S: Løkke skal ikke afspore Togfonden

DEBAT: Regeringen mener, at den nuværende lave oliepris gør det vanskeligt at realisere Togfonden. Men aftalen tager allerede højde for afvigende oliepriser, og forligspartierne har forpligtiget sig til at finde ekstra finansiering, hvis det er nødvendigt, skriver Rasmus Prehn (S).

Af Rasmus Prehn (S)
Transportordfører 

Debatten om Togfonden har rullet hen over sommeren og fortsætter i de kommende uger her på Altinget. Det er positivt.

Jeg er stolt af den aftale, som vi indgik tilbage i 2014 med et bredt politisk flertal i Folketinget. Togfonden er nemlig en af de vigtigste investeringer i infrastrukturen de næste mange år. Derfor skal vi også bruge en del af debatten til at huske hinanden på mulighederne og fremtidsperspektiverne med Togfonden, der vil skabe øget mobilitet, vækst og arbejdspladser i hele landet.

Togfonden er overordnet visionen om at binde Danmark bedre sammen. Vi er et lille land, men det tager længere tid at rejse mellem København og Fredericia, end det gør mellem Bruxelles og Paris - også selvom der er over 100 kilometer længere mellem de to europæiske hovedstæder. Og senest kunne Berlingske berette, at danske toge på visse strækninger kører langsommere end for 50 år siden.

Binder land og by sammen
Det er derfor åbenlyst, at der er behov for at investere og fremtidssikre den danske jernbane. Det gør vi med Togfonden. Med Togfonden bliver jernbanen elektrificeret, som giver større driftsikkerhed, færre forsinkelser samt grønnere, hurtigere og bedre tog. Og så indfører vi timemodellen mellem landets største byer. Togfonden skaber altså øget mobilitet, så tusindvis af pendlere dagligt kan komme hurtigere til og fra arbejde, ligesom det bliver lettere at besøge familien på den anden side af bæltet.

Med Togfonden får vi også bundet land og by bedre sammen. For med timemodellen reducerer vi ikke alene rejsetiden mellem landets største byer, vi hastighedsopgraderer også 11 regionale baner for 1.240 millioner kroner. Ligesom vi indfører såkaldte prioriterede korrespondancer, som betyder, at superlyntogene kommer ind på perronen fra begge retninger samtidigt.

På den måde kan øvrige tog og busser tilpasses køreplanen, så passagerne ikke skal spilde tiden, når de skifter til regionaltog eller bus. De fordele kan vi kun opnå, hvis vi fastholder timemodellen. Med planen får 25 byer vest for Storebælt prioriterede korrespondancer, og det gør, at gevinsterne fra timemodellen breder sig som ringe i vandet til alle dele af landet. Togfonden kommer altså hele landet til gavn.

En aftale er en aftale, Thulesen Dahl
De mange gode fremtidsperspektiver i Togfonden kunne heldigvis samle en bred kreds af Folketingets partier, inklusiv Dansk Folkeparti. Og Lars Løkkes (V) drøm om at afspore Togfonden, hvis han kom tilbage i Statsministeriet, blev før valget klart afvist af Kristian Thulesen Dahl (DF). I Søndagsavisen slog Thulesen Dahl fast: ”Vi er selv med i forliget om Togfonden, og vi står ved de forlig, vi har indgået”. 

Efter valget har piben fået en anden lyd. Nu vil man ikke afvise, at man vil pille ved dele af Togfonden, blandt andet Vejlefjordbroen. Broen er ellers en vigtig forudsætning for at kunne opretholde timemodellen, der giver et stort samfundsøkonomisk afkast.

En aftale er en aftale. Og jeg forventer derfor, at Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl holder ord, som man lovede før valget.

Togfonden skal ikke afspores af Venstre
Det har også været fremført i debatten, at den lave oliepris og den nye V-regerings kasseeftersyn gør det vanskeligt at realisere timemodellen og elektrificeringen af jernbanen. Jeg er bekymret for, at der i højere grad er tale om et skalkeskjul for Løkkes drøm om at afspore hele Togfonden.

Sagen er den, at de prisudviklinger, der blev lagt til grund for Togfonden, kommer fra OECD's energiagenturs langsigtede estimat for olieprisudviklingen. At der er udsving i olieprisen i nogle år, betyder ikke, at olieprisen i de næste årtier fortsætter på det historisk lave niveau. Desuden har vi lagt en buffer ind på 5 milliarder kroner, så afvigelser i olieprisen kan håndteres, ligesom forligspartierne har forpligtiget sig til at finde yderligere finansiering, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Fra socialdemokratisk side vil vi gå konstruktivt ind i det videre arbejde og søge bredest mulig opbakning til at få realiseret visionen om at binde Danmark bedre sammen og sikre bedre, hurtigere og mere tidssvarende tog til danskerne.

Forrige artikel Vognmænd: Hvad med dine løfter om social dumping Løkke? Vognmænd: Hvad med dine løfter om social dumping Løkke? Næste artikel Cepos: Togfonden bør lægges i mølpose Cepos: Togfonden bør lægges i mølpose