Prioriteringer i sundhedsvæsnet sker i de skjulte
DEBAT: Hvis ikke politikerne vil lave klare retningslinjer for prioritering i sundhedsvæsnet, så sker prioriteringen alligevel. Men den sker i en mørkelagt kamp mellem læger, økonomer og de stærke patientforeninger, skriver Jakob Kjellberg.
Af Jakob Kjellberg
Sundhedsøkonom og seniorprojektleder, DSI
Med DRs store sundhedssatsning - Sundhedsvæsenet under pres - kom prioritering pludselig på danskernes dagsorden.
Det er positivt, at debatten på den måde er flyttet fra snævre sundhedsøkonomikredse til den bredere befolkning - for det er jo befolkningen, der i praksis kommer til at forholde sig til, at kravene til velfærdsstaten bliver væsentlig større end midlerne.
Debatten har blandt andet fokuseret på øget brugerbetaling, ulighed, indførelse af mere eksplicit prioritering ved hjælp af et prioriteringsinstitut som det engelske NICE og herunder på fravalg af meget dyr medicin/behandling.
Effekten af brugerbetaling
Brugerbetaling bidrager til finansiering af sundhedsvæsenet, samtidig med at man som patient tvinges til at overveje, om man nu også virkelig har behov for den givne sundhedsydelse.
På den måde kan brugerbetaling bidrage til at skabe balance mellem befolkningens krav til flere og dyrere sundhedsydelser og befolkningens manglende vilje til at betale regningen over skatterne.
Velfærdskommissionen anbefaler da også brugerbetaling, blandt andet med den argumentation, at "Brugerbetaling har den fordel frem for ventelister, at den sikrer en korrekt sortering af de potentielle brugere, således at ydelsen forbruges af dem, der vurderer at have højest gevinst".
Økonomer har skiftet holdning til brugerbetaling
Interessant er det dog, at bare fem år tidligere konkluderede de økonomiske vismænd, at "brugerbetaling er en skat på sygdom og virker entydigt i retning af at øge indkomstuligheden i samfundet. Dette, samt mulige negative virkninger på sundheden, taler imod at øge omfanget af brugerbetaling på sundhedsområdet."
Begge argumenter om brugerbetaling kan selvfølgelig godt være korrekte på samme tid, men vægtningen af argumenter om ulighed synes nu at fylde mindre blandt de ledende økonomer.
Der findes mig bekendt kun en større kontrolleret undersøgelse af brugerbetaling, den over 30 år gamle RAND-undersøgelse fra USA. Den konkluderede, at brugerbetaling får patienterne til at droppe en del af lægebesøgene, og at patienterne i den forbindelse skærer lige meget ned på de effektive som på de overflødige lægebesøg. Og ikke overraskende fravælger de fattigste flest sundhedsydelser.
Da politikerne i DR's arrangement den 26. februar skulle prioritere 10 forskellige løsninger, blev indsatser mod ulighed i sundhedsvæsenet prioriteret højest og brugerbetaling lavest, hvilket jo er logisk stringent.
Mere interessant var det, at politikernes nummer 2 fra bunden var et prioriteringsinstitut, skarpt fulgt af dyr hospitalsmedicin med lille effekt.
Da DR's borgerpanel lavede samme øvelse, var dyr hospitalsmedicin også i bunden, mens indførelse af et prioriteringsinstitut lå i toppen.
Borgerne agerede altså på dette punkt noget mere modigt og med større logisk konsistens.
Politikerne gemmer sig
Politikerne vil altså have lighed i sundhed, men bryder sig ikke om et prioriteringsinstitut eller brugerbetaling.
I praksis betyder det endnu mere implicit prioritering, hvor læger, økonomer og de stærke patientforeninger i realiteten prioriterer de knappe ressourcer uden klare politiske retningslinjer.
Såvel Lægeforeningen og Etisk Råd har efterspurgt en mere eksplicit tilgang til prioritering, som både kan sikre, at vi får mest mulig sundhed for pengene, og at patienterne med de største behov også bliver tilgodeset først og mest - nu venter vi tilsyneladende bare på politikerne.
