Inklusion – det starter og slutter med os selv

Af Poul Nyrup Rasmussen 
formand for PsykiatriNetværket og Foreningen Det Sociale Netværk 

Inklusion starter og slutter med hver enkelt af os. Systemer og økonomi danner nok rammen, men det er i sidste ende os selv, der skaber fællesskaber og vælger ,om og hvem der skal inddrages. Det er i vores tilgang til andre og i samfundsværdierne, at nøglen til virkelig inklusion skal findes.

Inklusion betyder inddragelse i et fællesskab. Det er på den baggrund, at vi lørdag den 4. oktober igen samlede 1.000 deltagere til Psykiatritopmøde 2014 på Frederiksberg Gymnasium. Det var sjette gang, vi rullede den røde løber ud for dem, der føler sig udenfor.

I et inkluderende samfund er alle med, fordi hver enkelt af os betyder noget. Alle kan vi noget og har noget at bidrage med, og alle ønsker vi os et ordentligt liv med indhold, kærlighed og fællesskab. Nogle af os har blot brug for, at der bliver taget et par ekstra hensyn engang imellem. Andre har brug for at blive samlet op igen og komme tilbage på eget livsspor.

I dag er psykisk sygdom årsag til hver anden førtidspension. Lige nu lider over en halv million mennesker af depression og angst, 75.000 af spiseforstyrrelser og 40.000 af psykoser. De fleste er enten ekskluderet fra arbejdsmarkedet eller har lange sygdomsperioder. Mange oplever, at de står uden for og kigger ind på det hverdagsliv, som de fleste af os tager for givet. Det er uholdbart for den, der oplever det, spild af ufatteligt store menneskelige ressourcer, ikke gavnligt for det danske samfund og med kolossale omkostninger på over kr. 50 mia. 

Det er i hverdagen i daginstitutioner og i skolen, at inklusion skal ske. Her skal børn og unge opleve, at de virkelig er en del af fællesskabet. Jo tidligere indsatsen sættes ind, jo større er chancen for et godt resultat. Pædagoger og lærere skal lære at lytte, se og være med til at skabe kontakt til psykisk sårbare børn. Det er vigtigt, at lærerne allerede på seminariet lærer at støtte og rumme alle børn. Barnet skal høre: ”Du dur. Du tæller. Du kan godt komme dig”. Opgaven er at anslå den tone over for alle børn og unge.

96 % af en ungdomsårgang starter på en ungdomsuddannelse, men så kommer frafaldet. Over en tredjedel falder fra, og størsteparten af dem angiver psykiske problemer som årsagen til, at de stopper. Inklusion er ikke: ”Se nu at blive rask, så du kan komme tilbage i skolen”. Inklusion er: ”Vi slipper dig ikke. Vi har brug for dig. Du starter bare igen gradvist, når du har det lidt bedre. Jeg kontakter dig på mandag”.

Det samme mantra bør gælde på arbejdspladserne. I dag oplever mange psykisk sårbare, at de mister deres job og dermed ekskluderes. Det er et kæmpe nederlag, fordi netop arbejdsidentiteten betyder så meget for de fleste. I rapporten ”Sick on the job” fremhæver OECD, at psykiatrien har brug for at udvikle nye og effektive strategier, der understøtter borgerens muligheder for at komme ud på eller tilbage på arbejdsmarkedet. Det kræver, at psykiatrien og jobcentrene, i langt højere grad end tilfældet er i dag, begynder at tale og arbejde sammen.

Hvordan kan vi inkludere 

Recovery og den helhedsorienterede rehabilitering er afgørende for, at psykisk sårbare og syge har en reel mulighed for at komme sig efter et sygdomsforløb og for at genskabe en god tilværelse. Inklusion er ikke fordomme, den gamle ekspert/patient relation, overmedicinering, tvang eller underbemanding. Inklusion er, at patienten inddrages i sit eget behandlingsforløb og har medbestemmelse, og inklusion er erkendelsen af, at pårørende også er en vigtig ressource og en støtte. Hvis bruger- og pårørendeinddragelse og selve inklusionen skal føles og opleves som reel, er det nødvendigt, at den psykisk sårbare får en egentlig ”stemme” i den psykiatriske hverdag. Ph.d. Agnes Ringer, som også holdt oplæg på Psykiatritopmøde 2014, peger på, at psykiatriske patienter lige nu er nødt til at overveje, hvordan de skal agere over for behandlere for at blive taget alvorligt og opfattet som rigtigt syge.

Vi har gennem de senere år fået psykiatrien højere op på den politiske dagsorden, nu gælder det der, hvor det virkelig betyder noget i hverdagen. At få alle med. At inklusion ikke blot bliver endnu et buzz-word i flotte skåltaler. Mit håb er, at hver enkelt af os begynder at tænke over, hvordan vi selv ønsker at blive behandlet, og hvad vi selv kan gøre hver dag, hver time for at skabe inklusion overalt i samfundet.

Og hvis det sker, kan vi gå sammen og løfte, som vi gør det i headspace, en rådgivning for unge, som vores forening Det Sociale Netværk nu har opbygget i syv større byer i Danmark. Jo tidligere vi møder de udsatte og hjælper, jo større er chancen for at få dem tilbage på eget livsspor.

Tænk, hvis Danmark en dag kan kalde sig verdens mest inkluderende samfund – det er nok værd at gå efter. Den dagsorden var i centrum på Psykiatritopmødet 2014.

debat@altinget.dk