Lyt til patienterne

DEBAT: De fleste fejl i sundhedsvæsnet opdages af patienterne, og alene af den grund kan sundhedsvæsnet have gavn af at lytte til patienterne, mener Beth Lilja, leder af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Af Beth Lilja
Leder af Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Tænk hvis patientsikkerhed var et begreb, der var ligeså anerkendt og anvendt som trafiksikkerhed og badesikkerhed. Tænk, hvis vi turde stille spørgsmål til den behandling, vi får af vores læge. Hvis vi kendte vores medicin, og hvis vi vidste, hvor vi kunne henvende os, hvis der opstod uventede problemer. Ligesom vi ved, at vi ikke bør bade alene, og at vi bør køre med cykelhjelm.

Så ville sikkerheden og kvaliteten ikke kun på sygehusene, men i hele sundhedssektoren virkelig øges.

Er det ikke på tide, vi gør noget ved det?

Alle skal hjælpe
Der kan nemlig opnås resultater ved en målrettet indsats inden for patientsikkerhed. Senest har de nyeste tal i Operation Life, en kampagne for øget sikkerhed på sygehusene, vist, at sygehusene i kampagnens første tre kvartaler har sparet 316 liv. Det svarer næsten til det antal danskere, der hvert år mister livet i trafikken.

Der skal ikke herske tvivl om, at det endelige ansvar for sikkerhed i sundhedsvæsenet påhviler sundhedsvæsenet. Men vi har alle en interesse i også at tage vare på os selv og give sundhedsvæsenet en hjælpende hånd. På samme måde som vi gør i trafikken, og når vi bader.

Brugerinddragelse giver øget sikkerhed
Patienterne er den største uudnyttede ressource i sundhedsvæsnet. Det dokumenterer filmen "lyt til os", hvor fire patienter og pårørende fortæller om, hvordan manglende lydhørhed og svigt har ført til fejlbehandling, som i flere tilfælde har haft en dødelig udgang:

En far fortæller, hvordan han mistede sin niårige søn, da drengen fik meningitis for anden gang. Ingen havde fortalt familien, at det er muligt at vaccinere imod sygdommen. En kvinde blev fejldiagnosticeret og levede i årevis med invaliderende symptomer, fordi der ikke var nogen, der lyttede til hendes indsigelser i forhold til den stillede diagnose. En ægtemand overværede, hvordan hans leukæmiramte hustru blev flyttet frem og tilbage mellem adskillige sygehuse, inden det lykkedes at få tilstrækkelig behandling imod en infektion. En kvinde mistede sin mor, der under en sygehusindlæggelse blev tabt på gulvet og slog sit hoved. På trods af familiens opfordringer blev kvindens hoved ikke undersøgt.

Patienter og personale oplever noget forskelligt
Patienternes fælles budskab er: Lyt til os. Fra utallige undersøgelser ved vi, at sundhedsvæsenet kan lære af patienter og pårørende, fordi de ser og oplever sundhedsvæsenets ydelser fra et andet perspektiv. Vi ved, at knap hver femte oplever fejl under indlæggelse, og at langt de fleste fejl opdages af patienterne selv.

Kære kolleger, kære minister og alle andre, der arbejder for et bedre sundhedsvæsen, lad os nu sikre reel brugerinddragelse i sundhedsvæsenet. Vi kan ikke skabe et sikkert sundhedsvæsen uden patienternes viden. Hverken på det strukturelle niveau, hvor vi systematisk skal efterspørge patienternes erfaringer eller i den konkrete behandlingssituation, hvor patienterne aldrig må havne i en situation, hvor de tænker, at deres kvote for spørgsmål er brugt op.

Tværtimod skal patienterne opfordres til ægte dialog om, hvordan de kan være med til at passe på sig selv. Patienterne bliver ikke skræmt af et sådant samarbejde. For de ved godt, hvordan det er fat. Patienterne er bare bange for at være til besvær.

Forrige artikel Europæiske læger er imod GDA-mærkning af fødevarer Næste artikel Er du i tvivl om forskningens nødvendighed - så se TV 2
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.