har endnu mere brug for et offentligt sikkerhedsnet, som for eksempel grønne lastbiler, varebiler, busser, renovationskøretøjer, entreprenørmaskiner og så videre.

Statens købekraft kan give sikkerhed for og tryghed i, at der er en minimumefterspørgsel på produkterne. Det gør det nemmere for importørerne at overbevise hovedkontorerne i Europa om at sende flere biler og modeller til det danske marked, hvilket også er med til at løse problemet med lange leveringstider på elbilerne.

Vores valgmuligheder på grønne transportmidler bliver simpelthen større af, at det offentlige kan sikre en vis omsætning på modellerne. Vi er i konkurrence med de andre lande i Norden. Vi skal gøre os attraktive – ellers ryger alle elbilerne til Norge og Sverige.

Det burde ellers være nemt nok. Det er lavt hængende frugter uden store økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor, men der er en fodslæbende mangel på handling bag ordene. Man kan kun spørge sig selv om, hvorfor det ikke allerede er sket, når alle anerkender, at transporten er klimaets akilleshæl?

Gør som lokalpolitikerne
Folketingets politikere kunne måske skele lidt til frontløberne blandt regioner og kommuner, der allerede for flere år siden vedtog at begynde omstillingen af deres flåder til grønne køretøjer.

Trods gode initiativer er der stadig masser af muligheder i både kommuner og regioner for en meget større omstillingsprocent, og det bør statslig regulering hjælpe på vej. Ellers gør den offentlige sektor, som den plejer, og som den er juridisk forpligtet til, nemlig at købe det billigste produkt på hylden, uden særlig skelen til samfundsansvar.

Forrige artikel Professor: Partiernes klimaudspil glemmer tung transport Professor: Partiernes klimaudspil glemmer tung transport Næste artikel Danske Vognmænd: Omstilling til grøn transport kræver politisk handling Danske Vognmænd: Omstilling til grøn transport kræver politisk handling