Løkke taler ved regions-topmøde

STATUS: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder tale, når Danske Regioner i april afholder generalforsamling. Deltagerne vil især lytte efter, hvad statsministeren siger om tre bestemte emner.

Det bliver igen i år landets statsminister, som leverer regeringens hilsen, når regionerne holder deres årlige generalforsamling i Århus 6. april.

Talen bliver mødt med spænding, fordi Lars Løkke Rasmussen (V) sidste år holdt en tale med klare budskaber.

Og ikke kun til regionerne, for i regeringens hilsen var også et klart krav til de alment praktiserende læger.

Det offentlige skal have mere indsigt og indflydelse på, hvad de alment praktiserende læger udfører af opgaver, lød det blandt andet fra statsministeren til de dengang forestående overenskomstforhandlinger.

LÆS: Løkke ønsker mere styring af de praktiserende læger

Og netop disse forhandlinger forventes at være i deres slutfase, når Lars Løkke Rasmussen taler ved generalforsamlingen i april.

Hans tale vil derfor blive nærlyttet efter signaler om, hvorvidt regeringen lægger mere pres på PLO, eller om regeringen lægger op til at komme de alment praktiserende læger mere i møde.

Med Dansk Folkepartis nylige krav om en afskaffelse af det statslige produktivitetskrav på sygehusene vil der også blive lyttet til, om Lars Løkke Rasmussen følger op på, hvad regeringen mener om den sag.

Venstre stillede i valgkampen en række krav, som regionerne skulle leve op til i denne valgperiode, hvis ikke regionerne skulle nedlægges. Derfor vil der blive lyttet efter, i hvor høj grad statsministeren roser og kritiserer regionerne.

 

 

Forrige artikel DF og S: Flere skal kunne sove ind i døden DF og S: Flere skal kunne sove ind i døden Næste artikel Presset på de praktiserende læger stiger Presset på de praktiserende læger stiger