Vi lægger allerede alt åbent frem

DEBAT: Vi modtager ikke penge fra medicinalindustrien, fastslår Gigtforeningens direktør. I dette debatindlæg giver hun et indblik i, hvordan foreningen i øvrigt holder armslængde til medicinalindustrien.

Af Lene Witte
Direktør i Gigtforeningen

Sundhedsministerens efterlyser gennemskuelighed og åbenhed hos patientforeningerne. Hvem samarbejder med hvem? Hvem støtter hvem?

Hun vil derfor lave nye regler, der sikrer, at patientforeninger på deres hjemmesider oplyser om, hvilken støtte de får fra eksempelvis medicinal- og medikoindustrien.

Fint. Vi gør det allerede. Det hele - årsregnskaber og de principper, vi arbejder efter - er frit tilgængelige på vores hjemmeside. 

Principper for samarbejde
Lad mig ridse op:

I Gigtforeningen er vi kyske. Som forening samarbejder vi ikke med medicinalindustrien, vi modtager ikke penge fra medicinalindustrien, og vi anbefaler ikke specifikke produkter.

Desuden arbejder vi ud fra følgende principper:

  1. Stifterne af Gigtforeningen lagde vægt på, at læger ikke skal være talsmænd for patienter.
  2. Det er derfor en del af Gigtforeningens vedtægter, at der aldrig må være en majoritet af læger i bestyrelsen.
  3. Gigtforeningen har som tradition ikke en læge som formand.
  4. Gigtforeningen forholder sig aldrig til specifikke produkter, men til aktivstoffer.
  5. Gigtforeningen har gentagne gange peget på, at der er store geografiske forskelle på de behandlingstilbud, gigtpatienter modtager. Vi anbefaler aldrig bestemte former for medicinering, men ønsker at den nyeste medicin skal være tilgængelig for læger og patienter og bruges ensartet i hele landet.
  6. Gigtforeningen arbejder for, at alle mennesker med gigt får en tidlig diagnose og konsekvent behandling.
  7. Gigtforeningen argumenterer for forløbsprogrammer til gigtpatienter, aldrig bare for mere medicin. 
  8. I forhold til mennesker med slidgigt anbefaler Gigtforeningen målrettet træning, evt. vægttab og god information før medicin og før operation. Når smertestillende medicin er nødvendigt, anbefaler vi varsomhed.

Kontakten med medicinalindustrien
I følgende sammenhænge er vi i kontakt med medicinalindustrien:

  • Gigtforeningen ejer Kong Christian X's Gigthospital i Gråsten, hvor nogle af Danmarks dygtigste gigtlæger forsker i leddegigt og skaber resultater, der vækker international anerkendelse. På Gigthospitalet samarbejder man - på lige fod med offentlige hospitaler - med medicinalvirksomheder om ny medicin og nye måder at bruge medicinen på. Dette er et nødvendigt og fornuftigt samarbejde.

  • I to tilfælde gennem de sidste ti år har medicinalindustrien med mindre beløb sponseret faglige, internationale symposier i Gigtforeningens regi.
     
  • I Gigtforeningens Forskningsråd er der offentligt ansatte læger, der kan være i dialog med medicinalindustrien. Gigtforeningens forskningsstøtte, ca. 10 mio. kroner om året, går til mangfoldige projekter, der kan være med til at sikre en bedre behandling af gigtpatienter i fremtiden. Gigtforeningens Forskningsråd har aldrig støttet udvikling af ét bestemt produkt.

Forrige artikel Den danske sundhed er usund Den danske sundhed er usund Næste artikel Invester i sundhed - det betaler sig
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.