PLO Hovedstaden: Der skal styr på det lægefaglige ansvar efter udskrivning

Af Karin Zimmer
Praktiserende læge og formand for PLO Hovedstaden

Jeg er meget enig med Kjeld Møller Pedersen, som i en kommentar i Altingets artikel om forebyggelige indlæggelser udtaler, at begrebet forebyggelige indlæggelser bliver taget lige lovligt bogstaveligt.

Ude i virkeligheden, hvor hjemmesygeplejersken eller akutsygeplejersken står med en syg borger og må kontakte den praktiserende læge eller lægevagten, kan indlæggelse være det eneste forsvarlige.

Vi skal passe på, det ikke bliver et kapløb om, hvem der kan holde flest syge ældre væk fra hospitalerne, fordi vi dermed risikerer at overse de sygdomstilstande, som netop kræver indlæggelse. Væskemangel kan for eksempel være et symptom på underliggende alvorlig sygdom, som ikke kan behandles blot ved at give borgerne ekstra væske. Urinvejsinfektioner kan være alvorlige hos ældre, ofte svækkede, borgere og kræver ofte mere end blot antibiotika i tabletform.

Vi skal huske, at det ikke drejer sig om lineære forløb (sygdom, behandling, rask), men om sygdomstilfælde, hvor der let støder nye symptomer og komplikationer til.

Der skal styr på det lægefaglige ansvar
Et af de største problemer på de kommunale midlertidige pladser (akutpladser, rehabiliteringspladser med videre) er nyudskrevne borgere, som ikke er færdigbehandlede, og hvor det lægefaglige ansvar svæver.

Måske er der tvivl om borgerens medicin. Måske har den praktiserende læge ikke været involveret i indlæggelsen og måske mangler udskrivningsbrevet. Her er risikoen for genindlæggelse stor.

Jeg og PLO-Hovedstaden har foreslået et tre dage langt udskrivningsvindue, hvor hospitalet beholder det lægefaglige ansvar. Kommunerne kan kontakte hospitalet direkte, hele døgnet, ved tvivl om borgerens tilstand efter udskrivelsen, om den videre plan eller ved tvivl om borgerens medicin.

Hermed gives hospitalet det nødvendige incitament til at sikre, at borgeren ikke udskrives for tidligt, og det bliver entydigt, hvem der har det lægefaglige ansvar.

De praktiserende læger kan ikke tage det lægefaglige ansvar for alvorligt syge borgere i kommunerne hele døgnet.

Behov for samarbejde
Hvis kommunerne skal kunne løfte opgaven med at behandle flere borgere uden for hospitalerne, kræver det gode samarbejdsaftaler mellem hospital, kommune og de praktiserende læger. Og det kræver, at der tilføres de nødvendige resurser.

I det nære sundhedsvæsen kan man kun behandle borgere med potentielt behov for lægefaglig indsats hele døgnet, hvis der er klare rammer for, hvem der har det lægefaglige ansvar – også uden for egen læges åbningstid.

Med Sundhedsstyrelsens nye kvalitetsstandard for de kommunale akutfunktioner, som trådte i kraft i år, er behovet for entydige snitflader mellem de tre sektorer blevet skærpet. De kommunale akutfunktioner står over for en kæmpe opgave, når borgere udlægges til hospitalsbehandling.

Det er helt afgørende for patientsikkerheden, at det kommunale plejepersonale ved, hvilken læge de skal henvende sig til ved behov for lægekontakt.

Genindlæggelser kan undgås
Borgere, der er så syge, at de har behov for intravenøs antibiotisk behandling for for eksempel urinvejsinfektion eller lungebetændelse, er potentielt ustabile og kan få behov for genindlæggelse.

Men hvis det lægefaglige ansvar er entydigt hele døgnet (hvem skal akutsygeplejersken ringe til ved behov for læge), og hvis der er let adgang til rådgivning på det hospital, der kender den nyligt udskrevne borger, kan mange situationer afklares og behandles uden genindlæggelse. Det er måske det, de er gode til i Region Syd?

Uforståelige modeller for den kommunale medfinansiering, hvor en kommune straffes ved at skulle betale mest, når ældre borgere (og små børn) indlægges, er en barriere for det gode samarbejde og gør den ældre, syge medborger til en LEON-klods, der flyttes eller fastholdes i sektorernes nulsumspil, hvor den eneste, der taber på det, er borgeren.

debat@altinget.dk