S: Investeringer med Stauning som forbillede

TRANSPORTDEBATTEN: Ud over togfonden, der er godt nyt for alle danske togpassagerer, skal der satses mere på infrastrukturprojekter, der kan sættes hurtigt i gang, skriver Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn.

Af Rasmus Prehn
Transportordfører, Socialdemokraterne

Det er aldrig let at finde milliarder på statsbudgettet - og det gælder naturligvis særligt i en krisetid.

Alligevel sætter regeringen gang i store anlægsinvesteringer og tager et historisk kvantespring med satsningen på den danske jernbane. Ligesom på Staunings tid bruger vi fællesskabet som lokomotiv til at trække samfundet fri af krisen og ind i en fremtid med bedre velfærd og vilkår for vækst.

Togfonden er et eksempel på, hvordan vi sikrer nye midler til finansiering af bedre infrastruktur i hele landet. Ved at harmonisere beskatningen i Nordsøen, så udenlandske olieselskaber betaler det samme i skat som eksempelvis danske Mærsk, kan vi investere hele 28 milliarder kroner i hurtigere tog til alle danskere.

Med togfonden får vi endelig mulighed for at indfri ambitionen om en timemodel og en national elektrificering af skinnerne, som ellers havde lange udsigter. En ambition, som betyder, at man i alle dele af landet vil kunne være hurtigere fremme med toget og spare masser af transporttid.

Det er godt for alle passagererne, som i dag jævnligt tager toget, og selvfølgelig også for alle pendlerne, som dagligt får mere tid til deres børn og mindre tid i et bumletog.

Hurtigere tog frem for skattelettelser
Med togplanen vil flere med fordel kunne skifte bilen ud med toget. Det gælder for strækningerne mellem de store byer, såvel som for mange andre af landets byer. Fra Thisted til Herning er tidsbesparelsen i toget på omtrent 40 minutter. En forskel, som vel at mærke er til at tage og føle på.

Ud over alle de åbenlyse fordele med hurtigere, bedre og grønnere tog, så skaber togfonden også tusindvis af arbejdspladser.

Venstre turnerer for øjeblikket rundt med deres olieselskabsbudskaber og skræmmekampagner, men bundlinjen er, at togfonden giver en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til dansk infrastruktur og sætter gang i hjulene.

At Venstre hellere vil have lav skat til udenlandske olieselskaber end hurtigsusende tog, er mig en gåde.

Anbefalinger og roadpricing
Men vi har derudover masser af projekter i støbeskeen og hele tiden brug for at diskutere, hvordan vi skal finde midlerne til bedre sammenhæng på tværs af landet og mindre trængsel i de største byer.

Trængselskommissionen har præsenteret sine længe ventede anbefalinger, som jeg ser frem til at dykke ned i. Trængslen er en kæmpe udfordring for tusindvis af danskere dagligt, som vi selvfølgelig må sætte bredt ind for at løse. Og vi er heldigvis allerede godt i gang med både togfond, Metro Cityring, supercykelstier, letbaner og meget andet.

Men vi skal gøre mere, og i min optik gerne satse på tiltag, som kan sættes hurtigt i gang, og som hurtigt giver gevinst.

Det er ingen hemmelighed, at Trængselskommissionen blandt andet peger på et forsøg med roadpricing. Det er ikke en stor overraskelse, fordi regeringen selv har bedt kommissionen om at kigge på netop mulighederne for roadpricing på landsplan.

Noget der har været bred politisk tilslutning til, siden partierne i den grønne forligskreds i 2009 med VK-regeringen for bordenden blev enige om at gå videre med en grøn kørselsafgift.

Teknologien til at implementere roadpricing er bare ikke klar endnu. Derfor er det heller ikke noget, som vil komme på tegnebrættet inden for den nærmeste fremtid. Men hvis erfaringer fra andre lande eller den teknologiske udvikling tager fart, er det selvfølgelig noget, vi vil se nærmere på igen.

Indtil da går jagten videre på at finde andre gode løsninger på trængslen, som vi blandt andet vil finansiere med den årlige trafikmilliard fra vores aftale om bedre og billigere kollektiv transport.

Forrige artikel Udfordringer for den kollektive trafik i hovedstaden Udfordringer for den kollektive trafik i hovedstaden Næste artikel LA: Infrastruktur skal finansieres privat LA: Infrastruktur skal finansieres privat