Fornyede jernbaner sikrer bedre togdrift

DEBATPANEL: De danske jernbaner skal fornyes for at sikre moderne, grønne og hurtige tog, skriver Radikales trafikordfører Andreas Steenberg.

Af Andreas Steenberg (R)
Trafikordfører

Velkommen til Pia Olsen Dyhr (SF) som ny transportminister. Jeg siger tak for samarbejdet til Henrik Dam Kristensen (S) og glæder mig til fortsat at give jernbanerne i Danmark et helt nødvendigt løft i samarbejde med Pia Olsen Dyhr. Regeringspartierne har sammen sikret investeringer i Metro, ny bane på Sjælland og helt nødvendige nye signaler til over 60 milliarder kroner. Siden regeringsskiftet har vi afsat en milliard kroner årligt og gjort klar til eltogene Lunderskov-Esbjerg og København-Køge.

Med togfonden.dk går regeringen nu skridtet længere. Fondens 27,5 milliarder kroner skal sikre den største modernisering af jernbanen i nyere dansk politisk historie. Det betyder ny bane i Østjylland, ny Vejlefjordbro og ny bane på Fyn. Vi vil indføre en timemodel mellem de store byer: en time mellem Aalborg-Aarhus, Aarhus-Odense og Odense-København. Man vil kunne komme til Aalborg-København på tre timer - det er et kvantespring for dansk jernbanedrift.

Udover det vil vi elektrificere alle hovedstrækningerne helt til Frederikshavn og Struer. Det giver mulighed for at køre med eltog frem for de skandaleramte IC4-tog. Vi ved, at det vil være en overordentlig god forretning for staten at elektrificere jernbanenettet. Dette skyldes, at el er billigere end diesel, at eltog er meget billigere at vedligeholde, og at eltog er billigere i indkøb. De kører også bedre og hurtigere, hvorfor kvaliteten også er bedre. Der findes afprøvede eltog i verden, vi kan købe. Den grundlæggende fejl med IC4 er nemlig, at vi har købt et produkt, ingen andre har. Danmark er på den måde blevet testland for dieseltog, og det har som bekendt ikke været lykken.

Det er uforståeligt, at Venstre ikke vil være med. Deres ordfører har lovet de samme investeringer i jernbanen. Den eneste forskel mellem regeringen og Venstre er, at vi rent faktisk har fundet pengene. Pengene kommer, ved at Dong og andre skal betale samme skat som Mærsk i Nordsøen. Hvis Mærsk kan tjene penge og skabe job med den beskatning, de har, så må andre også kunne.

Forrige artikel En sammenhængende trafikpolitik En sammenhængende trafikpolitik Næste artikel Transportpolitik kan ikke drives med skyklapper Transportpolitik kan ikke drives med skyklapper