Gigtpatienter mindst tilfredse med behandlingen

DEBAT: Når gigtpatienterne er den mest utilfredse patientgruppe i en stor, landsdækkende undersøgelse, så er det et tegn på, at patienterne ikke prioriteres, skriver Gigtforeningens direktør i dagens debatindlæg.

Af Lene Witte,
Direktør, Gigtforeningen

Gennemsnitligt er de danske patienter ganske godt tilfredse med sundhedsvæsenet, viser den seneste tilfredshedsundersøgelse fra sundhedsvæsenet selv.

Men gennemsnit kan som bekendt dække over mange afvigelser, og skraber man lidt i overfladen, er der et klart mønster i, hvilke patientgrupper der er mest tilfredse, og hvem der er mindst tilfredse.

Mens de plastikkirurgiske patienter er de mest tilfredse på rigtig mange parametre, står det anderledes til med gigtpatienterne og de ældre. Reumatologi og geriatri kommer ind på en kedelig sidsteplads i tilfredshed på fem ud af seks parametre for de indlagte patienter.

Hele 22 pct. af gigtpatienterne mener, at den mundtlige information, de får under indlæggelsen, er for dårlig.

Over 29 pct. mener ikke, at de er blevet inddraget i beslutningerne om deres behandling og pleje, og endnu flere mener, at deres pårørende heller ikke er blevet inddraget. Over 25 pct. var direkte utrygge ved at skulle hjem fra afdelingen.

Ældre er ikke mere utilfredse
Men hvordan kan det så være, at gigtpatienterne er de mest utilfredse? Er det fordi, ældre mennesker generelt er mere utilfredse, da der er en stor gruppe ældre blandt gigtpatienterne?

Det kan vi sige klart nej til, for undersøgelsen viser også, at patienter på 60 år og derover generelt er mere positive i deres vurdering end de yngre. Så det må have noget med sygdomsområdet at gøre.

For Gigtforeningen er det klart at se, at gigtsygdomme ganske enkelt ikke er prioriterede i det danske sundhedssystem til trods for, at det er en af de helt store folkesygdomme, og til trods for, at det er en ganske alvorlig sygdomsgruppe, der invaliderer folk, hvis sygdommen ikke opdages og bremses i tide.

Gigt har stor overdødelighed
Mennesker med leddegigt har en overdødelighed, der er større end den for diabetikere, netop fordi hjertesygdomme kan være en følgesygdom til leddegigten. Og rigtig mange gigtpatienter ender på førtidspension, fordi de ikke kommer i behandling i tide.

Selvfølgelig er det herligt, at der generelt er så mange tilfredse patienter i det danske sundhedssystem. Men vi bliver også nødt til at spørge os selv, hvorfor der er flest utilfredse kunder i butikken inden for gigtområdet. Tallene kalder på handling.

Forrige artikel Naturligt og sundt, syntetisk og skadeligt. Eller hvad..? Næste artikel Svage patienter må ikke tabes i dansen om guldkalven
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.