Kræftens Bekæmpelse: Frivillighed kan redde velfærdssamfundet
Civilsamfundet skal tildeles en grundlæggende rolle i redningsplanen for velfærdssamfundet. De frivillige bør derfor i højere grad løse velfærdsopgaver i samspil med det offentlige, skriver Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen og administrerende direktør Jesper Fisker.
Uden at tænke civilsamfundet ind som en aktiv spiller bliver det svært – tæt på umuligt – at løse de store velfærdsudfordringer, som optager og bekymrer borgere som politikere i øjeblikket.
Under valgkampen og i de efterfølgende regeringsforhandlinger har fokus især været på forholdene i det hårdt pressede sundhedsvæsen.
Selve kræftbehandlingen er vi stadig grundlæggende trygge ved, omend der også er pres på landets kræftafdelinger. Men der er mange andre aspekter af et kræftforløb, hvor man som patient eller pårørende kan mærke, at velfærdssamfundet ikke længere slår til. Og netop dér gør vi som civilsamfundsorganisationer en forskel. Disse erfaringer er værd at huske og tage med, når og hvis civilsamfundets rolle gentænkes.
Civilsamfundet kan være limen, der holder velfærdssamfundet sammen
Det står ikke skrevet i Grundloven, hvor snittet skal lægges mellem civilsamfundets organisationer og det offentlige, når det handler om at bidrage til løsningen af velfærdsudfordringer.
I Danmark løser frivillige organisationer essentielle opgaver på velfærdsområdet. Derfor mener vi, det er på tide at nytænke og rykke grænserne for, hvad civilsamfundet kan bidrage med. Ikke forstået som, at vi skal overtage velfærdsopgaver, der kræver en sundhedsfaglighed. Vi skal ikke med ind på operationsstuerne.
Men som civilsamfundsorganisation kan vi bidrage med noget i forhold til alt det, der er udenom, men som i dag er en mangelvare i det højeffektive, men også pressede sundhedsvæsen. Vi kan bidrage med tid og medmenneskelighed og være det kit, der binder velfærdssamfundet sammen.
Politikerne bør indse, at civilsamfundet er en afgørende brik, der på den kortere bane kan være med til at løse den aktuelle velfærdskrise. På længere sigt bør civilsamfundet få en rolle i udviklingen af fremtidens velfærdsløsninger.
Vi skal ikke have frivillige, der indgår i vagtplanen på sygehuset. Men det skal sikres, at der bliver åbnet nogle hospitalsdøre, så vi kan løse opgaver med vores frivilligfaglighed. Det vil gavne patienter og pårørende og samtidig aflaste de pressede ansatte.
Bureaukratiske benspænd skal fjernes
Det er i høj grad der, hvor velfærden ’produceres’, altså i kommunerne, regionerne og på eksempelvis sygehusene, at man skal turde have det tætte samarbejde med civilsamfundet. Det kræver opmærksomhed og samarbejdsvilje fra regionsråd og kommunalbestyrelser. Opstår der barrierer af lovgivningsmæssig karakter, må Christiansborg på banen.
Der findes mange eksempler på frivillige, der indgår i den slags samskabelse. Eksempelvis hjælper nogle til, hvis en borger er ny-diagnosticeret samt kriseramt, og på nogle kræftafdelinger findes frivillige, der hjælper patienter med praktiske opgaver og socialt samvær.
Det er konkrete eksempler på, at det kan lade sig gøre. At civilsamfundet kan arbejde sammen med det offentlige og supplere dets tilbud.
Historisk set har velfærdssamfundets været dels et sikkerhedsnet og dels en garant for fællesskabet. Men i disse år er der en tendens til, at det mere og mere handler om velfærdsydelser – med tryk på ydelser. Du modtager en ydelse, og så er du ellers hurtigt videre.
Heldigvis har vi civilsamfundet, der skaber fællesskaberne. Også derfor er der brug for os mere end nogensinde.
{{toplink}}
Pårørende i Danmark: Vi har brug for klare aftaler og rettigheder, hvis vi skal overtage opgaver
Gigtforeningen: Det er uansvarligt, at 76.000 danskere mister deres lægehenviste fysioterapi
