Psykiatrifonden: Hvem har forebyggelsesansvaret i Danmark?

Af Anne Lindhardt
Formand for Psykiatrifonden

En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse om børn og unges mentale sundhed i Danmark er netop blevet offentliggjort. Rapporten viser en alarmerende negativ udvikling, for eksempel at udbredelsen af stress, søvnproblemer og mistrivsel er markant stigende. Og den viser, at der er tydelig social ulighed i mental sundhed i Danmark. Alt sammen problemer, vi møder dagligt i vores børne- og ungearbejde i Psykiatrifonden.

Her ser vi netop, hvordan ensomhed, lavt selvværd, tristhed, angst eller problemer i familien gør det svært for rigtig mange unge at holde fast i for eksempel en ungdomsuddannelse. Også længe inden deres trivselsproblemer bliver til svære psykiske problemer eller måske behandlingskrævende sygdom.

Ifølge en OECD-undersøgelse fra foråret 2014, så bliver psykiske problemer hos børn og unge ofte til behandlingskrævende psykiske sygdomme senere hen i livet. Hos halvdelen af alle voksne med psykisk sygdom, så viser de første tegn på sygdommen sig inden personerne fylder 15 år, og den gennemsnitlige alder for angstlidelsers debut er 11 år. Så der er al mulig grund til at tage børn og unges mistrivsel alvorligt.

Regeringen bør opprioritere forebyggelse
Den ny rapport dokumenterer behovet for en markant investering i forebyggelse blandt børn og unge i Danmark. Psykiatrifonden råber nu vagt i gevær, ligesom vi i sommer pegede på et forebyggelseshul i regeringens psykiatriplan. Ikke kun fordi en tidlig indsats kan forebygge, at stress og mistrivsel udvikler sig til psykisk sygdom. Men også for at give alle børn en god skolegang og fastholde flere unge i uddannelse, så vi mindsker risikoen for en negativ social spiral.

En national forebyggelsesplan skal indeholde mindst 4 konkrete elementer.

For det første skal der være tilbud i alle kommuner til børn og unge, som lider af alvorlig mistrivsel. I dag er der en stor midtergruppe, der falder mellem to stole. Det drejer sig om børn og unge, der er for raske til psykiatrien, men som trives for dårligt – både socialt og i forhold til deres skolegang - til, at skolen eller forældrene selv kan løse problemet.

Vi hører fra praktiserende læger, at de i mange tilfælde må vende det blinde øje til, når de møder børn og unge i mistrivsel, fordi der mange steder ikke er noget tilbud at henvise til, eller fordi lægerne ikke har overblik over, hvilke projekter de forskellige kommuner tilfældigvis har for tiden.

For det andet skal en forebyggelsesplan kræve, at alle skoler arbejder systematisk med trivsel og psykisk sundhed, og at lærerne klædes på til at spotte problemer hos eleverne og støtte dem. Der skal lige så meget fokus på psykisk sundhed i skolerne, som der med skolereformen er kommet på den fysiske sundhed, der nu er skemasat dagligt.

For det tredje skal en forebyggelsesplan sikre flere ressourcer til erhvervsuddannelserne, der er særligt udfordrede af en stor og stigende gruppe sårbare unge, som de skal støtte og fastholde.

Sidst men ikke mindst skal vi gøre en særlig indsats for børn og unge i de kendte risikogrupper. For eksempel børn af forældre med psykisk sygdom. Her ved vi, at omkring halvdelen af disse børn senere får psykiske problemer selv. Det er alt for tilfældigt, om der findes tilbud om rådgivning og støtte til disse børn og unge.

For os er det ikke afgørende, om tilbuddet gives i kommunalt eller regionalt regi. Hvad, der derimod er afgørende, er, at der gennemføres lovgivning, der sikrer tilbud til børn som pårørende - og ikke hensigtserklæringer og intentioner, som det er tilfældet i dag. På dette punkt halter Danmark langt efter en række andre lande – for eksempel Norge.

En forebyggelsesplan skal målrettes
Mistrivsel og psykiske problemer findes i alle sociale grupper. Men rapporten dokumenterer, at der er tydelig social slagside i den psykiske sundhed i Danmark. Forekomsten af både mistrivsel og psykiske sygdomme er større blandt børn og unge, der vokser op i mindre ressourcerige familier. Politikerne skal derfor ikke være bange for at målrette det forebyggende arbejde mod områder, skoler og familier, hvor risikoen for mistrivsel hos børnene er størst.

I Psykiatrifonden har vi over de seneste år målrettet en del af vores forebyggende arbejde til at fokusere på børn og unge, der hvor den sociale belastning er størst. For eksempel har vi gennem de sidste ti år undervist over 80.000 skoleelever i psykisk sundhed – en indsats, vi nu har omlagt, så vi fokuserer på skoler, hvor den sociale belastning er størst.

Vi har i vores unge-arbejde haft hjælpeindsatser for frafaldstruede unge i ungdomsuddannelser – et projekt, vi nu har målrettet de unge i erhvervsskolerne, hvor vi ved, at den sociale belastning og sårbarheden hos de unge er større end gennemsnitligt.

Hvem har ansvaret?
Når en forebyggelsesplan endnu ikke har set dagens lys, så skyldes det desværre ofte kortsigtet kassetænkning. For hvem ejer egentlig forebyggelsesansvaret i Danmark? Hvem tager ansvaret for, at skolerne, børnehaverne, idrætsforeningerne, forældrene, praktiserende læger, psykiatrien, ungdomsuddannelserne, vejledningscentrene, jobcentrene og de mange andre instanser og fagpersoner, der møder børn og unge eller sårbare familier og forældre, alle tænkes ind i en samlet plan for forebyggelse?

Hvem tager ansvar for at flytte viden om psykisk sundhed og sygdom ud af sundhedsvæsenet og over til de institutioner, faggrupper, idrætsforeninger, familier og de mange andre, som skal få øje på og vide, hvordan de kan støtte børn og unge, der ikke trives?

Det er for nemt for regeringspartierne at sende en sundhedsordfører i byen, der mener, at forebyggelse blandt børn og unge er et kommunalt anliggende. Men det illustrerer meget tydeligt, hvad problemet er; ingen ønsker at eje forebyggelsesansvaret i Danmark. Psykiatrifonden har nu givet bolden op. Vi glæder os til at se, hvem der griber den. 

debat@altinget.dk