Life science-investor om talentflugt: "Alle dem, der havde fantastiske eller megalomane ideer, er flyttet"

FOLKEMØDE: Vi er nok lidt magelige herhjemme, sagde Lars Rebien Sørensen, næstformand, Novo Nordisk Fonden, i en debat om fremtiden for den danske sektor for biovidenskab. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) gav ham ret.

Hvordan skal Danmark udnytte potentialet i den såkaldte life science-sektor? Det var emnet for en debat på Grønbechs Hotel lørdag morgen, hvor et panel kom vidt omkring barriererne for de virksomheder, der kaster sig over udvikling inden for lægemidler, biotek og medico­teknisk udstyr.

Panelet havde ønsker med til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der lovede fortsat at kæmpe for lavere skat, men der var bred enighed om, at der også var andet på spil.

Den danske biotekinvestor Florian Schönharting, stifter og bestyrelsesformand i selskabet Forward Pharma, fortalte, hvordan de talenter, han er stødt på igennem tiden, stort set alle er rejst ud af landet. Ikke primært på grund af rammebetingelser som selskabsskat, men snarere som et resultat af en særlig dansk tænkning:

"Når jeg ser på min generation, kan jeg se, at dem, der havde fantastiske eller megalomane ideer, er flyttet. Her spiller janteloven en stor rolle. Det er ikke populært at stikke ud. Når jeg er i Danmark, så går jeg også stille med dørene," sagde han. Det sidste, mente moderator Søren Linding dog, var en sandhed med modifikationer.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) bakkede op om, at kulturen kan være en barriere:

"Vi har et hyggesamfund, hvor incitamenterne til at give den fuld skrue ikke er til stede, og vi uddanner vores børn i en folkeskole, der skoler dem til en lønmodtagerkultur. Det vil vi gerne lave om."

Lars Rebien Sørensen, næstformand i Novo Nordisk Fonden, supplerede:

"Vi er nok lidt magelige. Der er ikke nok, der er villige til at satse huset, eller hvad der nu skal til. Risikovilligheden er ikke stor nok. I opstartsfasen er der brug for, at man tror på sin idé og selv tør løbe en risiko."

Et dysfunktionelt venturemarked
Ud over selskabsskat og lønmodtagerkultur blev der debatteret samarbejde mellem erhvervsliv og forskning og implementering af regeringens life science-plan. Desuden høstede biotekveteranen Sten Verland fra venturekapitalfonden Sunstone Capital eftertænksomme nik fra både panelet og tilhørerne, da han pegede på en sårbarhed i det nuværende marked:

"Vi har en situation, hvor Novos fonde er fuldstændig afgørende for biotech innovation, og hvor Novo udgør cirka 80 procent af den samlede medicinaleksport. Det er lidt farligt for Danmark at være så afhængig af en enkelt pengekasse. Man plejer at sige, at for at have et velfungerende venturemarked skal man have så mange spillere, at man ikke lige kan tælle dem. Så vi har ikke et velfungerende marked. Vi har et dysfunktionelt marked."

Forrige artikel Debat om rygning: Debat om rygning: "Nu vender jeg lige timeglasset ..." Næste artikel Løkke på Folkemødet: ”Sommeren og efteråret vil komme til at stå i sundhedens tegn” Løkke på Folkemødet: ”Sommeren og efteråret vil komme til at stå i sundhedens tegn”
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.