En kvalitetsmodel skal fremme de bløde værdier

Hvad er det, der driver vores offentlige sundhedsvæsen i dag? Svaret varierer helt sikkert alt efter, hvem man spørger. Det menneske, som lige har været indlagt med en alvorlig sygdom, og patientens nærmeste, har garanteret et andet svar end sundhedspolitikeren, orga­nisationsfolket eller de ansatte i det samme væsen.

Effektivitet er styrende
Set fra min stol kan der ikke være tvivl om, hvad den væsentligste 'drivkraft' er: Effektivisering - kvalitetsudvikling kombineret med et stærkt politisk pres for hurtig behandling.

Det er godt med et effektivt sundhedsvæsen - om end mange beretninger fra de mennesker, der kommer i berøring med hospitalerne som brugere, tyder på, at en overfokusering på cost-benefit-effektivitet beklageligvis af og til kan ende med usammenhængende patientforløb, hvor resultatet bliver, at de forskellige aktører i sundhedsvæsenet tvinges til at tænke mere på at få patienten hurtigt igennem systemet, end at samarbejde på tværs af fagområder.

En anden ofte overset konsekvens er imidlertid, at omsorg og mellemmenneskelige relationer får sekundær betydning i sundhedsvæsenets kvalitetsbegreb. Og det betyder blandt andet, at patienterne bliver forhindret i at tage aktivt hånd om deres sygdom.

Brugeren i centrum
Danmarks Lungeforening har sammen med en række andre sundhedsaktører deltaget i et projekt­forløb om et sundhedsvæsen, der i højere grad er indrettet efter brugernes behov. Slutresultatet er blevet et oplæg til en patientreform med titlen "Brugernes sundhedsvæsen".

En patientreform skal - groft sagt - fokusere på tre hovedområder:

• Faglig kvalitet - en behandlingskvalitet, der matcher det bedste i udlandet.
• Organisatorisk kvalitet - sammenhæng mellem aktørerne i sundhedsvæsenet - eksempelvis at informationsudveksling mellem sygehus og egen læge fungerer, at der er styr på genoptræning efter indlæggelse, og så videre.
• Patientoplevet kvalitet - at kvalitetsbegrebet også indebærer, at der er forståelse for brugernes be­hov for tryghed, forståelig information, inddragelse og omsorg i behandlingen.

Vort oplæg sætter ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved sundhedsvæsenets indretning; f.eks. skal almen praksis - altså ens egen læge - fortsat være den gatekeeper, patienterne går gennem for at få adgang til specialiserede sundhedsydelser. Vi sætter imidlertid spørgsmålstegn ved systemets funktionalitet, og ikke mindst efterlyser vi tid og plads til omsorg.

Vi efterlyser en kultur og en tænkemåde i sund­hedsvæsenet, som giver patienten rum til at udtrykke bekymring, lidelse og angst - ja kort sagt lydhørhed over for det at være syg. Vi efterlyser også, at der gives patienterne og deres pårørende en reel mulighed for at indgå et partnerskab med sundhedsvæsenet om en aktiv håndtering af deres sygdom.

En procent omsorg
En undersøgelse fra DSI dokumenterer, at sygeplejerskerne bruger 1 pct. af deres tid på omsorg, dvs. på at tale med patienterne om deres sygdom. Det gør både patienter og sygeplejersker frustrerede, og det øger risikoen for, at der opstår misforståelser om behandlingen og patienternes egen håndtering af sygdommen.

Det reducerer desuden patienternes mulighed for at bruge den viden aktivt, som findes om deres sygdom. De kroniske sygdomme - livsstilssygdommene - boomer, og det betyder for mange bor­gere en livslang kontakt med sundhedsvæsenet. Derfor har vi brug for et nyt kvalitetsbegreb, der giver patienter og sundhedsvæsen mulighed for at forpligte sig til et reelt partnerskab om aktiv håndtering af deres sygdom. Ønsker vi i Danmark et sundhedsvæsen i verdensklasse, kommer vi ikke uden om at medtænke denne dimension.

debat@altinget.dk