Tre ønsker til sundhedsministeren

DEBAT: Lighed i sundhedskvalitet bør også gælde i det nære sundhedsvæsen. Og så er der penge at spare på præoperative indsatser og genoptræning, lyder det fra Danske Fysioterapeuter, der her kommer med deres råd til sundhedsministeren.

Af Johnny Kuhr,
formand for Danske Fysioterapeuter

Kære sundhedsminister, 

Tillykke med udnævnelsen!

Der er mange emner, der trænger sig ind på sundhedsdagsordenen, og for langt de flestes vedkommende er det både relevant og nødvendigt at få gjort noget. Konkurrencen om din opmærksom er stor, og risikoen for at snuble i detaljerne endnu større.

Set fra vores synsvinkel er der særligt tre ting, som er vigtige: 

Kvalitetslighed - også blandt kommunerne 
For det første er det nødvendigt at se på kommunernes rolle som sundhedsaktører. Politikere og patienter forventer, at der i hele landet stilles samme høje krav til kvaliteten, når vi bliver indlagt på sygehuset. Vi ønsker ikke, at der er geografiske forskelle på den behandling, vi får, dertil er Danmark for lille: Det samme må gælde for den behandling og genoptræning, borgeren møder i kommunerne. Vi forstår ikke, at det er i orden, at der er kvalitetsforskelle i det nære sundhedsvæsen. Genoptræningstilbuddet til en kræftpatient eller den dårlige ryg skal være det samme, uanset hvor man bor. Derfor bør du sørge for, at kliniske retningslinjer og solide forløbsprogrammer giver kommunerne rygrad til at styre sundhedsområdet med evidensen som rettesnor.

Operationer at spare
Operationer kan ikke altid undgås, men der er videnskabelig dokumentation for, at behovet for rygoperationer kan nedsættes ved at opprioritere den ikke-kirurgiske behandling i form af aktiv, tværfaglig behandling - herunder træning. Samtidig har god præoperativ indsats kombineret med genoptræning vist sig at være ressourcebesparende i forhold til de forløb, hvor operation er nødvendig. På såvel ryg- som knæområdet er der således påvist gode resultater ved konservativ behandling. Men der er fremadrettet brug for et større strategisk fokus på forskning og anvendelsen af konservative behandlingsmetoder til andre lidelser, herunder skulder. Det bør du sætte dig i spidsen for.

Og endelig - i lighed med mange andre sundhedsfaglige organisationer, så mener vi i Danske Fysioterapeuter, at det psykiatriske område skal have et løft. Der kommer stadig mere viden, om hvordan fysisk aktivitet har positiv betydning f.eks. for mennesker med depression. Derfor giver det ikke mening, at der ikke er direkte adgang for disse patienter til et træningstilbud efter indlæggelse. Du bør ændre loven, så også psykiatriske patienter får mulighed for at få en genoptræningsplan.

Og så er der alle de andre vigtige ting: Forebyggelsesindsatsen, nye sygehuse, bekæmpelse af ulighed i sundheden, mere sammenhæng i patientforløbene, stærkere indsats for kronikere og alt det andet.

Vi ser frem til samarbejdet!

Forrige artikel Mere forebyggelse i svangreomsorgen Næste artikel Not Nice betyder ikke No Control
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.