Reformér folkesundheden
DEBAT: Politikerne har berøringsangst, når det gælder danskernes sundhed. Gennemfør en folkesundhedsreform, lyder den klare opfordring fra 21 af landets største patient- og sundhedsorganisationer.
Store reformer har kendetegnet den offentlige sektor gennem de senere år. Der er gennemført en kommunalreform og en velfærdsreform, og nu kommer der snart en kvalitetsreform. Det er godt, at de politiske beslutningstagere tør tænke langsigtet. Men reformerne afslører, at politikerne lider af berøringsangst på et afgørende område: Danskernes sundhed.
Den politiske vilje til at fremme borgernes sundhed og forebygge sygdomme er ganske enkelt for ringe. Sat på spidsen kan man sige, at viljen rækker til tilfældige kampagner og afgrænsede projekter, der giver en vis effekt i medierne, men kun begrænset effekt på folkesundheden.
Kun ord
Regeringens eget sundhedsprogram 'Sund hele livet' illustrerer det ganske godt: Mange flotte hensigtserklæringer, men kun få konkrete handlinger og stort set ingen penge til formålet. Det samme gør den nye Sundhedslov. Loven pålægger kommunerne ansvaret for sundhedsfremme og den borgerrettede forebyggelse, men lader det være op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte hvor meget eller hvor lidt, man ønsker at gøre med de få penge, som regeringen har givet til opgaven.
Derfor er vores opfordring klar: Gennemfør en folkesundhedsreform. Først og fremmest af hensyn til danskernes sundhed og livskvalitet. Men også af hensyn til sundhedsvæsenet og velfærdssamfundets fremtid.
Men tilsyneladende preller fakta om danskerne (manglende) sundhed helt af politikerne. Og der er ellers nok dystre profetier:
Danskerne dør tidligere end indbyggerne i de andre vesteuropæiske lande. Vi har ikke været gode til at omsætte de seneste 30 års velstandsstigning til flere leveår: F.eks. har danskerne siden 1970 kun fået 3,9 ekstra leveår, mens schweizerne har fået 6,7 ekstra leveår. Der er i dag 1,7 mio. kronisk syge, hvilket svarer til 2 ud af 5 voksne danskere - og tallet stiger. De 8 folkesygdomme som hjerte-karsygdomme, kræft og type 2-diabetes tegner sig for 70% af de tabte gode leveår på grund af sygdom, nedsat funktionsevne og tidlig død. Allerede i dag er hver 5. barn overvægtigt, og det øger risikoen for at få hjerte-karsygdomme som voksen.
Danmark kunne spare mange penge
Danskernes dårlige sundhed koster dyrt: De samlede samfundsøkonomiske omkostninger til muskel- og skeletsygdomme skønnes at udgøre 34 mia. kr. årligt, overvægt koster 14 mia. kr. om året, og depression koster årligt samfundet 10 mia. - for nu blot at nævne nogle af folkesygdommene.
Ovenikøbet er der stor social ulighed i sundhed og sygdom, f.eks. lever en mandlig københavner med lang uddannelse 7 år længere end en jævnaldrende uden uddannelse.
Og medens dette udspiller sig, sidder de politiske beslutningstagere i store træk problemet overhørig.
I den politiske optik handler sundhed om at reducere ventetid og forkorte ventelister. Det er indlysende, at det er vigtigt, især når det gælder de livstruende sygdomme. Men det kan slet ikke stå alene. Indsatsen for at fremme borgernes sundhed og forebygge sygdomme er mindst lige så vigtig.
Et godt eksempel: Alene hjerte-kar-sygdomme tegner sig for 17.000 af alle dødsfald i Danmark. Det er meningsløst, at så mange skal dø eller leve med en alvorlig sygdom, der kan forebygges. Man ved, at 75-80 pct. af nye tilfælde af hjerte-karsygdomme kan undgås eller udskydes gennem en effektiv forebyggelsesindsats. Så hvorfor gør sundhedsvæsenet ikke det?
Den samme situation gør sig gældende for mange af de andre store folkesygdomme, dvs. kræft, type 2-diabetes, KOL, muskel- og skeletsygdomme (bl.a. gigt) og overfølsomhedssygdomme.
Situationen er uholdbar
Først og fremmest for den enkelte borgers sundhed og livskvalitet. Men også for sundhedsvæsenet, der allerede i dag er ved at drukne i livsstilsrelaterede indlæggelser, der kunne være forebygget, og for velfærdssamfundet som helhed, der mister arbejdskraft og har store udgifter forbundet med for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, højt sygefravær m.v.
Vi synes, det er på høje tid, at politikerne griber til handling.
Helt grundlæggende er det nødvendigt at komme væk fra den gammeldags opfattelse af, at sundhed udelukkende er den enkeltes ansvar, og over mod en forståelse af, at de rammer, som samfundet lægger, har stor betydning for den enkeltes sundhed. Med andre ord er sundhed både et individuelt og et fælles ansvar.
Lidt forenklet kan man sige, at samfundet har pligt til at sørge for, at de sunde valg er de lette valg i hverdagen - f.eks. når man går i supermarkedet for at købe ind. Her er det oplagt at mindske afgiften på sunde fødevarer, så valget mellem fedt og frugt bliver lettere. Man kan også indføre et forbud mod markedsføring af usunde fødevarer specifikt rettet mod børn. Eller sørge for, at alle landets dagtilbud, skoler og fritidsordninger tilbyder børnene vand i stedet for sukkerholdige drikke.
Der er i det hele taget rigtig mange håndtag, der skal drejes på - på samme tid. Derfor er det nødvendigt, at politikerne tænker stort og gennemfører en egentlig folkesundhedsreform.
Hvad skal en folkesundhedsreform indeholde?
Det har 21 af landets største patient- og sundhedsorganisationer et klart bud på. Vi har netop slået os sammen i 'Netværk for en folkesundhedsreform', og vi foreslår, en folkesundhedsreform skal have det klare mål at sikre flere gode leveår for alle. Det betyder bl.a., at middellevetiden skal forlænges, at antallet af år med god livskvalitet skal øges, og at den sociale ulighed i sundhed skal reduceres.
En folkesundhedsreform skal hvile på følgende principper:
Først og fremmest skal der fastsættes nationale mål for, hvilke forbedringer der skal nås i forhold til folkesundheden, og målene skal være konkrete og målbare. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at fastslå, at 'antallet af kræfttilfælde skal nedbringes', som regeringens sundhedsprogram 'Sund hele livet' fastlægger. I stedet skal der fastsættes nationale mål for, hvor meget risikofaktorerne skal nedbringes. Der kan f.eks. hentes inspiration fra det engelske sundhedsvæsen, hvor sundhedsmyndighederne bl.a. har fastsat mål om, at andelen af børn, der ryger, skal reduceres fra 13 pct. til 9 pct. senest 2010. Uden konkrete og målbare mål kan sundhedsmyndighederne heller ikke overvåge, om sundhedsvæsenet yder den nødvendige indsats.
For det andet skal der tilføres en markant økonomisk saltvandsindsprøjtning til både borgerrettet og patientrettet forebyggelse. Vi anslår, at der er brug for at øge bevillingerne til den borgerrettede og patientrettede forebyggelse med 1½-2 mia. kr. om året over en årrække. Det lyder af meget, men svarer i virkeligheden blot til et par procent af sundhedsvæsenets samlede udgifter. Hvis pengene bruges rigtigt, er det sågar muligt at denne investering medfører betydelige besparelser i de eksisterende sundhedsudgifter.
Det fører frem til næste princip: Regioner og kommuner skal forpligtes til at gennemføre de nationale mål. Det er ikke godt nok, at den enkelte kommunalbestyrelse kan bestemme, om den vil gøre en indsats for at nedbringe borgernes rygning eller øge borgernes motion. Der skal ganske enkelt være flere forpligtelser for regioner og kommuner. Alle borgere har krav på, at deres kommune tænker mest mulig sundhed ind i alle beslutninger.
Det er også nødvendigt at sikre, at de økonomiske incitamenter i sundhedsvæsenet understøtter sundhedsfremme og forebyggelse. Sundhedstjenesteforskningen skal opprioriteres, så vi får mere viden om, hvilken sundhedsfremme og forebyggelse virker bedst. Al lovgivning skal ses efter i sømmene, så de sundhedsmæssige konsekvenser bliver belyst.
Og så skal der gøres en særlig indsats for at reducere den sociale ulighed i sundhed. Der er stor social ulighed i danskernes sundhed og dødelighed. Det hænger bl.a. sammen med, at dårlige sociale og økonomiske omstændigheder - herunder faktorer som uddannelse, beskæftigelse og arbejdsmiljø - påvirker den enkeltes sundhed gennem hele livet. På en række felter er der også kønsmæssige og etniske uligheder i sundhed. En folkesundhedsreform skal derfor være med til at sikre en indsats, der er målrettet forskellige dele af befolkningen, hvor der også kommer fokus på den enkeltes ansvar.
I virkeligheden er vores budskab til de politiske beslutningstagere ret enkelt: Ambitionerne om at fremme borgernes sundhed og forebygge sundhed skal være lige så høje som ambitionerne om at forkorte ventelisterne. Vi har ikke råd til at lade være.
