Dansk PersonTransport: Sparekniven i den kollektive transport sender voldsom regning videre til danskerne

FDM har anslået, at det koster mellem 65.000 og 100.000 kroner årligt at eje en bil. Det er med andre ord en meget dyr løsning for den enkelte familie, når den kollektive transport skal erstattes med bilkørsel, skriver Michael Nielsen.

Det er dyrt at spare på den kollektive bustransport, og det er danskerne, der kommer til at betale regningen.

Det er allerede blevet varslet, at billetpriserne i den kollektive transport sættes op næste år, og rundt om i landet står både kommuner og trafikselskaber foran benhårde prioriteringer, der hurtigt ender i lukninger af busruter, forringet service og et dårligere tilbud til borgerne.

Inflationen og især de stigende energipriser har sendt omkostningerne ved at drive den kollektive transport i vejret. Regeringen er ikke uvidende om dette, men transportminister Thomas Danielsen har klart afvist at tilføre flere midler fra staten for at sikre, at den kollektive transport fungerer tilfredsstillende.

Resultatet af denne beslutning? Flere danskere presses ud af busserne og over i bilerne, og det efterlader dem med en stor økonomisk regning.

En dyr løsning

Ifølge Danmarks Statistik bruger de danske familier i gennemsnit cirka 40.000 kroner årligt på omkostninger til biler.

Det er den næsthøjeste post i husholdningsbudgetterne kun overgået af boligudgifter. FDM har endda anslået, at det koster mellem 65.000 og 100.000 kroner årligt at eje en bil.

Det er med andre ord en meget dyr løsning for den enkelte familie, når den kollektive transport skal erstattes med bilkørsel.

Her er det vigtigt at huske på, at kollektiv transport også er velfærd, og her må vi ikke glemme de 1,2 millioner danske familier, der i dag ikke ejer en bil.

De er afhængige af den kollektive transport for at få hverdagen til at fungere, for at kunne deltage i samfundet og for at opretholde en rimelig livskvalitet.

Besparelserne og prisstigningerne truer med at efterlade dem i et uhyggeligt dilemma.

De kan ikke undvære en bil, men de har heller ikke råd til at anskaffe sig en. Det kan betyde store besparelser andre steder i privatøkonomien på ting som mad, fritidsaktiviteter, forsikringer, medicin eller andre steder, som kan resultere i forringet livskvalitet.

Der er behov for en nødløsning

Det er på ingen måde rimeligt, at kommuner og regioner kan træffe beslutninger, der går ud over danskernes privatøkonomi på den måde. Staten og regeringen må træde til og redde den kollektive bustransport.

Vi foreslår en nødløsning: Afsæt 500 millioner kroner allerede til næste år til den kollektive bustransport.

Hvis vi tænker os alternativet, hvor bare 25 procent af de 1,2 millioner familier i Danmark uden bil skal ud at anskaffe sig en, vil det ifølge FDM's tal koste op mod 30 milliarder kroner årligt for dem.

Så selvom næste års besparelser i den kollektive transport måske giver kommunerne en smule økonomisk luft i budgetterne, så er det en voldsom regning, som de sender videre til danskerne.

Så lad os slå det fast: At spare på den kollektive transport er en bekostelig affære, og regningen skal ikke betales af danskerne. Kollektiv transport er velfærd og kritisk infrastruktur for mange danskere, og derfor er det nu, at vores beslutningstagere skal handle ansvarligt og prioritere at sikre den kollektive bustransport.

Ellers får vi bare skævvredet samfundet og skabt et a- og b-hold, hvor bilen bliver adgangsbilletten til at kunne tage del i samfundet.

{{toplink}}

Forrige artikel Forsker: Politikerne skal spørge sig selv, om DSB skal blive mere kommercielle eller fortsat være public service Forsker: Politikerne skal spørge sig selv, om DSB skal blive mere kommercielle eller fortsat være public service Næste artikel Rådet for Bæredygtig Trafik: Biler og deres parkeringspladser æder pladsen i vores byer Rådet for Bæredygtig Trafik: Biler og deres parkeringspladser æder pladsen i vores byer