Ventetid er sundt

DEBAT: Hurtige operationer er ikke altid den bedste kur for patienterne på sygehusene, mener formanden for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr.

Johnny Kuhr,
Formand for Danske Fysioterapeuter

I går fik patienterne krav på at blive opereret inden for en måned, og dermed har det enøjede fokus på ventelister i dansk sundhedspolitik nået sit foreløbige lavpunkt. Mens takststrukturen dræner den offentlige kasse og gør det attraktivt hurtigt at operere, bliver det stadig lettere at drive privathospitaler. Som den tidligere formand for de private hospitaler siger det så smukt: "Man skal virkelig være en dårlig forretningsmand for ikke at kunne drive et privathospital med overskud." - derfor er mange offentligt ansatte kirurger også blevet forretningsmænd.

Problemet er jo blot, at der er tale om en ensidig tilgang til ventetid. Der findes talrige eksempler på lidelser, hvor ventetiden slet ikke skal anskues negativt, tværtimod. Ventetid brugt rigtigt er sundt -
så sundt, at det ofte helbreder.

Ventetid kan gavne
For den 68-årige lettere overvægtige kvinde med slidgigt i hoften er det ikke nødvendigvis sagen at blive lagt på operationsbordet inden for den første måned. Et par måneders forberedelse til operationen, hvor tiden går med målrettet træning og kostomlægning, kan være med til at give hende et bedre operationsforløb, og være med til at øge chancerne for at hun genvinder førligheden langt hurtigere.

I andre tilfælde kan der være ventetid, der bruges til at finde ud af, om der overhovedet skal opereres. Et eksempel er rygpatienter, der godt kan opereres, men hvor det for mange patienter giver langt bedre resultater at træne skaden væk. Faktisk er der langt større risiko for efterfølgende komplikationer ved en operation. Hvis systemet tilskynder en bestemt type behandling, nemlig den dyre operation, vil hverken patient eller samfund blive bedre stillet.

Ventetidsfokus er med til at bilde befolkningen ind, at operative indgreb er den bedste, og måske eneste, vej væk fra sygdom, og samtidig fjerner det opmærksomheden - og pengene - fra de mange andre store opgaver, som det danske sundhedsvæsen står over for, f.eks. de ældre medicinske patienter og den forebyggende indsats. I Danske Fysioterapeuter mener vi, at ventetid også kan betragtes som et gode, der kan og bør bruges aktivt i samarbejde mellem patient og sundhedspersonale. Så vil nogle patienter helt undgå operation og flere vil klare sig meget bedre igennem en operation.

Forrige artikel Løkke trækker på smilebåndet over Socialdemokraterne Næste artikel Skolemad: Skatteyderne må til lommerne Skolemad: Skatteyderne må til lommerne
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.