Danske Tandplejere: Det offentlige skal ikke finansiere tandlægebehandlinger

Det er ikke vejen frem at gøre alle tandlægebehandlinger gratis. Til gengæld bør alle borgere have ret til et årligt eftersyn på tandklinikken, der er fuldt finansieret af det offentlige. Forebyggelse er vejen frem, skriver formanden for Danske Tandplejere.

Nej tak til gratis tandlæge. Men ja tak til forebyggelse og sundhedsfremme til alle, som en del af det danske sundhedsvæsen. Også når det gælder tænder.

Så kort kan det siges. For Danske Tandplejere arbejder benhårdt for, at alle danskere i samarbejde med deres tandplejer holder mund og tænder sunde. Tænderne skal holde hele livet, og det kræver, at vi hver især forstår og evner at holde tænderne rene og munden sund.

Vi foreslår, at hver dansker skal have ret til et årligt eftersyn på tandklinikken, hvor man som borger får en undersøgelse, en tandrensning og individuel vejledning, som fuldt finansieres af det offentlige. På den måde vil vi kunne forebygge mange tandsygdomme og hjælpe den enkelte borger med at fremme egen sundhed.

Vil have højere udgift for samfundet

Det vil dog også indledningsvis betyde en højere udgift for samfundet til tandområdet – det siger næsten sig selv. Men det vil samtidig have en afsmittende, positiv effekt på resten af sundhedsvæsenet, hvor man på sigt eksempelvis vil kunne undgå infektioner i munden og tandpine hos borgere med sygefravær til følge.

Og undgå yderligere indlæggelsesdage for indlagte patienter, når infektioner fra munden ikke i så høj grad spreder sig fra munden til resten af kroppen.

Hvis hver borger årligt møder frem på tandklinikken og i dialog med tandplejeren får talt om tandsundheden, og hvad den enkelte borger skal gøre for at holde sig sund, så vil det ikke kun give en gavnlig effekt for samfundet eller for sundhedsvæsenet.

Den enkelte borger vil opleve, at mange af de tandsygdomme, som vi tandplejere i dag kan konstatere, at en del af befolkningen stadig har, kan undgås eller forebygges eller behandles i tide.

Folk vil opleve færre ubehageligheder og smerter – og regningen for besøget på tandklinikken vil blive mindre, end den måske har været tidligere.

Man kan ikke behandle sig ud af alt

Bør alle tandbehandlinger så ikke være gratis? Det spørgsmål vil mange nok stille sig selv.

I dag omsættes der tandbehandlinger på landets tandklinikker for et tocifret milliardbeløb. Der er nok ikke mange folkevalgte, der lige med et snuptag vil kunne finde frie penge i statens budget til fuldt ud at finansiere denne enorme udgift. Og vi mener heller ikke, at det er vejen frem. Hverken højere tilskud eller fuld betaling af alt. Behandling fører til mere behandling.

Er der først boret i en tand, så skal der med stor sandsynlighed bores i samme tand igen på et senere tidspunkt. Måske skal der også rodbehandles og laves tandkroner og -broer. Vi skal væk fra den holdning, at man kan behandle sig ud af alt.

Behandlingsindgreb er ikke vejen frem – vi mener derimod, at forebyggelse er den vej, som vi skal gå. Og det betyder også, at vi som samfund må prioritere ressourcerne.

Risiko for dyr behandling

Risikoen ved, at man skal have al tandbehandling betalt, er at der er en fare for, at der bliver lavet mere, end der er behov for.

Eller at man skrider til den dyre og indgribende behandling ved en tand, som måske kunne reddes med en forebyggende behandling i stedet for.

Det er derfor, at Danske Tandplejere mener, at vi bør trække en streg i sandet. Hvis vi som samfund vælger at fokusere på at forebygge sygdom og fremme den enkeltes sundhed, så vil vi se, at behovet for tandbehandlinger falder. Det vil hjælpe de mange, så vi kan fokusere ressourcerne på at hjælpe de få, som fortsat vil have brug for tandlægehjælp.

For der vil altid være en gruppe af borgere, som har behov for tandlægehjælp. Men den gruppe må og skal blive stadig mindre – og det arbejder tandplejerne for.

Og den bedste – og absolut billigste – form for forebyggelse er den grundige daglige tandbørstning vi alle bør lave derhjemme to gange i døgnet.

Forrige artikel Sygeplejeforeninger til Mette Frederiksen: Vi løser ikke sundhedsvæsenets problemer ved at skære ned på dokumentationen Sygeplejeforeninger til Mette Frederiksen: Vi løser ikke sundhedsvæsenets problemer ved at skære ned på dokumentationen Næste artikel Professor: Fødeområdet overskygger vigtigere sundhedsproblemer Professor: Fødeområdet overskygger vigtigere sundhedsproblemer
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.