Carlsberg: Virksomheder skal hjælpe trafiksikkerheden

TRANSPORTDEBATTEN: Virksomheder skal tage et stort trafiksikkerhedsmæssigt ansvar. Det gør Carlsberg blandt andet ved, at alle lastbiler er udstyret med alkolåse, skriver National Fleet & Distributions Director Kaj Nielsen.

Kaj Nielsen
National Fleet & Distributions Director, Carlsberg Danmark A/S

Vi ser desværre stadig overskrifter i aviserne, der hedder noget i stil med: "Cyklist dræbt i højresvingsulykke", og virksomheder med chauffører frygter, at deres medarbejdere skal blive involveret i en sådan ulykke.

Jeg kører selv med vore chauffører hos Carlsberg, der udfører distributionsopgaver i de stører danske byer, og jeg bliver lige imponeret hver gang over deres evner til at manøvrere blandt de såkaldte bløde trafikanter.

Det virker dog som om, at det "bløde" forsvinder, når befolkningen sætter sig på cyklen: Der køres over for rødt, der køres uden lys, der køres med headset, som lukker omverdenen ude med musik, der sendes sms'er, der tales i håndholdt mobil.

Alt sammen en ubehagelig form for arrogance, der har den konsekvens, at andre trafikanter stilles over for en helt urimelig udfordring, og konsekvensen ser vi med gult i formiddagsavisernes Breaking News.

Responsible Drikning er et mantra i Carlsberg, og vi er meget bevidste om, at vi producerer produkter der kan konflikte med det at køre bil.

Igennem mange år har det heddet sig, at "ølkusken" skulle have sine daglige øl, før han kunne køre.

Lastbiler med alkolåse
Sådan er det ikke mere, hvis det nogensinde har været sådan, for alle vore 180 lastbiler og 450 person-/varevogne er udrustet med en såkaldt Alkolås.

Det blev besluttet tilbage i 2010 efter en del debat med medarbejderne.

I dag, godt tre år efter, er det medarbejderne, der efterspørger streamers med teksten "Denne lastbil er udstyret med Alkolås".

Alkolåsen er et instrument, der forhindrer bilen i at starte, hvis promillen er over 0,5.

Carlsberg har som flere andre større danske virksomheder indgået en aftale med Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.

Formålet med det 24 måneder lange projekt er bl.a. at kortlægge medarbejdernes "trafikadfærd" og sætte fokus på Trafiksikkerheden i virksomheden.

Det har indtil videre givet flere interessante informationer, der konkret har udmøntet sig i handlingsplaner, der medvirker til at forbedre trafiksikkerheden.

Alle virksomheder bør gøre en endnu større indsats for at sikre et godt og sikkert trafikmiljø i hele landet.

Forrige artikel S: Nye veje til at forbedre trafiksikkerheden S: Nye veje til at forbedre trafiksikkerheden Næste artikel Togfonden skal på landet Togfonden skal på landet