Lav nu ikke et selvmål med sundhedsforskningen
DEBAT: Det er en farlig kurs kun at prioritere strategiske forskningsområder, for dermed udsultes de miljøer, der skal give "academic excellence," mener formanden for LVS.
Professor, dr. med., formand for LVS, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber
Der var tre rigtig grimme tidsler i forskningsdelen af den nye regerings første finanslov. Der var mod forventning færre offentlige midler til forskningen. Der var ikke et ord om den sundhedsvidenskabelige forskning. Til gengæld var der flere øremærkede kroner til politisk bestemt strategisk forskning. Det er en rigtig farlig retning, som regeringen er slået ind på, hvis det danner model for fremtiden. Sundhedsvidenskaben er vores absolut vigtigste forskningsområde.
Man kan sige, at det er en så forudsigelig udmelding fra en organisation, der repræsenterer den lægevidenskabelige forskning, at den kan trækkes i en automat. Jovist, men vi befinder os i en epoke, hvor vi er dramatisk udfordret af nye konkurrenter i syd og øst. Det kræver, at vi i disse år tager de rigtige beslutninger for fremtiden. Vi har et stærkt udgangspunkt, men at stoppe op, endsige skære ned, kan blive fatalt. At udsulte den sundhedsvidenskabelige forskning vil være et selvmål af dimensioner, hvis vi vil sikre fremtiden for den danske velfærdsstat.
Hvordan man kommer i verdenseliten
Argumentationen fra politikerne er plausibel nok: Som lille nation i den globale landsby skal vi ikke lave alt, men finde vores nicher og satse målrettet her. Forskningsforliget har udpeget energi, miljø og fødevarer som strategiske forskningsområder. Over for dette står de mange eksempler på, at det er fra helt andre miljøer, at de gode idéer og banebrydende opfindelser kommer.
Verdensbanken og Ford Foundation står bag en ny bog "The Road to Academic Excellence", der gennemgår ti universiteters bestræbelser på at komme i verdenseliten. Den konkluderer, at det er kvaliteten af forskerstaben, som giver et universitet verdensklasse. Og den skabes af tre ting: Forskningsfrihed, tilstrækkelige ressourcer og en god ledelsesstruktur og så evnen til at fastholde de gode forskere. Hong Kong's universitet fremhæves som eksempel. Det har på et tiår placeret sig på en 62. plads over de bedste universiteter i verden. Aarhus er nummer 125, København 135.
Færre ph.d.ere
Vi har en imponerende produktion af ph.d.ere og af videnskabelige artikler. Målt på dette har vi verdensklasse. Men vi mangler præcis den struktur, som nævnes i den tidligere omtalte bog, til at fastholde og videreudvikle denne talentmasse, og det er nok et af de allerstørste problemer, som vi står med lige nu. Københavns Universitet har eksempelvis i skrivende stund 1044 medicinske ph.d.-studerende, og til det formål har KU et budget på op mod 140 millioner kroner.
Langt de fleste medicinske ph.d.-studerende vender tilbage til en stilling i sundhedsvæsenet, når de har fuldendt deres ph.d. Det er naturligvis godt for produktionen i sundhedsvæsenet. Men det er et nationalt problem, at dette store forskerpotentiale går tabt, fordi vi har indrettet os uhensigtsmæssigt.
Der mangler post. doc.-stillinger, hvor unge forskere kan fastholdes i miljøet. Man burde overveje at skære antallet af ph.d.-studerende ned og så bruge ressourcerne til etablering af flere post. doc.-stillinger og forskermiljøer, hvor en langt større del kunne fastholdes og forske videre i en periode. Vi mangler desuden delestillinger i sundhedssektoren, hvor lægerne har mulighed for at fortsætte med et forskningsprojekt, samtidig med at de arbejder med patienter.
Forskningsfriheden er central
Forskningsfriheden og evnen til at udvikle og fastholde talenter står altså centralt for skabelsen af de bedste forskermiljøer. Hvis vi kanaliserer flere ressourcer over i strategiske midler, så udsulter vi de miljøer, som skal give os "academic excellence". Strategiske midler giver forudsigelige resultater, der er lette at forklare og sælge til skatteyderne, men det fremmer ikke nytænkning, og det giver ofte marginale gevinster.
En tidligere Nobelpristager har nævnt nogle af industrialiseringens største ikoner, H.C. Ørsted og Thomas A. Edison, som eksempler. Hvis de havde været underlagt et system med midler øremærket til strategisk forskning, så var de blevet sat til at optimere stearinlyset. I stedet opdagede Ørsted på grund af sin videnskabelige nysgerrighed elektromagnetismen. Edison opfandt som bekendt glødepæren og tog i øvrigt over 1000 andre patenter.
Forebyggende lægemidler til de rigtige
Behov for national alkoholplan
