Psykiatri-Listen: Regeringen behandler gang på gang psykiatrien stedmoderligt

DEBAT: Psykiatrien fik et holdkæftbolsje med psykiatriplanen og blev siden glemt i sundhedsreformen. Det er måden, hvorpå regeringen kan sige, at den gør noget uden at gøre det, mener Psykiatri-Listen.

Af Mikkel Rasmussen
Speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatri-Listen

Det er ikke nyt, at psykiatrien er presset i bund, og at der både mangler hænder og sengepladser.

Regeringen har anerkendt, at det er et stort problem, men den ambitiøse plan for at rette op på fortidens synder udebliver alligevel.

Først bebudede regeringen i deres psykiatriudspil, at der kommer ekstra intensive senge til psykiatrien, så fremgik det efterfølgende, at der blot var tale om en opgradering af eksisterende senge i psykiatrien, og senest forlyder det så, at der alligevel er tale om ekstra intensive senge.

Ja, forvirringen er total.

Det, der dog står klart, er, at de 60 millioner kroner, som der fra 2021 er afsat til nye intensive sengepladser, lyder flot, hvis man ikke ved, hvad det konkret betyder.

Ministeren kritiserer vanen tro regionerne
Hvis vi går ud fra, at der faktisk er tale om nye senge, så bliver pengene omsat til, hvad der svarer til seks ekstra sengepladser i psykiatrien i hver region.

Det er så, hvad sundhedsreformen gør for psykiatrien.

Fra 2014 til 2017 blev der imidlertid nedlagt 67 sengepladser. I samme periode er antallet af patienter i sygehuspsykiatrien vokset markant år for år.

Kritikken har været stor fra psykiatriens aktører. Der er tale om klatfinansiering af psykiatrien – igen.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) svarede i Jyllands-Posten på denne relevante kritik, at "vi har løftet psykiatrien med sundhedsreformen" og skød som vanligt skylden på regionerne, idet ”psykiatrien flere steder er blevet stedmoderligt behandlet".

Psykiatriplan er et holdkæftbolsje
Det er stedmoderligt, at man giver psykiatrien et holdkæftbolsje med en "psykiatriplan" i september, som er så uambitiøs og underfinansieret, at det er åbenlyst for enhver.

Det er stedmoderligt, at man laver en vidtrækkende og langstrakt sundhedsreform og glemmer psykiatrien i denne og i øvrigt sparker specialområdet og handicapområdet til hjørne med en uvis fremtid i sigte.

Se, dét er stedmoderligt, og dét er måden, hvorpå regeringen kan sige, at den gør noget uden reelt at gøre det.

Så vil stedmor sige undskyld og rette op med en rigtig psykiatriplan, der tænker mere langsigtet med en genoprettelse af psykiatrien – både hospitals- og socialpsykiatrien?

Eller er det oppositionen, der skal gøre dette? Hvem kommer til at redde psykiatrien fra kollaps?

Forrige artikel Analyse: Sundhedsvæsenet er under­finansieret med cirka 1 procent per år Analyse: Sundhedsvæsenet er under­finansieret med cirka 1 procent per år Næste artikel Modsvar til regeringen og DF: Fakta udebliver fra sundhedsreformen Modsvar til regeringen og DF: Fakta udebliver fra sundhedsreformen
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.