Vestager: Pas på økonomien i sygehusbyggerierne
Af Ole Nikolaj Møbjerg Toft og Anne Hauge | | Print
TALE: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager advarede i sin tale til Danske Regioners generalforsamling om, at budgetoverskridelser af sygehusbyggerierne vil blive betalt af patienterne.
Der var masser af ros, men også løftede pegefingre fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), da hun torsdag holdt tale ved Danske Regioners generalforsamling i Aalborg Kongres Center.
Rosen fyldte mest, men en af de løftede pegefingre var rettet mod regionernes igangværende og kommende milliarddyre sygehusbyggerier. Regionerne skal ikke regne med hjælpepakker, hvis byggeprojekterne løber økonomisk løbsk.
"I 2014 har vi aftalt et historisk højt anlægsniveau. Det er godt. Regeringen forventer til gengæld, at det er et niveau, som overholdes. Det samme gælder vores fælles sigtemål for anlægsudgifterne i 2015. Det skal også overholdes. Ellers kan det ramme vores velfærd. Det vil i sidste ende gå ud over for eksempel kræftbehandlingen eller indsatsen over for hjerte- og lungesygdomme," lød det fra Margrethe Vestager.
Dokumentation
Denne regionale valgperiode er på mange måder markeringen af en ny start.
Fælles for jer alle er, at I sidder her på baggrund af en historisk vælgeropbakning fra borgerne. Derfor vil jeg gerne sige tillykke.
Tillykke med det flotte valg. I har overbevist vælgerne om, at I kan gøre en forskel i regionerne. Derfor er det noget særligt at få lov til i dag at komme med regeringens hilsen til jer.
Jeg ved, at der ude i salen sidder både erfarne regionalpolitikere, men også helt nyvalgte, der sidder til generalforsamlingen for første gang. Det der er fælles er, at vi har noget at samarbejde om.
Jeg vil gerne takke jer for samarbejdet indtil nu. Både på regeringens og egne vegne vil jeg også sige tak til den afgående bestyrelse og til formand og næstformand. Selvom vi ikke altid har været enige, så har vi sammen flyttet noget, i gensidig respekt for hinanden. Det, der er det fine ved samarbejdet er, at det er i gensidig respekt. Jeg glæder mig til fortsat samarbejde
I leverer god velfærd med høj kvalitet. I forandrer for at udvikle velfærd og skabe vækst – for at følge den kurs, vi har lagt sammen.
Vælgerne har vist jer tillid. Den tillid kan gengældes helt umiddelbart. Ved at lytte og inddrage borgerne. I træffer politiske beslutninger og sørger for, at de bliver til virkelighed. Det kræver overvejelser om, hvordan vi får bedst mulig velfærd ud af vores penge.
Jeres politiske ansvar er jo kernen af det danske velfærdssamfund – retten til en fri og lige adgang til sundhedsydelser for alle borgere. Til alle af os. For elektrikeren, folkeskolelæren og for den, der desværre står uden arbejde eller som har gjort sit. Det er behovet, der skal være styrende. Den enkelte borger, det hele menneske.
Vi deler visionen om fremtidens sundhedsvæsen.
Vi har nationale ambitioner, men uanset at vi har ét sundhedsvæsen og nationale mål, st er tegningerne ikke helt ens landet over. Der er forskel på, hvordan sundhedsopgaven løses i Hillerød og Hjørring. Derfor er det vigtigt, at det er jer, der træffer beslutningerne – I kender de lokale vilkår – I har et stort ansvar. Derfor vil jeg i dag gerne punktere to myter, der af og til præger debatten.
Den første (1) myte er, at staten bestemmer det hele, og at regionsrådene ikke bestemmer noget. Det passer ikke.
For nyligt læste jeg et læserbrev fra jeres næstformand. Han skrev, at politikere har brug for drømme og visioner. Ja: for mig selv drømmer jeg om at hver enkelt af os har reelle muligheder for at forfølge vores drøm om eget liv og fællesskab.
De beslutninger, vi som politikere træffer, har stor betydning for mange mennesker. Derfor skylder vi at gøre vores vision konkret, til virkelighed.
For mig er politik at arbejde for mennesker og med mennesker. Det gælder uanset om vi i Folketinget lægger udspil frem, forhandler og vedtager love. Eller om I, i regionsrådene træffer beslutninger om, hvordan I vil tilrettelægge opgaverne så borgerne med hjerteproblemer, med diabetes eller med kræft, får den bedst mulige behandling.
Vi har sammen gjort det muligt at bygge nye supersygehuse. Det er investeringer for mange milliarder kroner. I har analyseret og debatteret med borgere, fagfolk og internt i regionsrådene – som et sundt og levedygtigt demokrati skal. Og I har truffet de endelige beslutninger og stået ved dem.
I kan skabe sammenhæng, så borgerne bliver mødt med en koordineret og veltilrettelagt sundhedsindsats. Uanset om man har et ødelagt knæ eller skal igennem et krævende forløb i en kræftbehandling. Der skal være styr på, at lægens henvisning leder til den nødvendige operation. Der skal være styr på den videre genoptræning i koordination med kommunerne. Der skal være styr på den samlede indsats. Det kræver politisk fokus. Det kræver politisk ledelse.
Det gælder også for organiseringen. Tag nu for eksempel brugen af telemedicin. For få år siden, var der ikke mange, der mente, det var noget, vi havde brug for i Danmark. Nogle mente endda, at det kun gav mening, hvis patienten boede i Grønland, på grund af de store afstande.
Nu er telemedicin standardtilbud for mange kronikere. Jeg hørte for nylig om en, der var i et forløb med telemedicin. Hun følte det som en gevinst, at hun ikke hyppigt skulle bruge 45 minutter på at komme til sygehuset. Nu fik hun hjælpen i hjemmet via sin pc. Bare det, gav mere livskvalitet. Hun følte, at hun havde styringen af sit eget liv. Og hendes behandling virkede lige så godt.
Det er for mig et godt eksempel på at sætte mennesket først. At systemet støtter den enkelte. At sætte den enkelte først. En diagnose skal påvirke vores liv så lidt som muligt, uden at gå på kompromis med kvaliteten i behandlingen. Det er for mig et billede på den modernisering, der allerede nu er godt i gang. Teknologien giver nye muligheder, så sundhedsindsatsen kan organiseres bedre. Det giver midler, der kan prioriteres til andre områder. Det bestemmer i.
Den anden (2) myte er, at regionsformændene og deres direktører bestemmer det hele. Det passer heller ikke.
Som regionrådspolitikere har I medbestemmelse. I har ansvar for de politiske beslutninger. Det giver sig selv. Der er en grund til at regionsrådene er store. At mange kan inddrage borgerne og træffe beslutninger.
Det kræver selvfølgelig, at der er mulighed for at sætte sig grundigt ind i sagerne. Jeg ved, at tit er tykke dagsordener, der lander på jeres bord, til tider gør det vanskeligt sætte sig ind i alle deltaljer.
Derfor har regeringen gjort det muligt for regionsrådene at organisere sig med stående udvalg, som vi kender det fra kommunerne. Den umiddelbare forvaltning af regionens opgaver kan varetages af et stående udvalg, der sidder i hele valgperioden. Det bør give et helt andet grundlag for at få et fundament. Det skulle gerne give jer mere tid og overskud.
Medbestemmelsen forpligter. I lytter til borgerne, de frivillige, det lokale erhvervsliv og kommunalpolitikerne. I hører, hvor problemerne er og overvejer, hvordan I kan bidrage til at løse opgaven. I sætter retning. Og I kan gøre det tæt på borgernes virkelighed.
At være regionsrådspolitiker skal ikke reduceres til at vælge mellem scanner model A eller B.
Nogle af jer har nok lyttet med i sidste uge, da jeg talte ved Kommunalpolitisk topmøde. I har måske spidset ører, da talen faldt på, at vilkårene og lønnen skal afspejle ansvaret.
Vi har i denne uge præsenteret en aftale, som sikrer en mere tidssvarende vederlæggelse af de menige kommunalpolitikere og regionsrådsmedlemmer. Tak for formandens kvittering på den del.
Der er skabt et rum for lokale politiske prioriteringer. Det kalder på et politisk ansvar.
Selvom dansk økonomi viser forårstegn, skal vi stadig prioritere. Det holder vi aldrig op med. Både som regering i regionsråd og kommuner.
Det gælder for driftsudgifterne. Men det gælder også anlægsinvesteringerne.
I 2014 har vi aftalt et historisk højt anlægsniveau. Det er godt. Regeringen forventer til gengæld, at det er et niveau, som overholdes. Det samme gælder vores fælles sigtemål for anlægsudgifterne i 2015. Det skal også overholdes. Det betyder noget for den samlede økonomi.
00’ernes uholdbare forbrugsvækst – og den efterfølgende svære oprydning – har vist os, hvor kortsigtet det er at leve over evne.
Vi har i regeringen sat syv nationale mål for folkesundheden de næste 10 år. Det har vi gjort, fordi vi synes det er værd at række ud efter længere og bedre liv for os danskerne.
De syv mål er fælles pejlemærker for en styrket indsats. For bedre forebyggelse. Det er en indsats, der er forankret i kommunerne.
Men kommunerne kan ikke løfte opgaven alene. Derfor har vi afsat 120 mio. kr. til en partnerskabsstrategi. Vi skal dele vores viden og kompetencer. Vi skal inddrage alle gode kræfter i bedre leveår.
I et samarbejde mellem lige parter. Mellem frivillige organisationer, kommuner og regioner. Mellem arbejdspladser, private virksomheder og brancheorganisationer. Vi skal udvikle og løfte sundheden og forebygge langt mere.
I er allerede godt i gang. På Nordsjællands hospital i Hillerød, ser de i et styringslaboratorium på, hvordan de kan løse et dobbelt problem: Hospitalet har overbelægning, mens de tilhørende kommuner bruger for mange penge på uhensigtsmæssige indlæggelser. I Nordsjælland er målet nye samarbejdsmodeller, der fjerner de unødvendige indlæggelser og genindlæggelser. For ingen har gavn af unødvendige indlæggelser.
I Odense er kommunen, Region Syddanmark og de alment praktiserende læger gået sammen om at udbrede en ny samarbejdsstruktur. Integrated care. En struktur der skal etablere sammenhængende forløb for patienten med fokus på en tidlig indsats med inddragelsen af borgeren. Det stiller krav til de data, der bruges af forskellige myndigheder. Det vigtige er, at borgeren bliver centrum for opgaven. Systemernes rolle er at understøtte det, så vi kan være trygge ved brug af sundhedsdata.
Vi har forenklet processen med sundhedsaftaler – 98 er blevet til fem – én for hver region. Det har vi gjort for at gøre aftalerne et langt bedre redskab i forhold til de udfordringer, der går på tværs af kommuner.
Systemet skal tjene den enkelte borger. Partnerskaber og samarbejde skal sikre, at vi tilrettelægger indsatsen ud fra borgerens behov. Vi skal sætte den enkelte før systemet. Sammen med tillid til faglighed og ny teknologi er det for mig det helt centrale i moderniseringen af vores fælles velfærd. Derfor skal vi se fordomsfrit på de regler, der er på området.
Danske Regioner har taget initiativ til forsøg med ”regelfri zoner” på udvalgte sygehusafdelinger. Det er afbureaukratisering, der er til at forstå og det kræver, at ledere og medarbejdere tager ansvaret for at løse opgaverne – for opgaverne ændrer sig ikke.
Vi ved at medarbejderne på sygehusene oplever registrering og dokumentation som en barriere. Der er meget af det – nok også for meget. Derfor gennemfører regeringen sammen med Danske Regioner nu et ambitiøst styringseftersyn. Det skal helt konkret afdække de forskellige styringsinstrumenter, der påvirker det daglige arbejde for lægen eller sygeplejersken – og ikke mindst deres samspil.
Med afsæt i eftersynet skal vi sammen se på, om og hvordan vi mere enkelt og fokuseret kan opnå de politiske mål vi sammen har sat på sundhedsområdet.
Vi vil gå åbent til arbejdet. Regler og procedurer skal understøtte målet med, at sætte borgeren i centrum for sundhedsindsatsen. At sætte den enkelte før systemet.
Regler som ikke er nødvendige og velbegrundede skal væk – uanset om ansvaret for dem ligger i Folketinget, i regionsrådet eller hos den regionale forvaltning.
Og jo, jeg hørte godt opfordringen fra formanden til at forenkle overenskomsterne på det regionale område. I kunne jo begynde med at overveje den forsøgsordning vi har aftalt. Hvor I helt konkret kan søge om fritagelse for konkrete overenskomstkrav – og vise hvordan resultaterne bliver mindst lige så gode.
Også i psykiatrien skal borgeren sættes først. Lad mig fortælle jer kort om Jess. Jess er elektriker, og på et tidspunkt fik han problemer med albuen. Lægen endte med at sende ham videre til røntgen på sygehuset. Og ca. 3 måneder efter, han gik ind af døren til lægen, havde han fået en kikkertoperation for slidgift i albuen.
Hvis Jess havde haft en psykisk sygdom, så ville udredningen formentlig have taget længere tid. Også selvom vi ved, at 60 procent af de mennesker, der har selv de hårdeste psykiske diagnoser, kan komme videre i et normalt liv.
Derfor indfører regeringen i år en udrednings- og behandlingsret for mennesker med psykisk sygdom. Det er til gavn for samfundet, men det vil især komme den enkelte til gode. At kunne leve med sin diagnose og være herre i eget liv, er kriteriet for en succesfuld behandling. Det gælder uanset hvilken patient man er.
Derfor har vi indgået aftaler, der alene i 2014 løfter psykiatrien med over en kvart milliard kroner. Vi følger op på de anbefalinger, som psykiatriudvalget kom med i efteråret. Og jeg kan høre på formanden, at han deler ambitionen.
Også når det gælder nye initiativer.
Vi vil undersøge, hvad vi kan sætte i stedet for bæltefiksering. Det sker efter et stærkt ønske fra regionerne. Der er afsat midler til, at afprøve metoder, der ikke handler om fysisk tvang. På den måde skal vi lære, hvilke værktøjer vi i stedet kan bruge. Og vi kan naturligvis ikke sætte andre former for tvang eller en øget anvendelse af medicin i stedet. Så er vi lige vidt.
Det langsigtede mål er, at vi nedbringer brugen af tvang på nationalt plan med 50 procent. Et mål vi blandt andet vil understøtte med en modernisering og ændring af den nuværende psykiatrilov.
Men vi er ikke i mål endnu. Derfor er vi i regeringen lige nu i gang med at samle de sidste tråde til regeringens psykiatrihandlingsplan. Det bygger videre på den indsats, der allerede er aftalt og som blandt andet omfatter de sociale 2020-mål..
Vi leverer sammen god velfærd af høj kvalitet. Det er en fælles opgave. Den tillid I er blevet vist af vælgerne forpligter. Det er vores forpligtelse. Den forpligtelse, der ligger i at træffe politiske beslutninger. Og føre dem ud i livet.
Vi skal sammen løfte opgaverne med psykisk sygdom og med fysisk sygdom. Vi skal tage hånd om forebyggelsen sammen med kommunerne. Vi skal tage hånd om indlæggelserne på sygehusene. Vi skal skabe ordentlige vilkår for mennesker.
Der er nok at tage fat på. I den forbindelse kan det være frustrerende at høre debatten om regionernes fremtid.
Det er svært at løfte sine opgaver offensivt og effektivt, når man er usikker på sin egen fremtid. Det er svært hele tiden at forklare, hvad man laver over for et alternativ, som ingen rigtig kender.
For regeringen er konklusionen klar. Sidste forår gennemførte vi en grundig evaluering af strukturreformen. Konklusionen var, at de overordnede dele fungerer. Og vi tog hånd om de justeringer, der var nødvendige.
Vi indgik en bred politisk aftale ovenpå evalueringen. En aftale som skal fremme samarbejdet på tværs af kommuner og regioner, så vi kan sætte den enkelte før systemet.
Hvis vi kunne bestemme alene. Hvis jeg kunne bestemme, fik regionerne – samtlige politikere, samtlige ledere og ansatte – en tilsvarende klar tillidserklæring i forhold til regionernes fremtid. I har gjort det godt. I fortjener at få ro til at føre det gode arbejde videre.
Tak for ordet og fortsat god generalforsamling.
I 2014 har vi aftalt et historisk højt anlægsniveau. Det er godt. Regeringen forventer til gengæld, at det er et niveau, som overholdes. Det samme gælder vores fælles sigtemål for anlægsudgifterne i 2015. Det skal også overholdes. Ellers kan det ramme vores velfærd. Det vil i sidste ende gå ud over for eksempel kræftbehandlingen eller indsatsen over for hjerte- og lungesygdomme.
Her er Danske Regioners nye bestyrelse
Bent H: Hvor er eksperterne, der siger, vi gør det dårligt?
