Skal postnummeret afgøre adgangen til sundhedsvæsenet?
DEBAT: Den geografiske forskel i sundhedsvæsenets behandling af patienter kalder på klare grænser for den tilladte og acceptable geografiske variation, mener ekspert i social ulighed.
Af Allan Krasnik
Professor, Center for Sund Aldring og Center for Migration, Etnicitet og Sundhed, Københavns Universitet
"Postnummeret bestemmer ventetiden på kræftbehandling." "Kun en tredjedel af kommunerne tilbyder hjerterehabilitering." Sådanne overskrifter har de seneste dage skabt bekymring og forargelse blandt politikere, patientforeninger og fagfolk.
Men geografisk ulighed i adgang til sundhedsvæsenet er ikke noget nyt i Danmark. Der har gennem årene været ganske mange eksempler på betydelige geografiske forskelle i sundhedsvæsenets behandling af patienter med samme behov.
Behandlingstilbud afhænger af bopæl
Diagnostik og behandling af demens som et hyppigt forekommende og voksende sundhedsproblem varierer betragteligt mellem regionerne - både hvad angår den diagnostiske indsats og behandling med nye og dyre lægemidler. En patient med spasticitet får helt forskellige træningstilbud afhængig af bopælssted i landet.
Ser man på kommunernes forbrug af ressourcer til sundhedsfremme og forebyggelse er der enorme forskelle mellem kommunerne, og det gælder ligeledes for udgifter til hjemmesygeplejersker og til genoptræning. Det er forskelle, som dårligt kan forklares alene ud fra befolkningssammensætning og sygelighed, men som afspejler stor ulighed i adgang til forebyggelse, behandling, genoptræning og pleje.
Ingen let og lige adgang til sundhedsvæsenet
I Danmark har vi valgt at skabe et meget decentraliseret sundhedsvæsen med kommunale og regionale politiske instanser, der har ansvaret for at tilrettelægge indsatsen på forskellige områder på baggrund af de rammer, som fastlægges af staten.
Dermed kan indsatsen prioriteres og tilpasses de lokale og regionale forhold af politikere, myndigheder og fagfolk, som kender til de konkrete behov og forudsætninger. Man antager, at disse er forskellige, og derfor skal indsatsen ikke nødvendigvis være ensartet over hele landet. Alligevel finder de fleste, at det er urimeligt, når de geografiske forskelle er for markante.
Sundhedsloven fastslår da også, at alle borgere i Danmark skal have let og lige adgang til sundhedsvæsenet, men det seneste postyr og den bagvedliggende dokumentation viser med al tydelighed, at det ikke er tilfældet. Her er det næppe påkrævet at igangsætte komplekse analyser for at fastslå uligheden.
Decentrale sundhedsmyndigheder lever ikke op til deres ansvar
Behovene er veldefinerede, og den geografiske ulighed i væsentlige og fagligt velbegrundede behandlings- og rehabiliteringstilbud kan nemt konstateres som et klart brud på sundhedslovens bestemmelser. De decentrale sundhedsmyndigheder lever dermed ikke op til deres ansvar. Nok er der rum for lokale og regionale hensyn, men der bør være klare grænser for den tilladte og acceptable geografiske variation.
Tilrettelæggelsen skal naturligvis tage udgangspunkt i de konkrete muligheder - der kan være behov for forskellig udformning af indsatsen i storby og på landet. Men postnummeret skal ikke afgøre kvaliteten af indsatsen - akkurat ligesom der også for alle borgere i Danmark skal være let og lige adgang til sundhedsvæsenet uafhængig af indkomst, etnisk tilhørsforhold og fødeland. Hvis vi altså vil overholde sundhedsloven.
