Sundhedspolitikken skal tilbage til de folkevalgte

DEBAT: Sundhedsstyrelsen træffer politiske beslutninger, der ikke er evidens for, skriver en nuværende og en tidligere regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stensbæk (V) og Steen Bach Nielsen (S). De mener, der er brug for en politisk diskussion om Sundhedsstyrelsens magtbeføjelser.

Jens Stenbæk (V) og Steen Bach Nielsen (S)
Hhv. nuværende og fhv. regionrådsformand, Region Sjælland

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har for nylig peget på et væsentligt problem, – der er for lidt politik i sundhedspolitik, og det sundhedspolitiske regionale råderum er blevet indskrænket.

Det er sket, fordi Sundhedsstyrelsen, med støtte fra magtfulde særinteresser, har erobret dele af den sundhedspolitiske beslutningskompetence. Således træffer embedsmænd i Sundhedsstyrelsen jævnligt beslutninger, der hører hjemme hos folkevalgte.

Det genkender vi i Region Sjælland, hvor vi hele tiden oplever, at Sundhedsstyrelsen indskrænker vores politiske råderum og underminerer de politiske beslutninger, der er truffet, og dermed forhindrer os i at indfri politiske løfter og prioriteringer.

Sundhedsstyrelsens beslutninger har ikke hold i virkeligheden
Forskellen på en sundhedsfaglig og en sundhedspolitisk beslutning er, at den sundhedsfaglige beslutning kræver et solidt evidensgrundlag. 

Et konkret eksempel: Vi vil gerne tilbyde vores borgere en hurtig adgang til behandling for store blodpropper i hjertet. Vi har påvist, at vi kan forkorte transporten og hæve overlevelseschancerne ved at foretage behandlingen på Roskilde Sygehus i stedet for at køre patienterne til Rigshospitalet.

Sundhedsstyrelsen afviser vores ønske og henviser til, at man skal have hjertekirurger på sygehuset, hvis man vil behandle patienter med stor blodprop. Der er bare ikke nogen evidens for den holdning. I resten af verden udfører man denne behandling på rigtig mange sygehuse, uden at der er hjertekirurger til stede, og har samtidig en meget høj kvalitet og overlevelse for patienterne.

Dermed har Sundhedsstyrelsen truffet en sundhedspolitisk beslutning. Det er dybt problematisk. Derfor er det også helt nødvendigt med en politisk diskussion af Sundhedsstyrelsens beføjelser og arbejdsform. Det er ikke i borgernes interesse, at sundhedspolitikken føres af embedsmænd uden parlamentarisk kontrol og uden politisk diskussion. Og politisk ansvar, ikke mindst.

Forrige artikel Psykiatrifonden: Behov for bedre adgang til psykoterapi Næste artikel Privathospital: Styrelse skal måle os på kvalitet - ikke kvantitet Privathospital: Styrelse skal måle os på kvalitet - ikke kvantitet
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.