Patienterstatningen: Patientinddragelse kan give færre erstatningssager

Af Karen-Inger Bast
Direktør for Patienterstatningen

Det kræver et godt helbred at være syg, siges det. Den kritik af sundhedsvæsenet, som ligger i det udsagn, er jeg ikke enig i, men til gengæld tror jeg på, at de fleste patienter vil have gavn af at blive inddraget mere aktivt i behandlingen af deres sygdom.

Regeringen afsatte i forbindelse med finansloven for 2016 et beløb, der skal løfte patientinddragelsen i sundhedsvæsenet, og pengene er nu fordelt på en række projekter. Et indsatsområde, der i øvrigt spiller fint sammen med den undersøgelse, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden præsenterede midt august: ”Det patientcentrerede sygehus”.

Når jeg har interesse i patientinddragelse, så handler det om, at involvering af patienten og de pårørende er en væsentlig faktor i forhold til antallet af sager, der hvert år anmeldes til Patienterstatningen, og her tænker jeg særligt på nogle af de sager, vi afviser. En del af disse kan nemlig føres tilbage til manglende forventningsafstemning eller manglende patientinddragelse for at blive i terminologien.

Ikke kun op til patienten
Der er for eksempel patienten, der har sagt ja tak til en korsbåndsrekonstruktion, men som alligevel ikke har fået et helt klart billede af det funktionsniveau, hun kan forvente efter indgrebet. Hun regner for eksempel med, at hun kan løbe samme distance som dengang, hun ikke havde knæproblemer. Det kan hun bare ikke, og det er der måske ikke engang nogen, der har lovet hende, men det er det, hun har hørt.

Patienten er nu efter korsbåndsrekonstruktionen desillusioneret, føler sig fejlbehandlet og anmelder resultatet af behandlingen til Patienterstatningen. Det er med vilje, at jeg skriver ”resultatet” og ikke ”skaden”, der er nemlig ikke tale om en skade, men om et forventet resultat af en fagligt korrekt operation. Ville hun have anmeldt en sag, hvis sundhedspersonalet havde spurgt til hendes motionsvaner og herefter havde gjort det klart for hende, at hun efter indgrebet sandsynligvis ikke ville kunne løbe, som hun plejede før i tiden?

Inddragelsen gælder begge veje. Det er ikke kun patienten, der skal lade sig inddrage i egen behandling og den viden, som personalet stiller til rådighed. Sundhedspersonalet skal også involvere sig reelt i den konkrete patients behov, viden, tanker og ressourcer. Det er der heldigvis mange i sundhedsvæsenet, der er rigtig gode til, men ind imellem kikser det.

Patienterstatningen afviser mange sager, fordi der ikke er tale om skader, men forløb, der grundlæggende handler om, at patienten ikke føler sig set, hørt og forstået, og derfor står tilbage med en følelse af, at behandlingsresultatet heller ikke er i orden.

Reelle skader kan også undgås
Vi ser så desværre også reelle behandlingsskader, der kunne være undgået, hvis man havde lyttet til patienten. Der er for eksempel kvinden, der blev kørt til skadestuen med stærke mavesmerter og opkastninger. Man undersøgte hende for forskellige ting, og til trods for at patienten selv og de pårørende flere gange nævnte tarmslyng som en mulig diagnose, gik der rigtig mange timer, før der blev sendt bud efter et kirurgisk tilsyn.

Herefter blev det så konstateret, at der var tale om tarmslyng, og størstedelen af tyndtarmen måtte fjernes. Havde man på et tidligere tidspunkt tilkaldt kirurgen, som patienten og de pårørende efterspurgte, så havde man med stor sandsynlighed undgået at fjerne så meget af tarmen, som det endte med.

Jeg siger ikke, at det er patienten, der skal stille diagnosen og bestemme arbejdsgangene, men i nogle tilfælde ved patienten mere, end man måske umiddelbart tror. I hvert fald viser det konkrete forløb, at patienten var involveret i eget forløb og havde en rigtig god føling med, hvad der kunne være galt; men man lyttede ikke tilstrækkeligt.

Så patientinddragelse er godt. Ikke bare for behandlingen af patientens sygdom, men også for at begrænse antallet af unødige anmeldelser til Patienterstatningen – og for at undgå patientskader.

debat@altinget.dk