Dansk Tog: Nabolande inspirerer til udbud af jernbanen

DEBAT: Erfaringer fra Storbritannien, Sverige og Tyskland viser, at udbud af togdriften giver økonomiske gevinster og flere og mere tilfredse passagerer, skriver Nikolaj Wendelboe, formand for Dansk Tog og adm. direktør i Arriva Danmark.

Af Nikolaj Wendelboe
Formand for Dansk Tog og adm. direktør i Arriva Danmark

Mange har den opfattelse, at der ikke er den fornødne erfaring med udbud af jernbanedrift, og at man derfor bevæger sig ind på ukendt land.

Nu er der siden årtusindskiftet gennemført tre jernbaneudbud i Danmark. Så der er faktisk indhøstet den fornødne erfaring med, hvilke kontraktformer der virker og har de rette ingredienser til større produktivitet på banen og flere og mere tilfredse passagerer.

Nabolande er i fuld gang 
Hvis det ikke er nok, så er der masser af inspiration at hente i vores nabolande. Både Storbritannien, Sverige og Tyskland startede før Danmark med at udbyde og liberalisere togdriften, hvor Storbritannien og Sverige i dag har fuldt åbne markeder.

De tyske delstater skal inden 2023 udbyde jernbanedriften og har allerede udbudt over halvdelen. Norge har før sommeren vedtaget en jernbanereform med 6-8 udbudspakker, hvor de første udbud kommer om et års tid. I Danmark går vi den anden vej, og efter at Kyst- og Øresundstrafikken ikke mere udbydes, er det under fem procent af persontransportarbejdet, der udbydes.

De 16 tyske delstater (länder) minder på mange måder om Danmark i størrelse. Efter Tysklands genforening blev jernbanen omorganiseret. I 1996 fik delstaterne ansvar for S-togstrafik, regionaltrafik og regionalekspres (der kan sammenlignes med IC-trafik), og derefter begyndte en proces med konkurrenceudsættelse og udbud af driften.

Siden har der været gennemført over 200 udbud, og erfaringer har været meget positive. Det fremgår af oplæg fra de regionale transportmyndigheder, der udbyder togdriften (organiseret i BAGSPNV - Die Bundesarbeitsgemeinschaft der Aufgabenträger des SPNV). Passagervækst, nyt materiel, bedre og mere integrerede køreplaner er resultatet sammen med mindre tilskud.

Mere for pengene
Konkurrence og Forbrugerstyrelsen kom sidste år med rapporten ”Tyske erfaringer med udbud af regionale passa­ger­­tog”, der er udarbejdet af Copenhagen Economics.

Her er omtalt en undersøgelse, hvor 118 udbud er undersøgt. Der er gennemsnitligt opnået reduktioner af tilskud på 26 procent fordelt med 23 procent på S-tog, 15 procent på regionaltrafik og 47 procent på IC-tra­fik (Regional-Express).

Eftersom udbuddene startede med banestrækninger med færrest passagerkilometer. (regionaltrafik), betyder det også, at der er de mindste gevinster at hente. Først senere er mere passagerattraktive strækninger med S-tog og Regional-Express kommet i udbud, hvor gevinsterne er større. For eksempel ventes der en betydelig større økonomisk gevinst med udbud af S-tog i Stuttgart og Bremen (30-40 procent). Det fremgår endvidere, at besparelserne i delstaten Slesvig-Holsten nu er oppe på 30-40 procent. Derfor er forventningen også, at gevinsterne fremover bliver større.

Overføres den hidtidige gennemsnitlige besparelse på den del af jernbanedriften i Danmark, som ikke har været udbudt (både statslig og regional drift), svarer dette til en potentiel økonomisk gevinst om året på over 1,1 milliarder kroner.

Bedre for passagererne
Uanset de økonomiske gevinster er der al mulig grund til at udbyde driften, da erfaringerne viser, at der sker en revitalisering, når der kommer bejlere til jernbanen. Det skaber ganske enkelt innovation, når der konkurreres om at få flest mulige passagerer i togene.

Udover nyt og bedre materiel har det for eksempel betydet faste pendler-pladser, så det har været muligt at arbejde i toget, stillezoner, alkoholfrie zoner etc. Derfor er der også større passagervækst og -tilfredshed på de strækninger, der er udbudt, i forhold til ikke-udbudte strækninger. Det er også lykkedes at redde dusinvis af lukningstruede ruter.

Udbud har desuden ført til en bedre kapacitetsudnyttelse af togene, samtidig med at de udbudte strækninger har medført, at en større del af det samlede persontransportarbejde sker med tog.

Med andre ord alt det, som de fleste politikere og transportordførere på Christiansborg ønsker sig. Så hvorfor holde pause med udbud og endda bruge bakgearet, når vi kan høste gevinsterne ved at udbyde driften? Det handler kun om at komme i gang.

Forrige artikel Anlægsbranchen: Løft foden fra bremsen, og find en vej fremad Anlægsbranchen: Løft foden fra bremsen, og find en vej fremad Næste artikel FDM: Letbanerne kommer for sent til Danmark FDM: Letbanerne kommer for sent til Danmark