Hvor bliver ambitionerne af?
DEBAT: Debatten om prioritering i sundhedsvæsenet er på vej ind i en blindgyde, mener Robin Turner, der efterlyser mod og vilje hos beslutningstagerne til at investere i innovation, bedre organisering og øget produktivitet.
Af Robin Turner
Administrerende direktør, Roche a/s
Behovet for at prioritere sundhedsvæsenets ressourcer har været til diskussion i årtier. På det seneste har debatten imidlertid fået en ny og efter min opfattelse både uklædelig og uhensigtsmæssig drejning. Anført af fremtrædende sundhedsøkonomer markedsføres behovet for prioritering nu ved at spille patientgrupper ud mod hinanden.
Sundhedsvæsenet er ikke et lukket kredsløb
Aktuelt er det de danske kræftpatienter, der må stå for skud. Efter mange års politisk prioriteret indsats for at styrke den danske kræftbehandling, gøres den selvsamme indsats nu ansvarlig for, at eksempelvis patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) må nøjes med en behandling på anden klasse. Kræftpatienterne bliver gjort til syndebukke, fordi KOL-patienterne ikke i samme omfang får tilgodeset deres behov.
Kritikken bygger på en uudtalt antagelse om, at vores sundhedsvæsen er et lukket kredsløb, hvor nye investeringer kun kan gennemføres ved at skrue ned for aktiviteten på andre områder. Imidlertid holder antagelsen ikke til et nærmere eftersyn, hvilket udviklingen i dansk kræftbehandling er et godt eksempel på.
Investeringer i kræftbehandling giver synlige resultater
Siden årtusindskiftet har skiftende regeringer ikke alene lovet en kræftbehandling på højeste internationale niveau. De har også sat handling bag ordene og tilført ressourcer til kræftområdet. På tilsvarende vis har sundhedspersonalet på landets kræftafdelinger taget deres store tørn og investeret i innovation, bedre organisering og øget produktivitet. Alt sammen for at hæve kvaliteten og få dansk kræftbehandling op på højeste internationale niveau.
I dag kan vi begynde at høste frugterne af den prioriterede indsats. Nye tal fra Kræftens Bekæmpelse dokumenterer allerede en klar fremgang i 1- og 3-årsoverlevelsen blandt danske kræftpatienter i de seneste år. En fremgang, der navnlig kan tilskrives bedre tilrettelæggelse af kræftpakkerne og implementering af nye innovative behandlingsstrategier. De ambitiøse mål har således fået et solidt fodfæste. Nu gælder det om at holde fast!
Fremskridtene inden for netop kræftbehandlingen risikerer imidlertid at blive sat over styr, hvis fokus bliver flyttet fra, hvordan vi udvikler et tidssvarende sundhedsvæsen, som imødekommer borgernes behov, til hvordan vi får de økonomiske ender til at mødes. Den bevægelse får meget nemt en selvforstærkende negativ effekt. Når modet og viljen til at investere i fremtidens sundhedsvæsen taber omgangshøjde, mister patienterne tilliden, mens dem, der skal løfte opgaven på sygehusene, oplever det som stærkt demotiverende, når der i den offentlige debat sættes spørgsmålstegn ved berettigelsen af deres indsats.
Prioritering skal ske på et veldokumenteret grundlag
Hvorfor ikke træde et skridt tilbage og lave en grundig analyse og vurdering af det reelle behov for investeringer i sundhedsvæsenet - og derefter drøfte prioritering med denne analyse som udgangspunkt? Det er den arbejdsmetode, der blev lagt til grund for den politiske prioritering af kræftområdet, som efterfølgende har udmøntet sig i en samlet og helhedsorienteret indsats.
Det er på tide, at beslutningstagerne indser, at sundhedsvæsenets økonomiske trængsler ikke løses gennem intern omfordeling af for knappe ressourcer, men ved at tilgodese det samlede behov - og ved netop at investere i innovation, bedre organisering og øget produktivitet. Det vil komme alle patientgrupper til gavn.
