Dansk Erhverv: Biludlejere skal fritages for nye registreringsregler

Nye registreringsregler vil trods gode intentioner få store konsekvenser for udlejningsbranchen, som kan få svært ved at opretholde fleksible lejevilkår og konkurrencedygtige priser. Derfor skal branchen fritages for kravene, skriver Jesper Højte Stenbæk. 

Udlejningsbranchen er afhængig af at kunne tilbyde kunderne fleksible lejeperioder, fra en enkelt dag til flere måneder.

På den måde kan branchen imødekomme kundernes varierende mobilitetsbehov.

Men desværre gør de nye regler fra Motorstyrelsen, der kræver omregistrering efter 29 dage, det praktisk talt umuligt at tilbyde lejeaftaler, der strækker sig over længere perioder.

Det er et problem, når det estimeres at godt 25 procent af udlejningsselskabernes flåde udlejes i 30 dage eller længere.

De nye regler medfører, at mange biler vil stå stille i minimum 14 dage, mens de venter på nye registreringsattester.

Dette betyder, at en betydelig del af selskabernes flåde bliver inaktiv, hvilket er økonomisk uholdbart og tvinger selskaberne til at øge deres bilflåde unødigt.

De ekstra omkostninger vil løbe op i millioner af kroner hver måned, hvilket vil gøre det vanskeligere for branchen at tilbyde konkurrencedygtige priser.

Komplicerer forsikringsspørgsmålet

Desuden komplicerer de nye regler betalingsstrukturen for vægtafgift og forsikring.

Lejerne skal betale vægtafgiften, som efterfølgende refunderes til dem ved lejemålets ophør, hvorefter lejer skal betale pengene retur til udlejer.

Dette skaber en unødig administrativ byrde for både lejer og udlejer og øger risikoen for, at udlejerne ikke kan inddrive det nødvendige beløb fra lejeren igen.

{{toplink}}

Yderligere kompliceres forsikringsspørgsmålet, da det er svært for udlejere at vurdere lejerens forsikringshistorik og betalingsevne.

Hvis en lejer skader køretøjet og ikke kan betale, ender udlejeren med det økonomiske ansvar.

Selskaberne er allerede omfattet

Hvis formålet med de nye regler er at give myndighederne bedre kontrol over, hvem der bruger køretøjet, er det uhensigtsmæssigt at inkludere udlejningsbranchen.

Udlejningsbranchen er den eneste sektor, hvor politiet kan spore lejerens brug af køretøjet ved hjælp af lejekontrakten.

Dette er ikke muligt med privat- eller leasingbiler.

Tidligere var det også muligt at identificere en udlejningsbil på registreringsattesten, men dette er nu ikke længere tilfældet, hvilket besværliggør politiets kontrolarbejde.

Udlejningsselskaberne er allerede omfattet af udlejningsbekendtgørelsen, som sikrer, at alle personer, der må føre køretøjet, er registreret. Branchen udgør derfor ikke en del af det problem, som de nye regler forsøger at adressere.

Dansk Mobilitet og Dansk Erhverv opfordrer derfor til, at udlejningsselskaberne undtages fra de nye registreringsregler.

Dette vil ikke blot beskytte branchen, men også sikre danskerne fortsat adgang til fleksible og overkommelige mobilitetsløsninger.

{{toplink}}

Forrige artikel Chefkonsulent til Henriette Kjær: Vi må ikke overlade den kollektive trafik til private virksomheder Chefkonsulent til Henriette Kjær: Vi må ikke overlade den kollektive trafik til private virksomheder Næste artikel Hovedstadsaktører: Gode flyruter er afgørende for Københavns og Danmarks velstand Hovedstadsaktører: Gode flyruter er afgørende for Københavns og Danmarks velstand