Skuffelse over udkast til investeringsplan

HAVNE: Oppositionen har ikke meget til overs for regeringens ambitioner for de danske havne, efter Altinget.dk onsdag bragte et endnu ikke offentliggjort udkast til regeringens investeringsplan.

Fra venstre side af Folketinget er man ikke imponeret over regeringens planlagte havneinvesteringer, efter at Altinget.dk har forelagt Folketingets trafikordførere et udkast til investeringsplanen, som blev bragt på Altinget|Transport onsdag.

Regeringen foretager i sit udspil ikke nok for at få flyttet mere gods over på jernbanen i havneområderne, mener SF's havneordfører Jesper Petersen.

"Det er helt katastrofalt ikke at prioritere jernbanen og dens forbindelse til havnene. Regeringens udspil til en havnepakke er simpelthen ikke ambitiøst nok. Jeg hæfter mig specielt ved, at Danske Havnes forslag, hvor der var fem jernbaneprojekter inkluderet, ikke er taget med i forslaget."

Jesper Petersen opfordrer regeringen til at være meget mere ambitiøse omkring havnene, hvis man vil leve op til sin egen plan om at få mere gods over på jernbanen.

Kritik af plan for Køge Bugt
Et af de investeringsprojekter, oppositionen stiller sig mest kritisk ved, er forslaget om at udvide Køge Bugt-motorvejen til otte spor.

Den radikale trafikordfører, Johs. Poulsen, kalder forslaget om at udvide Køge Bugt-motorvejen med to spor fra de nuværende seks for en tvivlsom investering.

"Al forskning viser, at man ikke løser trafiksituationer bare ved at udvide vejene. Forskningen viser, at der vil gå relativt kort tid, og så vil køerne være tilbage igen. Det eneste, man så har fået ud af det, er så, at man kommer til at spilde tiden på otte spor i stedet for seks," siger Johs. Poulsen.

Han peger på at man kan bruge den eksisterende kapacitet meget bedre. Blandt andet med "Intelligente Transport Systemer" (ITS), hvor man kan lave vendespor, hvor man kan inddrage flere vejbaner i travle perioder.

"Det er meget dyrt at lave flere spor eller flere parallelle motorveje. Derfor må den eksisterende Køge Bugt-motorvej kunne bruges mere effektivt, og der ser jeg ITS som en afgørende og forholdsvis billig løsning," siger Johs. Poulsen.

S-ordfører nervøs for skævvridning af Danmark
S-havneordfører Jens Christian Lund hæfter sig ved, at flere af forslagene er sjællandske projekter. Og selvom der er enkelte flere jyske projekter i forslaget, savner han, at regeringen aktivt modvirker skævvridningen af Danmark.

"Jeg er usigeligt bange for, at vi er ved at skævvride Danmark. Nogle af forslagene i udkastet er da udmærkede, men det vil stadig være med til at skævvride Danmark. Denne regering har i den grad stået for skævvridningen, og dette udkast ser ikke ud til at ændre på det. Udkantsområder som Thyborøn og Hanstholm er ikke tilgodeset i udkastet, og det er en skam," mener Jens Christian Lund.

"Jeg mener der er al mulig grund til at lave transportinvesteringer i udkantsområderne. Der, hvor det først går galt, når vi får mere økonomisk trængte tider, det er i udkantsområderne. Det er der, man først kan se, at arbejdspladserne forsvinder. Derfor er det så vigtigt at bruge penge på regional udvikling. Også på transportområdet.

V: Hvilket udkast?
I den borgerlige lejr er ordførerne mere fåmælte, når det gælder om at kommentere på udkastet til investeringsplanen.

Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) har ikke nogen kommentarer til Altingets oplysninger.

"Der foregår et arbejde i et udvalg lige nu, hvor syv ministre sidder rundt om et bord og arbejder, og indtil der foreligger noget, vil jeg ikke kommentere på et udkast, som ikke findes," siger Kristian Pihl Lorentzen.

Forrige artikel Forsøgsordning for mere cyklisme indledt på Nørrebrogade Forsøgsordning for mere cyklisme indledt på Nørrebrogade Næste artikel Invitation: Ting-Prisen 2008 til Morten Østergaard Invitation: Ting-Prisen 2008 til Morten Østergaard