DE: Modulvogntog møder fortsat modstand

DEBAT: På trods af, at de nordiske lande og Holland har gjort en stor indsats, er det endnu ikke lykkedes at overbevise tyskerne og resten af EU om fordelene ved modulvogntog. Det skriver Jelena Soskic, europapolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Af Jelena Soskic 
Europapolitisk konsulent i Dansk Erhverv

Det er stadig ikke tilladt at krydse flere landegrænser med modulvogn i EU.

Der var et kort øjebliks momentum tilbage i foråret for at få en nærmere afklaring på området, da vægt- og dimensionsdirektivet var under revision. Men de europæiske transportministre og Europa-Parlamentet har syltet sagen ved at kræve en rapport om konsekvenserne af at indføre modulvogntog i EU. Rapporten skal ligge klar engang i 2017.

Kommissionen har ellers i sin hvidbog om transport fra 2011 lagt vægt på, at vejgodstransporten skal effektiviseres og gøres mere miljøvenlig. Det giver god mening, når den står til regnskab for 82 procent af energiforbruget inden for den samlede sektor for godstransport på land.

Gavner miljø og erhvervsliv
Derfor synes Dansk Erhverv, at det vil give god mening at tillade brugen af modulvogntog i EU. Et modulvogntog kan erstatte tre lastbiler og på den måde nedsætte udslippet af CO2 markant. Modulvogntog bidrager ikke kun til miljøforbedringer, men også til effektiviseringer for erhvervslivet.

Gennem modulvogntog kan vi øge en lastbils produktivitet. Hvis vi i EU skal have en langt bedre mobilitet og infrastruktur for godstransport og samtidig sigte efter intermodalitet, så nytter det ikke noget, at vi ikke kan komme til at udvikle den måde, hvorpå vi fragter gods på det europæiske transportnet. 

Besværligt for Danmark
Det gør det meget besværligt for Danmark og de lande, der tillader modulvogntog, at transportere varer i EU, når de skal laste om ved den dansk-tyske grænse til almindelige lastbiler for at kunne fortsætte til Holland – for i Tyskland må vi generelt ikke køre med modulvogntog, selv om nogle delstater dog tillader brugen af dem.

Visse kræfter i Tyskland har været gode til at arbejde imod modulvogntog af frygt for at miste andele af godstransport på andre transportformer. Men modulvogntog skal ikke erstatte andre former for transport, blot bidrage til den nødvendige styrkelse af intermodal transport i EU, hvor fragtmængderne er stadig stigende og infrastrukturen under pres.

Det skal helst blive nemmere og hurtigere at bringe varer i EU, og vi skal tænke på, hvordan vi bliver bedre til at binde vores forskellige transportformer bedre sammen til gavn for både miljø og virksomheder. 

Interessant med ny kommissær
I øvrigt vil det blive interessant at følge den nye kommissær for transport, Violeta Bulc. Vi har intet at vurdere hende på, da hun ikke kun er ny i politik i EU, men også i sit hjemland Slovenien. Men hun er forretningskvinde, så mon ikke hun vil kunne se den fornuftige forretning i at tillade brugen af modulvogntog i EU. Men det finder vi først ud af, når konsekvensanalysen om modulvogntog kommer engang i 2017.

Forrige artikel Spin fra transportministeren - for alternativet er utænkeligt Spin fra transportministeren - for alternativet er utænkeligt Næste artikel NLA: Flere kommissærer får indflydelse på transportpolitik NLA: Flere kommissærer får indflydelse på transportpolitik