Mover-direktør: Skat ved godt, hvad vores brugere tjener

DEBAT: Danske platformsvirksomheder har altid skullet levere brugernes skatteoplysninger til Skat. Men med regeringens deleøkonomiske udspil bliver det muligt at gøre det automatisk – og det er vi glade for, skriver direktør i den deleøkonomiske platformsvirksomhed Mover.

Af Martin C. Hansen
Administrerende direktør i den deleøkonomiske platformsvirksomhed Mover

Det er dejligt, at der kommer klare retningslinjer, og at regeringen lægger op til, at indberetning af skatteoplysninger gøres automatisk. På den måde bliver det understreget, at det IKKE er frivilligt for danske virksomheder at indberette oplysninger til SKAT – heller ikke for platformsvirksomheder.

Skat har i dag adgang til informationerne fra danske virksomheder via de regnskabsbilag, som virksomhederne opbevarer til brug for årsrapporten. Det betyder, at alle oplysningerne er tilgængelige for Skat.

Danske deleplatforme betaler skat
Hvis man som forbruger vil være sikker på, at den rette andel af ens betaling går til skat, så skal man købe via danske platforme.

Udenlandske selskaber som AirBnB og Uber har nemlig ikke pligt til at dokumentere brugernes oplysninger overfor SKAT i Danmark. Derfor hentede Skat 2200 Uber-chaufførers data i Holland, men det er slet ikke nødvendigt med danske selskaber.

I Mover har vi bilag på alle udbetalinger til vores brugere, så Skat kan krydstjekke vores bilag med de oplysninger, Skat i øvrigt får fra brugerne om deres indkomst.

Vi har dog været klar over, at det er en stor opgave, hvis det ikke kan foregå automatisk. Og netop derfor har vi tidligere været i dialog med Skat om automatisk indberetning fra Movers platform. Skat var på daværende tidspunkt ikke klar til at automatisere indberetningen.

Det ser det ud til at de er nu, og vi ser frem til, at det bliver sat i system.

Forrige artikel Debat: Automatisk indberetning af skat er kærkommen Debat: Automatisk indberetning af skat er kærkommen Næste artikel K-kandidater: Hærvejsmotorvejen skal gå helt til Limfjorden K-kandidater: Hærvejsmotorvejen skal gå helt til Limfjorden