Hvem prioriterer sundhedsvæsenets ressourcer?
DEBAT: Debatten om prioriteringer i sundhedsvæsenets ressourcer fortsætter. I sit debatindlæg tager Helle Bødker Madsen fat på, hvem der skal bestemme prioriteringerne.
Professor, dr.jur., Aarhus Universitet
Der synes at være udbredt enighed om, at der er et stigende behov for åbent at prioritere sundhedsvæsenets ressourcer.
Vandene skiller imidlertid ved spørgsmålet om, hvor der skal skæres, og hvilke midler der skal tages i brug.
Skal der indføres øget brugerbetaling, eller skal der stilles krav om livsstilsomlægning som betingelse for at få visse behandlinger, for eksempel krav om vægttab forud for en knæoperation?
Det er nogle af de forslag, som har været fremme for at begrænse den voksende efterspørgsel efter sundhedsvæsenets ydelser. Spørgsmålet er vanskeligt. Men hvem bestemmer?
Lægerne
Det er lægen, som tager stilling til, om og i givet fald hvilken behandling den enkelte patient kan tilbydes. Dette skal efter loven ske inden for rammerne af den faglige norm, som forpligter lægen til at foretage en helhedsvurdering af den enkelte patient.
Lægen kan således ikke afvise at behandle en patient alene på grund af dennes livsstil, for eksempel med henvisning til, at patienten er ryger eller over vægtig.
Det er også ulovligt at undlade at iværksætte eller fortsætte en behandling af en patient, for eksempel ved hjertestop, fordi lægen vurderer, at patienten ikke har eller vil få et godt liv, og/eller at behandlingen ikke er omkostningseffektiv.
En offentligt ansat læge kan heller ikke selv ty til bruger betaling for at bremse strømmen af patienter. Efter gældende ret er lægernes mulighed for at foretage en skrappere prioritering forholdsvis begrænset.
Regioner og kommuner
Det er regionerne og kommunerne, som har ansvaret for tilrettelæggelsen (driften) af sundhedsvæsenet. De driftsansvarlige myndigheder kan prioritere ud fra økonomiske hensyn, men det skal ske inden for lovens rammer.
Det betyder til eksempel, at man ikke kan bestemme, at livsstils patienter, for eksempel overvægtige eller gamle patienter, på forhånd afskæres fra eller begrænses i adgangen til eksisterende behandlingstilbud.
Det betyder også, at man ikke (eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang) kan opkræve brugerbetaling. Efter de gældende regler har regioner og kommu ner således ikke selvstændigt noget stort spillerum, når det drejer sig om at dæmme op for det voksende pres på sundhedsvæsenet.
Folketinget
En udvidelse af de driftsansvarlige myndigheders og lægernes mulighed for at afskære eller begrænse behandlingsmulighederne kræver en lovændring.
Det er derfor lovgivningsmagten, der må udstikke de overordnede rammer for, hvilke behandlingstilbud der fremover ikke - eller kun i begrænset omfang - skal være adgang til, og hvilke patientgrupper der skal nedprioriteres.
Bolden ligger med andre ord hos Folketinget.
