Modsvar til regeringen og DF: Fakta udebliver fra sundhedsreformen

Af Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Institut for Samfund & Erhverv, Roskilde Universitet

Efter sundhedsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkepart har Det Centrale Handicapråd kritiseret aftalen for at glemme mennesker med handicap. Ellen Trane Nørby (V), Mai Mercado (K) og Liselotte Blixt (DF) kom med et modsvar på kritikken i Altinget 23. april.

Mærkværdigt
De skriver blandt andet, at ”Formanden for Det Centrale Handicapråd, Liselotte Hyveled, skriver her i Altinget om mennesker med handicap, der føler sig glemt i sundhedsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Intet kunne være længere fra sandheden.”

Menneskelige følelser har den egenskab, at de godt nok kan fortrænges og ændres, men de er i deres grundform virkelige for de pågældende personer.

Det er derfor i sig selv mærkværdigt, hvordan henholdsvis sundhedsministeren, børne- og socialministeren og sundheds- og psykiatriordføreren føler sig berettigede til at afvise mennesker med handicap og deres følelse af at være blevet glemt i sundhedsreformen.

Overset og glemt
De skriver desuden, at det er ”bedre at trykke på pauseknappen og få alle fakta på bordet end at risikere at miste kvalitet på det specialiserede område. Og derfor skal de regionale tilbud undersøges nærmere for at identificere de tilbud, som leverer de mest specialiserede indsatser, før vi flytter rundt på tilbuddene.”

Det er igen mærkværdigt, hvordan de pågældende politikere kan levere det samme svar igen, som de gjorde, efter at parterne indgik sundhedsaftalen − men uden at forklare, hvad den fakta består af, og hvordan tilbuddene skal undersøges.

Det er jo netop én af årsagerne til, at mennesker med handicap og deres familier føler sig overset og glemt i reformen.

For det første har de ingen adgang til viden om, hvilke fakta der er tale om.

For det andet er der ikke fremlagt en plan for, hvordan tilbuddene skal undersøges. 

"Mere" eller "mindre" specialiseret?
Vil mennesker med handicap og deres familier blive inddraget i undersøgelsen, og hvordan undersøges institutionernes specialiseringen?

Eksempelvis skal det vides, hvornår noget er ”meget” specialiseret og andet ”mindre” specialiseret?

Det kunne være legitimt med en gennemsigtig fremstilling af, hvilke kriterier som specialiseringen vurderes ud fra.

Når reformen desuden indebærer, at der potentielt skal flyttes rundt på mennesker, så vil det umiddelbart forekomme naturligt at indsamle viden med afsæt i gruppens perspektiver på selvsamme flytning.

Jeg forsker selv i handicapområdet, hvor jeg blandt andet arbejder på at få adgang til perspektiver fra mennesker uden næsten noget verbalt og nonverbalt sprog.

Det er i sig selv tidskrævende, men altid det hele værd, idet mennesker med handicap kan levere viden om deres egne ønsker og behov.

Spørgsmålet er, om mennesker med handicap og deres familier overhovedet vil blive inddraget, eller om vi bare flytter rundt på mennesker, som det passer os − uden hensyntagen til gruppens ønsker og behov, og med en henvisning til at institutionen ikke opfylder kravet til at være en ”meget specialiseret institution”?

Mennesker med handicap fejes til side
Mennesker med handicap fremstår på nuværende tidspunkt som en gruppe, der kan fejes til side med bemærkningen om, at der er en løsning på vej.

Kunne vi på noget tidspunkt forestille os en situation, hvor der forelå en sundhedsreform, men hvor mennesker uden handicap måtte vente på en løsning?

Reformers legitimitet står og falder på, hvorvidt indholdet er gennemsigtigt for de mennesker, som reformen vedrører.

Så hvis de pågældende politikere virkelig mener, at de vil utrygheden til livs for mennesker med handicap og deres familier, så burde de måske fremlægge, hvad de omtalte fakta består af, og hvordan undersøgelsen skal udføres.

debat@altinget.dk