Kamplystne sygeplejersker mødtes i Århus, mens fagbevægelsens top var på 'damage control'

I disse dage samler Dansk Sygeplejeråd sine tillidsrepræsentanter og kredsbestyrelser til den første kongres siden sidste sommers strejke for højere løn. Altinget tog temperaturen på kampgejsten knap et år efter de stormombruste overenskomstforhandlinger.    

AARHUS: ”I ved jo nok, at der er et meget nemt svar på at undgå strejker. Giv os mere i løn!”

Budskabet i åbningstalen fra formand Grete Christensen til de 150 delegerede sygeplejersker var tirsdag formiddag ikke til at tage fejl af. Sundhedsvæsnet har behov for akut behandling, og den eneste medicin, der virker, er flere lønkroner fra Christiansborg til de store velfærdsområder.

Hvis ikke det sker senest, når S-regeringens lønkomité afleverer sin rapport i efteråret, vil der falde brænde ned.

”Med de forventninger, der er til kommissionens arbejde, kan jeg ikke forestille mig andet, end at vi vil se handling fra de politikere, som mener, at vores grundløn er for lav, og at vi ikke har lige løn for lige arbejde," lød det fra formanden, der dog slog fast, at det ikke kan ske på én gang, men over de næste fem til 10 år. 

En formand på en mission

Sygeplejerskernes fagforening holder i disse dage sin første kongres siden den næsten to måneders lange strejke sidste sommer. 

Her stemte medlemmerne nej to gange i træk til den overenskomst, som deres formand havde forhandlet hjem.

Siden da har DSR mistet 2.673 medlemmer og i efteråret blev flere af de mest utilfredse sygeplejersker valgt ind i flere af DSR’s magtfulde kredsbestyrelser for at påvirke fagforeningens ledelse.

Som en chef, der skal overbevise en gruppe skeptiske medarbejdere, var Grete Christensen da også på en klar mission overfor sine medlemmer. Kampen for lønstigninger er kommet for at blive, fastslog hun, og DSR vil samtidig blive endnu bedre til at lytte til sit bagland.  

”Vi skal finde nye måder at kombinere de formelle veje til indflydelse med aktivisme og et levende medlemsdemokrati. Jeg ved også, at det var én af grundene til, at mange af jer, som er nye i kongressen, stillede op til kredsbestyrelserne. Tak for det! Det er så dejligt, at I vil bruge jeres kræfter i fællesskabet,” sagde hun.  

"Politikens læsere støtter os allerede"  

Alligevel var det som om, at medlemmerne ikke følte sig overbeviste. Vil Christiansborg nu også sende flere lønkroner i omløb, så grundlønnen stiger i de næste fem til 10 år?   

Ikke ifølge formand for Kreds Hovedstaden Kristina Robins, som tog ordet tirsdag eftermiddag. Hun har netop været til et arrangement om ligeløn, hvor SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge også deltog. 

”Han udlagde det som om, at det er vores egen skyld, at vi er havnet her. Når en SF-politiker siger det, så bliver jeg altså bekymret. Vi skal nok forberede os på, at lønkomitéen vil skuffe os, og så skal vi ikke skyde skylden på hinanden, men stå sammen," sagde hun. 

Endnu mere direkte var Ditte Krøyer fra samme kreds, som brugte talerstolen til at skyde med skarpt på det - i hende øjne - kæmpe svigt af velfærden fra den socialdemokratiske regering. 

"Mette Frederiksens vælgere er jo de fag- og ufaglærte. Det er dem, vi skal overbevise. Ikke de feminister, der læser Politiken, for de er allerede med os i kampen", sagde hun til klapsalver. 

{{toplink}} 

Venlig påmindelse om at huske de andre

Ordet fællesskab gik dog igen som tirsdagen skred frem. Ikke mindst da FH-formand Lizette Risgaard tog ordet på scenen.  

I skyggen af et bagland af sygeplejersker, som har følt sig efterladt alene på perronen af FH under strejken, kredsede hendes tale om ”fællesskab, som gør os stærkere”, og hun mindede gang på gang om, at lønkampen gælder alle medarbejdere i det offentlige og ikke kun sygeplejerskerne.

"Jeg ved godt, at man indimellem kan få følelsen af, at det vil være nemmere, hvis man bare var sig selv og kunne skulle forhandle alene. Men den præmis køber jeg ikke. Ingen har nogensinde opnået noget på arbejdsmarkedet ved at stå alene," sagde hun til klapsalver og tilføjede så: 

"Jeg ved også godt, at I har udfordringer. Men det er der jo også på mange af de andre områder i omsorgssektoren. Så vi skal finde fælles løsninger på tværs af alle områder, og det tror jeg, at vi kan finde i FH-fællesskabet."

Om det lykkes, vil efteråret vise, hvor lønkomitéen afleverer sine konklusioner. 

Kongressen fortsætter til og med fredag.

Forrige artikel Formand for Det Etiske Råd: Vi kan ikke følge med Formand for Det Etiske Råd: Vi kan ikke følge med Næste artikel Nyt udspil fra regeringen: Specialeplaner skal sikre borgere med handicap de rette tilbud, men kommunerne beholder magten Nyt udspil fra regeringen: Specialeplaner skal sikre borgere med handicap de rette tilbud, men kommunerne beholder magten
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.