Gigtforeningen efterlyser alternativer til rygoperationer

DEBAT: Gigtforeningen frygter, at gigtpatienter bliver ladt i stikken, hvis nye kliniske retningslinjer, der er omtalt i økonomiaftalen for 2011, skærer kraftigt ned på muligheden for operationer.

Af Lene Witte,
Direktør, Gigtforeningen

Problemer med ondt i ryggen bliver selvsagt ikke mindre for den enkelte rygpatient, blot fordi regeringen og regionerne ændrer i krav og regler. Derfor er det vigtigt at få andre gode behandlingsformer på plads, før politikerne fører sparekniven over rygoperationerne.

Dette er særligt aktuelt netop nu med den aftale om regionernes økonomi for 2011, som regeringen og regionerne indgik for nylig.

I aftalen er man blevet enige om at gennemgå de faglige visitationskrav i forbindelse med blandt andet rygoperation.

Altså klarere kliniske regler for, hvornår man kan få tilbudt en operation - eller hvornår man ikke kan.

Pas på med færre operationer
Årsagen er, at stadig flere danskere med ondt i ryggen bliver opereret for deres lidelser. "En markant aktivitetsvækst," står der ligefrem i aftalen.

En operation i ryggen er ikke risikofri, og Gigtforeningen bakker naturligvis op om, at der være klare faglige retningslinjer for, hvornår patienten skal tilbydes en operation.

Men man skal tænke sig godt om, før man skærer i denne behandlingsmulighed for mennesker med for eksempel slidgigt i ryggen, diskusprolaps eller forkalkning i rygmarven.

Der skal være et alternativ
Alternativet til en operation må nemlig ikke være at gøre ingenting. Alternativet er at sikre, at andre gode tilbud om behandling står i stedet.

Målrettede træningsprogrammer i samarbejde med fysioterapi kan være en af mulighederne. Det mangler vi i dag. Ligesom vi flere steder i landet mangler scanningskapacitet til at få stillet den rigtige diagnose.

Regeringen og regionerne må tage tingene i den rigtige rækkefølge. Derfor skal der opbygges en vifte af gode behandlingstilbud, sideløbende med - eller gerne før - man skærper visitationskravene til operationer.

Det er sund fornuft. Og det vil også vise sig at være en fornuftig investering, både for den enkelte patient og for samfundsøkonomien.

Forrige artikel Behov for både mere viden og flere penge, tak! Næste artikel At være i live - koste hvad det vil
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.