Skal regionerne nedlægges? Vælgerne er delt på midten

Et år før regionernes skæbne skal afgøres på Christiansborg, er vælgerne delt på midten, ifølge ny måling. Imens lægger "sundhed" yderligere afstand til alle andre politikområder, som vælgernes vigtigste dagsorden.

Sundhedsområdet er vælgernes suverænt vigtigste dagsorden.

Men på et af de mest centrale og aktuelle sundhedspolitiske spørgsmål, er de splittede: Skal regionerne nedlægges?

”Ja” mener hver tredje vælger, imens næsten ligeså mange svarer ”nej” til spørgsmålet. Den sidste tredjedel er i tvivl.

Det viser en ny måling, som Epinion har foretaget i samarbejde med Altinget og DR.

Målingen kommer på dagen, hvor hele landets sundhedspolitiske top er samlet til Regionernes Politiske Topmøde i Århus, hvor både ministre og partilederne er på gæstelisten. 

Og spørgsmålet er igen blevet aktuelt, efter Sundhedsstrukturkommissionen tirsdag fik godt et år til at komme med bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes – og dermed også regionernes fremtid.

Herefter vil regeringen ifølge Lars Løkke Rasmussen (M) læse og diskutere anbefalingerne og træffe en beslutning. Han har aldrig lagt skjul på, at regeringspartierne ligesom befolkningen er splittede i spørgsmålet.

Ifølge Altinget Sundhedspolitiske analytiker Ole Toft afspejler befolkningens uenighed den, man finder på Christiansborg:{{toplink}}

”Man har jo talt om at nedlægge regionerne næsten siden de blev oprettet. Både K og DF har altid villet det, og Lars Løkke Rasmussen gik til valg på det, imens store dele af V-baglandet var imod. Også eksperterne er uenige. Så det er ikke underligt, at befolkningen også er delt i spørgsmålet.” 

Sundhed stadig vigtigere end alt andet

Hvorvidt sundhedsområdet er vigtigt for vælgerne, er der dog ingen tvivl om.

Det er uden sammenligning det vigtigste politiske område for dem. 32 procent af vælgerne peger på "sundhed og hospitaler", når Epinion spørger dem.

Der er langt ned til det næstmest populære svar - ”miljø og klima” - som 12 procent peger på.

Det fremgår også af den nye Epinionmåling. 

Men det store vælgerfokus på sundhedsvæsenet er ikke nødvendigvis en fordel for regionerne på trods af deres opgave med at drive sygehusene, mener Altingets Ole Toft:

”Det er både en gave og en forbandelse. De fleste partier på Christiansborg lover gerne flere penge til sundhedsvæsenet, men har samtidig et kæmpe fokus på driften, der så skubber regionerne til side, fordi landspolitikerne kæmper om at udvise handlekraft.” 

Forrige artikel Patientforening ude med riven: Etisk Råds argumenter om organdonation bygger på antagelser – ikke viden Patientforening ude med riven: Etisk Råds argumenter om organdonation bygger på antagelser – ikke viden Næste artikel En En "religionskrig om regionerne": Otte nedslag fra et sundhedspolitisk topmøde
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.