Dansk Jernbaneforbund: Gods på skinner kan løse vores klima- og trængselsproblemer

Hverken trængslen eller klimaet vil for alvor blive forbedret med længere lastbiler. Der skal helt andre, gennemgribende løsninger til, og her er toget vores absolut bedste kort, skriver Ebbe Drögemüller.

Folketinget behandler i øjeblikket en ændring af færdselsloven, der åbner for et femårigt forsøg med såkaldte dobbelttrailer-vogntog. Det er lastbiler på op til 34 meters længde.

De såkaldte modulvogntog er i dag de længst tilladte lastbiler, og de må være op til 25,25 meter lange. Men nu lægges der op til et forsøg med små ni meter længere vogntog.

Folketingets transportordførere er stort set alle meget positivt stemte. Længere lastbiler betyder mere gods på det enkelte vogntog og dermed måske færre vogntog, som igen vil reducere både transportens klimaaftryk og trængslen.

Sådan lyder argumentationen fra regeringen, og stort set alle folketingets transportordførere stemmer i.

Kun SF og Enhedslisten var en smule skeptiske ved de længere lastbilers lyksaligheder, da Folketinget førstebehandlede lovforslaget.

Toget kan være klimaets bedste kort

Jeg deler naturligvis Folketingets partiers håb om, at disse dobbelttrailer-vogntog kan reducere CO2-udledningen og begrænse trængslen. Men jeg er bange for, at det slet ikke rykker nok i den store sammenhæng.

Derfor er mit største håb, at man vil gå markant mere radikalt til værks.

Hverken trængslen eller klimaet vil for alvor blive forbedret med længere lastbiler. Der skal helt andre, gennemgribende løsninger til, og her er toget det absolut bedste kort, som vi har på hånden.

De nye dobbelttrailer-vogntog må maximalt veje 78 ton - mod modulvogntogenes maksimale vægt på 60 ton. Til en sammenligning fragtede hvert godstog i 2020 i gennemsnit 724 ton gods.

Hvis man vil tage fat om nældens rod, er løsningen på klima- og trængselsproblemerne ikke længere lastbiler. Løsningen er mere gods på skinner, og her går udviklingen desværre den helt forkerte vej.

Vi mangler en strategi 

Værst ser det ud med den nationale godstransport på skinner. Siden årtusindeskiftet er den faldet med omkring to tredjedele.

Det skriger til himlen, hvis vi faktisk vil gøre noget alvorligt ved transportens klimaaftryk, den øvrige forurening fra trafikken og trængslen på vores veje.

Godsbranchen er klar. Interesseorganisationen Dansk Banegods har længe eftersøgt en strategi for udvikling af den skinnebaserede godstransport i Danmark.

Branchens kommercielle aktører oplever, at staten er den helt store hindring for at flytte godset fra vejene til skinnerne. Dansk Jernbaneforbund har flere gange klart tilkendegivet, at hvis der er overenskomstmæssige forhindring for mere gods på banen, så ser vi gerne konstruktivt på det.

Lastbiler kan meget, men toget kan mere

Det giver ikke mening at fragte store mængder gods rundt på vores veje. Det smerter såvel mit toghjerte som min forstand, når jeg oplever lange koloner med eksempelvis militært isenkram, der fylder kilometervis af motorvej.

Udover at blokere for en stor del af vejen og udlede en masse CO2, kræver det også en hulens masse chauffører.

Én lokomotivfører havde kunnet håndtere opgaven. Så det virker ej heller rationelt at bruge vores fælles veje og ressourcer på lange lastvognstog.

Derfor denne stille bøn til Folketingets transportpolitikere: Brug lidt kræfter på godstogenes fremtid. Lange lastbiler er sikkert et fornuftigt tiltag, men i det store billede, skal kræfterne og ressourcerne bruges helt andre steder, hvis vi skal i mål. Sæt i gear!

{{toplink}}

Forrige artikel S: Oversvømmelser i metroen understreger vigtigheden af Lynetteholm S: Oversvømmelser i metroen understreger vigtigheden af Lynetteholm Næste artikel Drivkraft Danmark og Rådet for Grøn Omstilling: Vognmænd bør belønnes for at omstille til el i tung transport Drivkraft Danmark og Rådet for Grøn Omstilling: Vognmænd bør belønnes for at omstille til el i tung transport