Den danske sundhed er usund
DEBAT: Det danske sundhedsvæsen er præget af for stor ulighed, og der er brug for nytænkning for at komme problemet til livs. Det mener Diabetesforeningens direktør, der har tre forslag til at afhjælpe problemet.
Af Henrik Nedergaard
Administrerende direktør, Diabetesforeningen
Selv om Danmark stadig er et af verdens mest lige lande, halter det gevaldigt med ligheden på sundhedsområdet. Sociale faktorer præger i alt for høj grad vores mulighed for at leve et langt liv i sundhed. Blot et blik på forskellene på danskernes gennemsnitlige levetid bekræfter, at uligheden er en faktor:
Den tunge ende nedad
Det er ikke en naturlov, at der skal være mange års forskel på levetiden mellem indbyggerne på Nørrebro og dem i Hellerup og mellem dem, der har gået på universitetet, og en arbejdsmand. En mand fra lavindkomstgruppen dør gennemsnitligt ti år før en mand fra den bedst stillede del af befolkningen.
Ikke mindst for kronisk syge danskere som diabetikere kan vi se, at sygdommen så at sige vender den tunge ende nedad. Det er tænderskærende urimeligt, at de danskere, der er allermest syge, samtidig er dem, der har sværest ved at få den rette hjælp og få noget ud af den - både når det gælder direkte behandlingstilbud og sekundær forebyggelse af f.eks. fodsår for diabetespatienter.
Brug for nytænkning
Der skal tænkes nyt, hvis vi skal uligheden til livs.
Men først kan vi passende gøre en efterhånden gammel problemstilling til fortid: Nemlig sørge for, at alle danskere har lige adgang til de praktiserende læger, krumtappen i det danske sundhedsvæsen. Indbyggere i det såkaldte Udkantsdanmark må i al for høj grad finde sig i en ringe lægedækning. Det er ulighed, der batter, og en klokkeklar urimelighed.
Uanset overenskomster, regionsgrænser og andre faktorer bør det danske samfund i 2013 kunne finde en model, så alle danskere er sikret en tilfredsstillende lægedækning - uanset bopæl.
Forslag til mindre ulighed
Tre andre veje til mindre ulighed i sundhed er:
Sæt sundhedspædagogik og målrettet kommunikation ind på førersædet i sundhedsvæsenet. Effektive værktøjer til at gøre flere i stand til at leve i balance med egen sygdom er ikke en udgift, men en investering.
Split kassetænkningen ad og gør en dyd ud af fordomsfrit samarbejde mellem det offentlige, civilsamfundet og erhvervslivet. Ingen af de tre kan nemlig gøre det alene.
Vær bevidst om, at man skal behandle folk forskelligt for at behandle dem ens.
Alle skal på banen
Det kræver langt bedre ledelse i sundhedsvæsenet og et målrettet arbejde på at skabe en kultur, der formår at løfte de svageste. Alle aktører bør involveres i denne proces. Sagen er nemlig, at det ikke kun er et projekt for velmenende hattedamer at gøre noget for de socialt udsatte, men også for den benhårde budgetbisse: Mit argument for at overbevise selv den mest kyniske økonom er dette:
Det er ved at hæve de dårligste, at vi får den største budgetmæssige gevinst. Det skyldes ganske enkelt, at det er et hårdt ramt mindretal, der bruger broderparten af resurserne i sundhedsvæsenet. Et væsen, der, alt efter hvordan det opgøres, bruger i nærheden af ti procent af vore totale resurser, BNP.
Derfor: Lad os løfte de svageste i fællesskab.
