Sygeplejersker til regionspolitikere: Se katastrofen i øjnene, og lad os sammen redde sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet drukner i flere patienter, arbejdsopgaver, psykisk pres og mangel på fagprofessionelle. Politikerne bør lytte til feltens ofre og i fælleskab lægge en kriseplan, der kan redde sygeplejerske og patienter, skriver Dora Lasthein, Dorte Hesselberg og Pernille Molin.

Region Midtjylland har en redningsplan, men hvor er sygeplejen, og hvorfor bliver vi ikke inviteret? Var det virkelig det bedste, som I kunne gøre?

Region Midtjyllands politikere præsenterede 12. oktober 2021 en politisk løsning på den alvorlige situation i sundhedsvæsenet. Først og fremmest en kortsigtet plan. Udelukkende med fokus at nedbringe de tusindvis af operationer på lange, lange ventelister.

Alt imens skriger sundhedspersonalet efter langsigtede planer og holdbare politiske løsninger. For hvad med sygeplejen til de patienterne, der skal opereres, plejes og ydes omsorg for? 

En nyttesløs plan

Politikernes "plan" bygger på en opgaveglidning fra sygeplejerskerne til social- og sundhedspersonalet eller fra sygeplejersker til farmaceuter og fysioterapeuter.

En løsning, som allerede er afprøvet og virker, mener regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Her henviser han til Horsens' sygehus, hvortil han citeres, at "det gør Regionshospital Horsens allerede".

Kære Anders Kühnau. Kan vi blive enige om, at det forbillede, der henvises til, og som redningsplanen begrundes i, er det selvsamme sygehus, som samme dag var så presset, at personalet blev anmodet om at blive efter deres vagt, og at alle akutte patienter blev visiteret til andre sygehuse? 

12. oktober 2021 bringer TV2 Østjylland følgende: "Mandag eftermiddag blev presset på Regionshospitalet Horsens så stort, at ledelsen følte sig nødsaget til at aktivere en beredskabsplan, hvor ansatte blev bedt om blive og fortsætte deres arbejde, mens alle ikke livstruende kørsler blev omdirigeret".

Med dette i tankerne er denne opgaveglidning og underkendelse af de forskellige sundhedsprofessioners indsatser virkelig den bedste plan, som I kan komme med? Umiddelbart ser det ikke ud til, at planen virker på Horsens' sygehus, hvorfor skulle det så virke i hele regionen? 

Alvorlig mangel på fagprofessionelle

Kredsformanden i Dansk Sygeplejeråd for Region Midtjylland, Anja Laursen, fremhæver alvoren af sygeplejerskemanglen, så den anke vil vi holde os fra – denne gang. Vi ønsker dog at minde regionen om den store mangel på sosu-personale.

Ifølge Fagbladet FOA vurderes det, at der inden for fem år vil mangle 15.000 fagprofessionelle. Hvis denne faggruppe skal overtage dele af sygeplejerskernes funktioner, hvem har regionen så tænkt skulle overtage deres opgaver?

Uanset fra hvilken vinkel vi betragter situationen, så ændrer det ikke ved følgende faktum: Der er alvorlig mangel på sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet. Det hjælper ikke blot at skubbe "bolden" videre til næste faggruppe. Bolden skal samles op.

Vi er udmærket klar over, at vi står i en krise i sundhedsvæsenet. Siden 2001 er aktiviteten for hver sundhedsperson steget, fordi flere behandlinger i dag foregår ambulant, men også, fordi hver enkelt sundhedsperson i dag løser flere opgaver.

Væksten i aktiviteten svarer til, at 72 sygeplejersker i 2015 løste de samme opgaver, som 100 sygeplejersker gjorde i 2001. Bemandingen til disse opgaver kan vi med sikkerhed sige ikke er steget siden 2015.

Tværtimod har sundhedsvæsenet gennem mange år været underlagt et årligt effektiviseringskrav på to procent, hvilket har medført, at situationen nu har udviklet sig til at være katastrofal, og at patienterne lider under dette.

Hverdagens ødelæggende byrder

Regionsrådets største bekymring synes at være den omtalte "pukkelafvikling", men for de sundhedsprofessionelle er problemet meget større og langt dybere. Det er en byrde, vi som sygeplejersker har måttet bære med os – hver dag.

Det er den dårlige samvittighed over manglende nærhed i vores sygepleje, det er den tristhed, som vi oplever, når vi er nødt til at prioritere dokumentation frem for relation, men det er også dét, der gør ondt, når vi ser vores gode kollegaer gå ned med stress eller depression.

Det er en helt anden form for "pukkel", som der desværre ikke nævnes i jeres forslag eller valgpropaganda, men en "pukkel," som vi skal bære, på arbejde og hjem, hver dag.

Omdan indsigt til løsning

I stedet for at føre valgpropaganda og forsøge at skubbe de sundhedsprofessionelle rundt i manegen, så lyt til vores budskab: Hvad nytter det at operere, hvis ikke vi får et helt menneske med ud på den anden side?

Det handler også om at forebygge komplikationer og genindlæggelser, som er en svær tung omkostning for samfundet. Beskyt de sygeplejersker og de sundhedsprofessionelle, der til dagligt yder højt specialiseret omsorg og kvalitetspleje, og tiltræk flere til sundhedsvæsenet.

Hvorfor inviteres vi ikke med ind i udarbejdelsen af løsningsmodellen? De sundhedsprofessionelle ved noget om praksis og må da om nogen kunne hjælpe jer med at skabe denne langsigtede løsning. Vi venter blot på invitationen.

Jeres redningsplan understøtter ikke højt specialiseret sygepleje og mangler et fremtidssyn. Bolden skal samles op. Der skal en langsigtet plan på bordet, tak.

Forrige artikel Danske Tandplejere: Det offentlige skal ikke finansiere tandlægebehandlinger Danske Tandplejere: Det offentlige skal ikke finansiere tandlægebehandlinger Næste artikel Lægeforeningen: Regeringen skal afsætte mindst samme beløb til sundhedsreform som Løkke Lægeforeningen: Regeringen skal afsætte mindst samme beløb til sundhedsreform som Løkke
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.