En pille er vel en pille - eller er den?
Lægemiddelstyrelsen og ministeren vil ikke erkende, at hyppige medicinskift er det rene vanvid for nogle personer med epilepsi. mener Dansk Epilepsiforening.
Af Jutta Houmøller
direktør i Dansk Epilepsiforening
Jøsses for en interesse for generisk substitution. Tak for at problemerne med de hyppige medicinskift på grund af danske tilskudsregler når frem til æter og spalter.
I snart to år har Dansk Epilepsiforening forsøgt at forklare sundhedsministeren, Folketinget, Lægemiddelstyrelsen, Medicintilskudsnævnet, og hvem der i øvrigt har indflydelse på dette vanvid, at for nogle personer med epilepsi kan det få meget alvorlige følger med de ufrivillige medicinskift.
Livsfare er her ikke et pressionsord. Det er sandheden.
Vi holdt i marts en høring på Christiansborg, hvor Lægemiddelstyrelsen og Medicintilskudsnævnets formand blev danske mestre i at bagatellisere problemerne. Det var ganske forbavsende at opleve en så uhørt arrogance som svar på relevant bekymring.
Vi har ministerens ord for, at lægen er ansvarlig for, at en patient naturligvis ikke skal være sin egen forsøgskanin og udsættes for fare. At det er lægen, der afgør behandlingen.
Men Lægemiddelstyrelsen har i sin visdom fundet ud af, at personer med epilepsi – vistnok som den eneste diagnosegruppe – for at få bevilget forhøjet tilskud skal dokumentere gennem blodprøver, at de ikke tåler at skifte mellem generiske produkter. Får de anfald eller bivirkninger, der ikke kan måles i blodprøverne, er svaret nej. Så er årsagen, at vi har gjort dem nervøse!
Nogle af verdens førende epilepsieksperter ryster på hovedet af den fremgangsmåde. At man skal bevise, at man ikke tåler at skifte. Andre lande har andre regler.
Hvem tager de epilepsipatienter alvorligt, der kommer i klemme? Endnu har jeg ikke hørt om ansvarlige, der ligger søvnløse. I høflige og enslydende breve – takket være elektronikken – står, at det er få, der ikke kan tåle at skifte. Men hvad med de få? Hvem interesserer sig for dem?.
For en ordens skyld vil jeg igen præcisere, at Dansk Epilepsiforening ikke agiterer for, at alle skal have originalpræparatet. Men man skal kunne blive på det præparat, man er velbehandlet på – original eller kopi. Og den samme kopi!
Hvordan lyder det her: En person med epilepsi er velbehandlet med et originalpræparat. Han får så udleveret en kopi. Under ferie i udlandet får han et alvorligt anfald. Falder, får kraniebrud og hjerneblødning. Er i livsfare. Da han kommer hjem, søger hans læge om forhøjet tilskud.
Resultat: Afslag.
For manden har kun prøvet ét kopipræparat. Han får herefter taget blodplasmamålinger, som viser for store udsving. Lægen søger igen. Og personen får nu bevilget forhøjet tilskud.
Det er lægens ansvar, siger ministeren. Men patienten skal lægge krop til og udsætte sig for fare, hvis han ikke vælger at betale prisforskellen selv. Hvis han kan. Nogle kan ikke. For personer med epilepsi er det en rådden bestemmelse. Den ultimative konsekvens kan være at miste kontrollen over sig selv – og dermed måske arbejde, kørekort, tryghed eller førlighed.
