DI: Husk den trafikale forsyningskæde

DEBAT: Der mangler en klar sammenhæng mellem de trafikale tilbud og frem for alt en tovholder på området, skriver branchedirektør i DI Transport Michael Svane. Han vil have fokus på helheden, fordi det er den, der betyder noget for kunderne.

Af Michael Svane
Branchedirektør i DI Transport

Forsyningskæden eller supply chain er for alvor kommet i fokus. Ryk op i forsyningskæden, lyder det blandt andet fra Big Future 2025.  Det handler om helhedssyn og sammenhæng og dermed organisation, men det handler også om fokus på kundernes behov.

Jeg kunne ønske mig, at den trafikale forsyningskæde kom meget mere i fokus i den danske transportpolitik. 

Vi har brug for et helhedssyn, hvor omdrejningspunktet er det samlede transportsystem. 

Vi har frem for alt brug for at sætte transportsystemets kunder i centrum.

Væk skal silotænkning. Væk skal rigide forestillinger om, at det enten handler om veje eller om kollektiv trafik.

Kunderne, herunder virksomhederne, har brug for helhed, sammenhæng og organisation, der samlet sikrer, at vi har den bedst mulige mobilitet til rådighed.

Silotænkning bringer os ikke fremdrift. Tværtimod svækker det helheden og lammer handlekraften.

Veje og kollektiv trafik hænger sammen
I DI står vi fast på, at vi skal prioritere helheden. 

I den trafikale forsyningskæde indgår såvel veje som kollektiv trafik. 

En veludbygget vejinfrastruktur er højt på ønskesedlen, da op mod 80 procent af den samlede trafik foregår her. Men vi har også brug for en velfungerende og effektiv kollektiv trafik, hvad enten det handler om tog, metro eller busser.

Veje og kollektiv trafik er ikke hinandens modsætninger. 

Den kollektive trafik er også svaret på den stigende tilsanding af vejnettet. Jo flere kunder, den kollektive trafik kan tiltrække, desto mere kan trykket på vejene lettes.

Fokus på forsyningskæden handler om, at hvert eneste led i kæden leverer et bidrag til, at virksomheden samlet set kan blive mere effektiv og løfte kvaliteten.  

Arbejder produktionen og salgsafdelingen ikke sammen, så bliver resultatet også derefter. 

På dette punkt adskiller den trafikale forsyningskæde sig på ingen måde.

Handler ikke kun om penge
Vi skal bruge pengene med omtanke. 

Derfor stiller vi i DI det grundlæggende krav, at vi skal investere i den trafikale infrastruktur dér, hvor det samfundsøkonomisk og erhvervsmæssigt giver størst effekt. 

Det gælder, hvad enten vi taler om veje, baner eller kollektiv trafik.

Men det handler ikke kun om penge. 

Det handler også om organisation, struktur og sammenhæng. Her halter den kollektive trafik meget bagefter. 

Der er alt for mange aktører – ingen nævnt, ingen glemt. 

Der mangler sammenhæng og frem for alt den tovholder, der skaber sammenhæng og fremmer helheden med fokus på de, der for alvor betyder noget: kunderne.

Jeg opfordrer til, at de årlige finanslove ikke bliver til en kampplads for og i mod forskellige sektorer. Her har alle Folketingets partier et ansvar.

 

Forrige artikel V: Togfond udstiller venstrefløjens uansvarlighed V: Togfond udstiller venstrefløjens uansvarlighed Næste artikel Aalborg Letbane: Staten løber fra klar aftale Aalborg Letbane: Staten løber fra klar aftale