Dansk Luftfart: Skæv risikodeling

Af Michael Svane
Direktør i Brancheforeningen Dansk Luftfart

Som fortalt af Forbrugerrådet i et nyligt debatindlæg her på siden er den EU-forordning, der regulerer flypassagers rettigheder, under revision.

Den eksisterende forordning er fra 2004 og har klart behov for en overhaling i lyset af de indhøstede erfaringer og de forskellige fortolkninger, som domstolssager efterfølgende har givet anledning til.

Vi er helt enige med Forbrugerrådet i, at der er behov for et regelsæt, der sikrer de rejsende i givne situationer.

Vi er også enige i, at reglerne skal være så klare og entydige som overhovedet muligt. Ikke mindst er der behov for ensartede og harmoniserede afgørelser og sanktioner på tværs af EU-landene.

Men vi er omvendt stærkt uenige med Forbrugerrådet på andre punkter.

For det første er det ikke rimeligt, at luftfartsselskaberne skal være kasseko i situationer, som de har ingen eller kun begrænset indflydelse på.

Skæv fordeling
Er det for eksempel rimeligt i en situation som askeskyen i 2010, at luftfartsselskabet skal afholde omkostninger til indkvartering med mere for den rejsende i op til 14 dage, sådan som Forbrugerrådet ønsker det?

Selvfølgelig skal forbrugeren ikke efterlades for lud og koldt vand, men EU-Kommissionens udspil med forpligtelse til tre dage for luftfartsselskabets regning, gav en mere rimelig risikodeling.

For det andet har vi svært ved at forstå, hvorfor forbrugerorganisationerne arbejder så indædt for at indføre nye regler om tilslutningsfly, fordi det i den sidste ende vil give langt ringere service for de rejsende.

Det vil for eksempel betyde, at et lille feederselskab i visse sammenhænge vil skulle betale ekstremt store kompensationer for forsinkelse på en efterfølgende oversøisk rejse.

Og altså ikke bare for egen flyvning. Det vil ende med, at feederselskaber ikke længere vil tage risikoen for at indgå i interlining-aftaler med det resultat, at transfertiderne bliver meget længere, fordi den rejsende skal checke sig selv og baggagen ud og ind mellem hvert ben på rejsen.

Ikke i forbrugerens interesse
Vi har svært ved at se, at det kan være i forbrugerens interesse.

Og for det tredje, er vi stærkt bekymrede over, at størrelsen for økonomiske kompensationer til forbrugeren ved aflysninger og forsinkelser efterhånden har nået et niveau, der i mange tilfælde langt overstiger billetprisen.

Dette, sammen med reglernes kompleksitet, har åbnet for en hel industri, der med noget betænkelige metoder prøver at lave en forretning i at få kompensationer hjem til rejsende, der har oplevet forsinkelser eller aflysninger.

Vi bemærker, at Forbrugerrådet mener, at sidstnævnte er en god ting. Vi finder derimod, at det er en bekymrende udvikling, der har sin rod i to forhold: Reglernes kompleksitet og uharmoniserede afgørelser og sanktioner på tværs af EU-landene.

Enklere regelsæt
Som vi ser det, har reguleringen efterhånden fjernet sig langt væk fra de hensigter, der lå bag 2004-forordningen.

Og det var at virke adfærdsregulerende i forhold til luftfartsselskabernes uhensigtsmæssige adfærd ved overbooking og kommercielle aflysninger. Netop derfor indførte man kompensationssystemet, så man kunne straffe luftfartsselskaberne for denne adfærd.

Og det har os bekendt virket helt efter hensigten.

Så frem for at tilføre reglerne ny kompleksitet og endnu skævere risikodeling vil vi opfordre til, at kræfterne i stedet bruges på at frembringe enkle regler, der kan udmøntes og håndhæves i praksis.

debat@altinget.dk