Indsats for KOL nødvendig

Anbefalingerne for behandling af KOL er på plads, men politikerne afsætter ikke midlerne. Det bør ændres, mener Lone Aagaard.

Lone Aagaard,
adm. direktør i AstraZeneca

Finansloven for 2007 er netop faldet på plads. Jeg er klar over, at det er en stor opgave, hvor mange ender skal mødes. Som interessent i det offentlige sundhedsvæsen og ikke mindst i KOL-behandlingen, havde jeg håbet, at regeringen ville sætte handling bag Sundhedsstyrelsens "Anbefalinger for tidlig opsporing, opfølgning og rehabilitering af KOL". Anbefalingerne er gode og grundigt udarbejdede. Implementeringen af disse anbefalinger vil gøre en stor forskel i behandlingen af KOL-patienter i Danmark. Og dem er der desværre alt for mange af.

Jeg læste i Politiken i forrige måned om en ny undersøgelse af forsker og praktiserende læge Jens Georg Hansen. Den viser, at i mellem 260.000 og 300.000 personer i alderen 45-84 år enten har KOL eller er på vej til at udvikle sygdommen.

Det er kendt, at jo tidligere opsporing og behandling, des højere funktionsevne og livskvalitet får disse patienter. Alt andet lige må man forvente, at en tidlig og målrettet KOL-indsats vil begrænse de offentlige udgifter til behandlingen på længere sigt.

Sørgelig læsning
På vegne af de mange mennesker, som enten har KOL eller er ved at udvikle sygdommen, må man sige, at Finansloven 2007 er sørgelig læsning, der slet ikke kommer disse patienter til gavn.

KOL er en invaliderende sygdom, som medfører store lidelser og mange års nedsat livskvalitet for de mennesker, den rammer. KOL har desuden store omkostninger for de familier, der har sygdommen tæt inde på livet, og for samfundet som helhed i form af tabt arbejdsfortjeneste samt udgifter til behandling og rehabilitering.

Det er derfor ærgerligt, at de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen har fået udarbejdet, og som kunne tilføre KOL-behandlingen i Danmark stor værdi, ikke bliver brugt. Ikke mindst for patienterne!

Jeg er klar over, at det står regionerne frit for at tænke anbefalingerne ind i deres planer. Men jeg - og med mig mange andre - ved også godt, at man ikke får noget gratis, og at øremærkede midler gør en forskel.

Om ikke før, så siden 
Som bekendt så må man gøre i morgen, hvad man ikke fik gjort i dag. Jeg synes, at man hurtigst muligt bør få kortlagt den faktiske status på behandlingen af KOL i landets regioner. Så kan regeringen sammen med regionerne næste forår få aftalt for finansloven 2008, hvilken fremtidig indsats man vil være bekendt at tilbyde patienter med KOL - og hvad den må koste.

Vi bidrager gerne
I AstraZeneca har vi i mange år arbejdet med kvalitetsudvikling i almen praksis blandt andet inden for KOL. Så hvis vi på nogen måde kan hjælpe med til en implementering af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vil vi meget gerne bidrage med vores viden og erfaring. Men det kræver, at samarbejdsviljen også er til stede andre steder i systemet.

Nu foreligger anbefalingerne - så lad os komme i gang med implementeringen.

 

Forrige artikel Kan politikernes løfter indfries? Næste artikel Ingen grund til kritik - tværtimod
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.